Når vi beder kvinder om at arbejde mere, prøver vi at fikse kvinden i stedet for systemet

Jeg har altid arbejdet meget. Jeg glædede mig til at arbejde igen efter mine barsler med nye erfaringer og kompetencer, som har gjort mig bedre - også i mit lønnede job.

Jeg mener, at jeg er en bedre mor og et bedre forbillede for mine børn, når jeg arbejder. Også, når det er mere end 37 timer om ugen. 

Dem, der kan lide kasser, vil måske putte mig i kapitalist-feminist-kassen og sige, at min opfattelse af ligestilling er at gøre kvinder og mænd ens og forkaste den kvindelige biologi og dens væsen. Men jeg ønsker mig egentlig bare en fremtid med et inkluderende arbejdsmarked, hvor kvinder og mænd er ligestillede og ligeværdige med hver deres unikke egenskaber og forskelligheder.

Derfor synes jeg, at det er et problem, når nye analyser viser, at andelen af kvinder på deltid fordobles efter deres første barn, mens mænd ikke ændrer deres arbejdstid efter første barn. Det er også selvom, at andelen af kvinder og mænd på deltid før deres første barn er lige stor. 

Ønsker vi en reel forandring, må vi gøre os umage for at forstå, hvorfor det er sådan, i stedet for blot at gøre kvinders manglende deltagelse på arbejdsmarkedet til et problematisk faktum, som vi kan kaste i hovedet på dem som en skambold.

Når det politiske system beder os om at arbejde mere, er det primært møntet på kvinder.

Natalia Anna Rogaczewska
Direktør, Værdbar og bestyrelsesmedlem, Kvindeøkonomien

For det første er der jo ikke tale om alle kvinder, men primært mødre.

Claudia Goldin har netop vundet Nobelprisen i økonomi for sin forskning, der på baggrund af 200 års historisk data viser, at moderskabet straffer kvinder på arbejdsmarkedet.

Det er en vigtig blåstempling af fakta, der mange steder i Danmark stadig betvivles og underkendes.

For det andet skaber den kønnede lønforskel et økonomiske rationale i mange hjem om, at det bedre kan betale sig, at kvinder går ned i tid, så mænd kan gå op eller fastholde deres arbejdstid. Forskellen på kvinder og mænds løn i samme job er i gennemsnit syv procent i Danmark. Det gælder både inden for det offentlige og det private, og tallene er renset for mulige forstyrrelser af sammenligningen, eksempelvis at kvinder oftere er på deltid, og mænd oftere er ledere.

Vi burde fokusere på at fikse systemet i stedet for kvinden.

Natalia Anna Rogaczewska
Direktør, Værdbar og bestyrelsesmedlem, Kvindeøkonomien

Når det politiske system beder os om at arbejde mere for at fremtidssikre velfærd til børn, ældre og syge, er det ”vi” ikke et kollektivt vi. Men det er primært møntet på kvinder. Endda på kvinder, der allerede bærer vores velfærd i dag, og som ofte er mødre.

Næsten 80 procent af de ansatte i kommunerne og regioner er kvinder. De kvinder siger, at de ikke har mere tid at give af. De arbejder allerede det, de kan, fordi de også skal have tid til deres børn, forældre, familiemedlemmer og andet arbejde i hjemmet. Sikke en catch-22. 

Her kommer min egentlige pointe: Når vi beder kvinder om at arbejde mere, giver vi kvinderne en del af skylden for den skrantende velfærd og et ansvar for den fremtidige, og det er ude af proportioner.

Vi laver med andre ord et kæmpestort fix-the-woman-move, hvor vi i stedet burde fokusere på et fix-the-system-move.

Kan vi drøfte indhold af en samfundskontrakt uden at forholde os til den manglende ligestilling?

Natalia Anna Rogaczewska
Direktør, Værdbar og bestyrelsesmedlem, Kvindeøkonomien

For kan kvinderne egentlig forandre det system, som vi beder dem om at fremtidssikre ved at arbejde mere?

Hvem prioriterer den økonomi, der blandt andet bestemmer kvalitet, løn, arbejdsvilkår og normering i den velfærd, hvor kvinderne er ansat, og hvor vores børn, ældre og syge er placeret? Det system, hvor kvindedominerede fag har lavere lønninger end mandsdominerede, og hvor kønsfordelingen blandt regionsformænd, borgmestre og kommunaldirektører er cirka 80 procent mænd.

Når det kommer til økonomiaftalerne, der forhandles af regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, er kønsfordelingen i Kommunernes Landsforenings bestyrelse cirka 70 procent mænd, og i Danske Regioner er den cirka 65 procent mænd.

Finansministeriets kontorer og afdelinger, der er ansvarlige for velfærdspolitik, offentlige finanser, regneprincipper og arbejdsmarkedspolitik, har alle mandlige chefer – og på toppen sidder den mandlige departementschef sammen med finansministeren, der jo som bekendt også er mand.