Debat

Niels Jespersen: Indædt magtkamp i fagbevægelsen inden OK20

KOMMENTAR: Arbejdsmarkedets parter skal snart lægge arm om de privatansattes overenskomster. Men det virkelige drama er internt i fagbevægelsen, hvor der foregår et opgør mellem socialdemokrater og en voksende venstreopposition omkring Enhedslisten, skriver Niels Jespersen.

I fagbevægelsen taber Socialdemokratiet hastigt terræn til en stadig mere selvbevidst venstrefløj i form af Enhedslisten, skriver Niels Jespersen.
I fagbevægelsen taber Socialdemokratiet hastigt terræn til en stadig mere selvbevidst venstrefløj i form af Enhedslisten, skriver Niels Jespersen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels Jespersen
Debattør, politisk kommentator, tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F) og medlem af Socialdemokratiet 

Det er efterhånden længe siden, arbejderbevægelsen havde sit eget dagblad. Konceptet er lidt bedaget. Ligesom grønne Cecil og kolde Hof på kontoret. Går man rundt på gangene i et af forbundshusene i en større dansk fagforening, så kunne man lige så godt være på en hvilken som helst anden arbejdsplads. Eller på redaktionen hos en borgerlig avis, hvor journalisterne har været igennem et lignende opgør med rygning og alkohol.

Men selv om arbejdskulturerne efterhånden minder om hinanden, så er det alligevel ikke hver dag, en artikel i en borgerlig avis læses lige så grundigt i forbundshusene. Det var imidlertid tilfældet, da Arne Hardis og Hans Mortensen tilbage i april 2018 skrev i Weekendavisen om, hvordan Socialdemokratiet hastigt tabte terræn i fagbevægelsen til en stadig mere selvbevidst venstrefløj i form af Enhedslisten.

Anledningen var de offentlige OK18-forhandlinger, hvor fagtoppen næsten tabte kontrollen med begivenhederne, og Socialdemokratiet totalt tabte den offentlige debat. Dengang var overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte tæt på at udvikle sig til konflikt, og S havde mere end svært ved at forklare, hvordan socialdemokratiske KL-medlemmer kunne være aktører i konflikten, når partiet ikke ville blande sig i forhandlingerne.

Fakta
Niels Jespersen (f. 1980) er medlem af Socialdemokratiet. Han er cand.mag. i historie og har en baggrund som Afghanistan-veteran. I dag ernærer han sig som debattør, politisk kommentator og satiriker. 

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Corydons onde ond fra lærerkonflikten i 2013 spøgte, og der spredte sig en fortælling om, at Mette Frederiksen nok var i ledtog med finansminister Kristian Jensen (V). Resultatet blev, at S tabte terræn til venstrefløjen. Ikke kun i meningsmålingerne, men også blandt de aktive fagforeningsmedlemmer.

Året før var fagtoppen kommet i tilsvarende modvind ved de private OK17-forhandlinger. Her mobiliserede venstrefløjen modstand mod forligsresultatet, der gav arbejdsgiverne ret til at pålægge lønmodtagerne overarbejde i en kortere periode. Forliget blev stemt igennem, men især i byggefagene var modstanden udbredt.

I en tid med lav arbejdsløshed og beskedne lønstigninger er der lagt i ovnen til nogle heftige krav fra lønmodtagernes side. Det er en noget nær perfekt situation for Enhedslisten.

Niels Jespersen
Debattør og socialdemokrat

Det blev dygtigt udnyttet af venstrefløjsaktivister, der på sociale medier havde stor succes med at præge debatten. En slagkraftig kampagne blev bygget op om facebooksiden “Nej til 42 timer”. Problemet med tvunget overarbejde har siden vist sig at være overskueligt, men dengang var det et stærkt mobiliseringskort for venstrefløjen.

Lad falde hvad ikke kan stå
Kort sagt: Det knagede i den kongelige socialdemokratiske fagbevægelses fuger og bånd. Spørgsmålet var, hvornår en af de virkeligt tunge socialdemokratiske bastioner ville falde. Forbundssekretær i 3F Henning Overgaard, der har siddet i Esbjerg Byråd for Enhedslisten, blev i artiklen nævnt som en potentiel kommende 3F-formand, og det var derfor, Weekendavisen den fredag blev læst så grundigt i forbundshusene.

