Studerende: Uligheden i de danske formuer er en demokratisk trussel

DEBAT: Den enorme formueulighed giver magt til mennesker, som ingen har stemt på. Uligheden skal bekæmpes politisk med to forslag, mener statskundskabsstuderende.

Af Lasse Skou Lindstad
Statskundskabsstuderende på Københavns Universitet og podcastvært på Sange Om Merværdi

Vi snakker meget om ulighed i disse år. Det er med god grund, da uligheden i Danmark har været stigende siden 1990'erne.

Ifølge den franske økonom Thomas Piketty er uligheden vokset, fordi afkastet på kapital er højere end den generelle vækst i økonomien.

Ejerskabet over kapital er koncentreret på få hænder, og derfor vil afkastet blive koncentreret hos et mindretal.

Med andre ord: De, der har store formuer, bliver endnu rigere på bekostning af resten af befolkningen.

Hvis vi vil forstå, hvorfor uligheden i indkomster stiger, må vi forstå uligheden i formuer.

Enorm og skjult formue-ulighed
Den danske formue-ulighed er enorm. Ser vi på formuefordelingen, medregnet arbejdsmarkedspensioner, ejer de rigeste 10 procent omkring 47 procent af den samlede formue, mens den nederste halvdel kun ejer 5 procent. Det er en omfattende forskel på top og midte.

Tallet er lavt sat, da den superrige 0,01 procent af befolkningen underrapporterer deres velstand.

De gemmer cirka en fjerdedel af deres formue i skattely, som en gruppe skatteforskere har påvist.

Vi ved ikke, hvor store de allerrigestes formuer er, men de er med sikkerhed større, end hvad de officielle tal viser.

Hvordan er vi endt med høj formueulighed i et af verdens mest lige lande?

En af årsagerne er, at den danske velfærdsstat har været fokuseret på at omfordele indkomster, men ikke ejerskab over økonomien.

Man beskatter for eksempel kapital lavere end arbejdsindkomster. Derfor kan det bedre betale sig at leve af arbejdsfri gevinster end ved at udføre lønarbejde.

Arven har en stor rolle
En anden forklaring på formuekoncentrationen er den store rolle, som arv spiller.

I USA er cirka 60 procent af landets formuer nedarvede, og i Sverige er tallet omkring 50 procent. Vi har ikke tilsvarende tal for Danmark, men hvis vi ligner Sverige, kan man forvente, at halvdelen af de danske formuer er nedarvede og ikke noget, som folk selv har skabt.

Men en formue, som er blevet bygget fra bunden, er ikke skabt af en person alene. En moderne virksomhed er både afhængig af mange lønmodtageres hårde arbejde og statens investeringer i alt fra infrastruktur, forskning og uddannelse til børnepasning og oprettelse af lov og orden. Det kræver et samfund at skabe en virksomhed.

Alt i alt er de danske formuer meget koncentrerede, hvilket er en drivkraft bag den stigende ulighed. En stor del af rigdommen er nedarvet, selvom den er blevet bygget på ryggen af fællesskabet.

Har politiske konsekvenser
Den høje formuekoncentration har politiske konsekvenser. Når en gruppe mennesker besidder mange økonomiske ressourcer, kan de bruge deres økonomiske magt til at opnå politiske resultater.

De kan benytte truslen om at rykke arbejdspladser og investeringer ud af landet. Derfor har vi set et fald i virksomhedsbeskatningen fra omkring 50 procent i 1980'erne til omkring 22 procent i dag.

Uligheden i formuer er en trussel mod demokratiet, fordi det koncentrerer magt i hænderne på mennesker, som ingen har stemt på.

Det besværlige spørgsmål er, hvad vi kan gøre ved det. Der findes to gode forslag, som supplerer hinanden.

Beskat riges opsparinger
Det ene handler om at beskatte de riges opsparinger og arv. Det andet handler om, at fællesskabet skal blive medejer over landets formuer og få del i afkastet, som samfundet er med til at skabe.

Lad os starte med det første. Lige nu kan det bedre betale sig at tjene penge på arbejdsfri kapitalindkomster end at gå på arbejde. Det hul kan hurtigt blive lukket, hvis man hæver kapitalbeskatningen. Da en stor del af de riges formuer er nedarvede, giver det mening at øge arveskatten på de største boer. Vi kan også beskatte de største formuer med en formueskat, som eksisterede i Danmark i 1990'erne.

Man kunne måske være bekymret for, at pengene vil fosse ud af landet efter en formueskats indførelse. En formueskat på eksempelvis 1 procent ville kun have samme effekt på folks formuer som en inflationsrate på 1 procent, hvilket som bekendt ikke har ført til stor kapitalflugt.

En statslig investeringsfond
En anden løsningsmodel er at oprette en statslig investeringsfond, som kan opkøbe aktier og andre værdipapirer, så fællesskabet kan få andel i de store arbejdsfri kapitalindkomster.

Denne model kender vi allerede fra Norges pensionsfonde, som hovedsaligt blev opbygget gennem salg af olie.

Derfor ejer den norske stat 60 procent af landets formuer. Man behøver ikke olie for at opbygge en statslig investeringsfond.

Mennesker, som har deres penge bundet i en virksomhed, kunne betale arveskat og formueskat ved at overføre aktier til den statslige investeringsfond.

En anden mulighed er, at staten kan finansiere købet af aktier ved at udstede obligationer, som lige nu har negativ rente.

Staten ville både kunne tjene på at låne og på afkastet fra deres værdipapirer. Afkastet kunne gå til at finansiere vores velfærdsstat eller sendes direkte ud til borgerne.

En statslig investeringsfond giver også mulighed for at kanalisere investeringer over i vigtige sektorer, såsom ny teknologi eller grøn omstilling. Forslaget vil både øge ligheden og den demokratiske kontrol over, hvad der investeres i.

Kapitalismens profitter behøver ikke at tilhøre et mindretal af befolkningen. Overskuddet kan gavne os alle sammen, som det gør i Norge.

Det er bare et spørgsmål om at have den politiske vilje til at trodse de rige og magtfulde.

Forrige artikel Kommunaldirektør: Sæt borgeren først og ikke i centrum Kommunaldirektør: Sæt borgeren først og ikke i centrum Næste artikel DA: Ingen arbejder hårdere på at finde medarbejdere end virksomhederne DA: Ingen arbejder hårdere på at finde medarbejdere end virksomhederne