Debat

SMVdanmark: Hvis Hummelgaard vil være en succes, skal han løfte arven fra Fogh og Thorning

Tidligere regeringer under Fogh og Thorning-Schmidt har med succesfulde arbejdsmarkedsreformer øget arbejdsstyrken. Peter Hummelgaard er nu nødt til at fortsætte i samme spor, og det er ikke nok at lappe de selvskabte huller i arbejdsudbuddet, skriver administrerende direktør Jakob Brandt. 

Peter Hummelgaard har i sine foreløbige to år som minister vist, at han kan skabe resultater. Vi vil opfordre til, at han fortsætter den kamp de næste to år, skriver administrerende direktør Jakob Brandt.
Peter Hummelgaard har i sine foreløbige to år som minister vist, at han kan skabe resultater. Vi vil opfordre til, at han fortsætter den kamp de næste to år, skriver administrerende direktør Jakob Brandt.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Jakob Brandt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har ambitioner om at gøre resten af sin ministerperiode til en succes, er der ét punkt på hans liste, der bør få fuldt momentum: at øge arbejdsstyrken. 

Det er blevet sagt før, men det kan ikke siges ofte nok. Den altoverskyggende udfordring for dansk økonomi lige nu og i de kommende år er, at virksomhederne ikke kan finde nok kvalificerede medarbejdere. Vi står simpelthen i en situation med akut mangel på arbejdskraft, og vi skal tilbage til tiden lige før finanskrisen for at finde en tilsvarende situation.

Temadebat

Hvad skal på Hummelgaards beskæftigelsespolitiske dagsorden de næste to år?

Selvom Peter Hummelgaard (S) ved sit midtvejsjubilæum kan prale af at have driblet regeringens helt store prestigeprojekt om en ret til tidlig pension i mål, er listen over hængepartier og beskæftigelsespolitiske slagsmål fortsat lang og omfattende.

Altinget Arbejdsmarked kaster derfor bolden op til centrale fagfolk, aktører og partier, som i en ny temadebat vil give deres bud på, hvilke fokuspunkter beskæftigelsesministeren skal have på sin ministerdagsorden i valgperiodens sidste halvleg.

Panelet består af: 

  • Martin Ågerup, direktør i Cepos
  • Emilie Agner Damm, chefanalytiker i Arbejdernes Erhvervsråd
  • Hans Andersen (V), beskæftigelsesordfører
  • Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening
  • Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv
  • Victoria Velàsquez (EL), beskæftigelsesordfører
  • Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne
  • Samira Nawa (R), beskæftigelsesordfører
  • Kim Graugaard, viceadministrerende direktør i Dansk Industri
  • Berit Toft Fihl, public affaris-chef i Ledernes Hovedorganisation
  • Jan Steenhard, formand for Arbejdsmiljørådgiverne

Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du kontakte fagdebatredaktør Martin Mauricio på [email protected].

I årene op til finanskrisen måtte man ligesom nu spejde grundigt efter nye medarbejdere, og virksomhederne gik på strandhugst hos hinanden for at lokke dem til. Resultatet blev, at lønninger og priser blev presset voldsomt op til niveauer, der ikke var produktivitetsmæssigt belæg for. Den efterfølgende rutchetur nedad var voldsom, og vi mistede 200.000 private job.

Selvom der også var andre faktorer bag finanskrisen, skal vi denne gang dæmme op for en lignende situation i tide.

Problemet er imidlertid, at Peter Hummelgaard og resten af regeringen kun lægger op til at skaffe 10.500 flere hænder til arbejdsstyrken med sin nye reform “Danmark kan mere I”, som blev fremlagt tirsdag. Dermed retter den op på tabet af 10.450 personer i arbejdsudbuddet, som tidligere politiske initiativer fra regeringen har kostet – primært skabt af Arnepensionen og de skattestigninger, der fulgte med.

Med andre ord har den nuværende regering stort set intet gjort for at skaffe flere hænder til det danske arbejdsmarked, siden den tiltrådte. Det står i skarp kontrast til tidligere regeringer, der med succesfulde arbejdsmarkedsreformer har øget arbejdsstyrken.

Under Anders Fogh Rasmussen (V) blev arbejdsstyrket øget med 164.000 personer, mens Helle Thorning-Schmidt (S) hjalp yderligere 37.000 personer ud på arbejdsmarkedet. Derfor er det meget positivt, at regeringen nu har taget hul på reformdagsordenen og har stillet yderligere reformer i udsigt.

Dagspenge skal være reelt sikkerhedsnet

Peter Hummelgaard har i sine foreløbige to år som minister vist, at han kan skabe resultater. Også resultater som vi i SMVdanmark med store glæde kvitterer for.