De mange socialdemokrater i ledelseslagene og blandt de ansatte kunne pludselig forestille sig en fremtid, hvor det var dem, som var “fejlfarver” i forhold til formanden. I fagbevægelsen er der nemlig tradition for, at der skelnes til partibogen, når der skal laves ansættelser. Især de poster, hvor lønnen er høj og indflydelsen stor, er der rift om.

Læs også

Enhedslistens faglige koordinator, Anders Olesen, kom imidlertid i samme artikel til at betegne Henning Overgaard som “et godt bud” på en kommende formand for 3F. Selv om  Olesen understregede, at det jo er 3F-kongresserne eller eventuelt en urafstemning, som afgør den slags spørgsmål, så gjorde han derved Henning Overgaard til spydspidsen i det røde stormløb.

Det var i hvert fald sådan, det blev læst af 3F's socialdemokratiske majoritet, der en overgang næsten var ved at vågne til kamp af deres dvale. Imidlertid ønskede Overgaard ikke at spille den rolle, hans partikammerater havde tiltænkt ham. Eller også vurderede han, at de ikke havde den fornødne styrke til at gennemføre foretagendet.

I hvert fald gik der ikke længe, før Overgaard fik bragt orden i sit partitilhørsforhold (som man siger i de kredse), hvorefter 3F's formandskab blev endnu en socialdemokrat rigere. Derved skrev han sig ind i en lang og glorværdig tradition af røde fagforeningsbosser, der ser det socialdemokratiske lys, netop som de er parate til at træde ind i magtens haller.

Røde Overgaards åbenbaring på vejen til Damaskus udløste et kollektivt lettelsessuk blandt 3F’s bosser. “Så holder det måske alligevel vor tid ud?”. Imidlertid ændrer det ikke ved den overordnede tendens. Socialdemokraterne fastholder måske deres dominans i de ledende lag, men ude i tillidsrepræsentant-danmark er partiet under pres, for hvor de socialdemokratiske fodsoldater oftest er overladt til sig selv, så kan Enhedslistens kandidater trække på et bedre organiseret netværk af politisk ligestillede.

Samtidig har Enhedslisten nemmere ved at påvirke de efterhånden mange upolitiske tillidsfolk og ansatte. Venstreoppositionen er mere til stede, bedre organiseret og bedre argumenterende end socialdemokraterne.

Den tendens er kun accelereret med LO’s sammenlægning med FTF, der yderligere har udvandet den socialdemokratiske dominans. Kærlighedsbarnet med det mundrette navn FH er større, men også med flere offentligt ansatte og færre politisk aktive.

Det sidste skal forstås som socialdemokratiske aktive, for mens LO og Socialdemokratiet historisk har været grene på samme stamme, så har FTF skyet partipolitik. Det er faktisk et af paradokserne i den nye organisation. FTF var misundelig på LO’s politiske indflydelse, hvilket var et af argumenterne for sammenlægning, men FTF-forbundene er samtidig skeptiske over for LO’s traditionelle bånd til Socialdemokratiet og vil hellere søge indflydelse fra sag til sag.

Her er udfordringen bare, at forholdet mellem LO og S lige så meget har været baseret på fornuft som på kærlighed. De borgerlige partier kommer ikke til at tage hensyn til fagbevægelsen, med mindre det kan bruges til at drille socialdemokraterne. SF og Enhedslisten, som mange FTF-forbund havde et godt forhold til, drømmer om at varetage arbejdernes interesser, men har bare sjældent indflydelsen til at gøre det.

Næste venstrefløjsoffensiv kommer under OK20
Til næste år skal der forhandles overenskomst for de privatansatte, og i en tid med lav arbejdsløshed og beskedne lønstigninger er der lagt i ovnen til nogle heftige krav fra lønmodtagernes side. Det er en noget nær perfekt situation for Enhedslisten, der får muligheden for at udbygge de landvindinger, partiet fik ved OK17 og OK18.

