S: Arbejdsskadede og nedslidte venter i uvished

Af Lennart Damsbo-Andersen (S)
Arbejdsmiljøordfører

På trods af, at vi i Danmark gør en kæmpe indsats for at sikre et godt arbejdsmiljø på vores arbejdspladser, er der hvert år mange tusinde, der får en skade, bliver ramt af nedslidning eller får en erhvervssygdom.

Og en mangeårig indsats fra Arbejdstilsynet, brancherne og lokale arbejdsmiljøråd har ikke ændret på det faktum. Inden for visse områder af både offentlig og privat virksomhed er der ikke den nødvendige fokus, ja nogle steder er der noget, der ligner en brug og smid væk-kultur.

Det er nødvendigt med en ny tilgang og sammenhæng mellem arbejdsmiljøpolitik, Arbejdstilsyn og arbejdsskadesagsbehandling, så skader og nedslidning undgås og de, der bryder loven, får konsekvent og hård straf. Og at de, der skades og nedslides, hurtigt afklares og kommer tilbage på arbejdsmarkedet igen i det omfang de kan, uden at deres økonomi berøres af, at de har lidt skade.

Ny arbejdsmiljølov
Jeg ser optimistisk på fremtiden, fordi der er nedsat et ekspertudvalg under Pia Gjellerups formandskab og med deltagelse af arbejdsmarkedets parter, som skal komme med anbefalinger til en ny arbejdsmiljølov om hvordan tilsyn og rådgivning kan spille bedre sammen og til hvordan andre aktører, såsom pensions- og forsikringsselskaber kan komme i spil i forhold til forebyggelse af skader og nedslidning.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Arbejdsskadestyrelsen nærmest oplevede en nedsmeltning i 2013, hvilket nødvendiggjorde, at der blev taget drastiske skridt og sagerne blev overført til AES. For mig var det afgørende, at vi kunne få en frisk start. Det var en beslutning, vi måtte høre meget for i Folketinget, ikke mindst fra arbejdsmarkedets parter.

Jeg ser det som en styrke, at det nu er arbejdsmarkedets parter, der sidder i bestyrelsen for AES og kan beslutte, hvor mange ressourcer der skal kastes i arbejdet med at få nedbragt sagsbehandlingstiderne.

Hvor langt skal vi så ned?
Ja, for mig at se skal sagsbehandlingstiden altid være så kort som muligt, men kvaliteten af afgørelserne er mindst lige så vigtig, og derfor tror jeg, at et gennemsnit på seks måneder for alle sager er realistisk, 12 måneder for de lange sager.

Måske skal vi også ændre måden at gøre sagsbehandlingstiden op på. Eftersom det er alderen på de afgjorte sager, der danner grundlag for statistikken, betyder det paradoksalt nok, at i år, hvor den store pukkel af gamle sager bliver afgjort, kommer sagsbehandlingstiden til at blive lang, selvom AES netop gør det, vi beder dem om.

Det er den oplevede sagsbehandlingstid, der er vigtig for den skadelidte, og den skal vi blive bedre til at forklare, men også til at få så langt ned som overhovedet muligt, uden at gå på kompromis med kvaliteten.