Det bedste eksempel er barselsordningen for selvstændige, der sikrer, at kvinder ikke behøver vælge mellem drømmen som iværksætter og rollen som mor. Ikke af økonomiske årsager i al fald. Aftalen var en kæmpe sejr for ligestillingen og en landvinding i kampen for, at selvstændige skal have samme rettigheder som lønmodtagere. Her spillede Peter Hummelgaard en stor rolle, og det skal han have tak for.

Ministeren bør arbejde for en model, hvor man som selvstændig kan lægge sin virksomhed i en slags dvale, så dagpenge bliver et reelt sikkerhedsnet.

Jakob Brandt
Adm. direktør, SMVdanmark

Vi vil opfordre til, at han fortsætter den kamp de kommende år. Der er flere ubalancer at tage fat på. Eksempelvis kan lønmodtageren gå på dagpenge fra første dag, han eller hun mister jobbet, hvorimod en selvstændig skal lukke alt ned, opsige lejekontrakt og sælge inventaret, før han eller hun har samme mulighed.

Ministeren bør arbejde for en model, hvor man som selvstændig kan lægge sin virksomhed i en slags dvale, så dagpenge bliver et reelt sikkerhedsnet.

Hummelgaard spiller vigtig rolle

Men resten af Peter Hummelgaards ministerperiode bør som sagt primært handle om, at erhvervslivet skal have tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere. Her er den gode nyhed, at der er mange håndtag at hive i.

Grundlæggende er opskriften, at erhvervslivet skal sikres optimale rammer for vækst, og at det bedre skal kunne betale sig at arbejde og yde en ekstra indsats. SMVdanmark har fremlagt et skatte- og afgiftspolitisk udspil, der kan sende 25.500 flere personer i beskæftigelse. Det kan ske ved at sænke erhvervsbeskatningen, så den ikke hæmmer produktivitet og fornyelse i virksomhederne.

LÆS OGSÅ: Arbejdsmiljørådgivere: Regeringens reformpakke er blind for gevinsterne ved et sundt arbejdsmiljø

Nu er lavere selskabs- og virksomhedsskat ganske vist ikke direkte Peter Hummelgaards bord som beskæftigelsesminister, men hans ministerium spiller alligevel en væsentlig rolle. Det var ham, der tirsdag præsenterede den del af regeringens udspil, der skærer dimittendsatsen med cirka 4.000 kroner om måneden og forkorter dagpengeperioden for nyuddannede.

Nu er lavere selskabs- og virksomhedsskat ganske vist ikke direkte Peter Hummelgaards bord som beskæftigelsesminister, men hans ministerium spiller alligevel en væsentlig rolle.

Jakob Brandt
Adm. direktør, SMVdanmark

Dermed slår han to fluer med ét smæk. Ifølge regeringens egne beregninger, så sender han yderligere cirka 9.000 veluddannede personer i armene på de virksomheder, der står og skriger efter dem, og han frigør økonomiske ressourcer, der kan bruges til at sænke erhvervsbeskatningen. 

Sæt tommelskruerne på jobcentrene

Han bør også lægge jobcentrene under et kritisk mikroskop. De koster cirka 13,5 milliarder kroner om året at drive dem, og deres resultater er ikke prangende. Ser man på hvor mange ledige, jobcentrene hjælper i arbejde i forhold til deres pris, så svarer det i runde tal til, at det koster flere hundrede tusind kroner for hver ledig, der kan trække i arbejdstøjet, efter at jobcentret har været inde over.

Det er mange penge, især når vi rent faktisk ikke ved, om de ledige havde fundet job af egen drift. Derfor foreslår vi, at Peter Hummelgaard hiver tre milliarder kroner ud af jobcentrenes budget. Det vil næsten være nok til at betale en afskaffelse af arveafgiften.

Endeligt er der regeringens kommende ydelsesreform. Ydelseskommissionen er kommet med en række forslag til et nyt balanceret og mere gennemskueligt ydelsessystem. Vi har ikke konkrete forslag her, men reformen er vigtig.

Den er vigtig, fordi folk uden arbejde selvfølgelig skal have rimelige levevilkår. Men det er afgørende, at de samtidig har en klar tilskyndelse til at arbejde. For store grupper af ledige er gevinsten i dag ved at gå fra ledighed til et job i den lave ende af lønskalaen ikke voldsom. Den gevinst bør være vokset mærkbart, når beskæftigelsesministeren til sidst underskriver en politisk aftale om et nyt ydelsessystem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00