“Nej til 42 timer”-facebooksiden, der spillede så afgørende en rolle i 2017, er nu omdøbt til “Nej til 42 timer − VORES OK20” hvilket tydeligt viser, at man ønsker at gentage succesen fra dengang. Med over 8.000 følgere har venstrefløjen et rigtigt godt udgangspunkt for at dominere debatten på de sociale medier.

Ikke dermed sagt, at alle, der følger den facebookside, er venstrefløjsaktivister. Hvor velorganiserede DKP’ere under den kolde krig udkæmpede stedfortræderkampe mod den socialdemokratiske efterretningstjeneste AIC, så er billedet i dag meget mere mudret. Nutidens faglige aktivister er lige så ofte upolitiske − eller bekender sig bare ikke til noget parti, som de er organiseret i, Enhedslisten eller Socialdemokratiet.

Det er typisk om disse upolitiske og uorganiserede aktivister og ansatte, den ideologiske kamp står. Her fører venstrefløjen (der også er en del bredere end bare Enhedslisten) imidlertid med flere længder. Allerede nu afholdes der koordinationsmøder, hvor man, inden forhandlingerne overhovedet er begyndt, har produceret “Vi er klar til konflikt”-bannere. Organiseringen er især stærk omkring 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København, der er domineret af venstrefløjen. Det var blandt andet unge fra BJMF, der kom i klammeri med DSU’ere til Mette Frederiksens 1. maj-tale. Samtidig er der intet, der tyder på, at socialdemokraterne i fagbevægelsen har tænkt sig at imødegå venstrefløjsoffensiven.

Det hele kunne ligne en walkover, men Enhedslistens forvandling fra protestparti til indflydelsesparti bærer også sine egne udfordringer. Den kompromisløse retorik, der er så populær blandt mange faglige græsrødder, har det med at blive underlig ulden, når den kommer i kontakt med virkeligheden.

Det er nemt at være i opposition og sige nej til det hele og love guld og grønne skove, men akkurat som det er tilfældet i Folketinget, har Enhedslisten det bedst, desto længere de står fra magten og indflydelsen.

Her er det værd at bemærke, hvordan Enhedslisten havde mere end svært ved at forholde sig til resultatet af OK18. Resultatet faldt ellers oven i partiets landsmøde på Nørrebro, så det var ikke, fordi de røde faner var uden for rækkevidde.

Situationen var imidlertid ikke så simpel. Venstreorienterede faglige ledere som Dennis Kristensen, Jan Hoby og Majbrit Berlau anbefalede i kraft af deres position et ja, mens atter andre − herunder partiets evigt forurettede røde lærere − anbefalede et nej. Partilinjen blev derefter noget underligt lirumlarum, hvor man roste de offentligt ansattes sammenhold til skyerne for så at undlade at tage stilling til, hvorvidt de skulle stemme ja eller nej til forligsresultatet. Det lød næsten helt socialdemokratisk.

I takt med at Enhedslistens styrke i fagbevægelsen vokser, vil den slags dilemmaer blive mere udbredte. Røde fagforeningsbosser vil stå i situationer, hvor de skal prioritere loyalitet over for samarbejdspartnere og forhandlingsresultater over partiloyalitet. Eller hvor partimedlemskabet står i vejen for ansættelser og magtfulde poster.

Her kan det blive svært at indfri baglandets ønsker. Man risikerer at ende i samme situation som de socialdemokrater, man erstattede. Det er imidlertid nok en risiko, mange i Enhedslisten er villige til at løbe.

-----------

Niels Jespersen (f. 1980) er medlem af Socialdemokratiet. Han er cand.mag. i historie og har en baggrund som Afghanistan-veteran. I dag ernærer han sig som debattør, politisk kommentator og satiriker. Niels Jespersen er medforfatter til bogen 'Eksperimentet, der slog fejl' om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Jespersen

Chefredaktør, Netavisen Pio, debattør
cand.mag. (historie)

0:000:00