Sygeplejerske og regionsrådsmedlem: Tro ikke at alle problemer er løst, hvis bare vi går op i tid

Men hvor mange flere vagter skal vi tage, Mette?

Hvor slidte skal vi være i kanterne, før du og din regering forstår, at vi ikke kan mere?

For at være på deltid er hårdt nok. For mig betyder det blandt andet op til otte nattevagter på en måned, og alle på deltid skal naturligvis også være med til at tage vagterne jul, nytår, påske, pinse – you name it.

Og det gør vi, men lad være at fortælle mig, at vi bare skal op i tid og så løser det alle vores problemer.

Ikke et ord om ligeløn

For det er ikke ekstra penge til ekstra vagter, vi har brug for. Vi har brug for et reelt opgør med uligeløn. Og vi har brug for at se på, hvordan vi anerkender omsorg og arbejdet med mennesker helt tæt på i det her land.

For gør vi overhovedet det? Anerkender vi pædagoger, social- og sundhedsassistenter, fængselsbetjente og sygeplejersker med de her ekstra penge?

Hvis ikke arbejdsvilkårene er i orden i det system, vi rekrutterer ind i, så kan det hele være lige meget. For så bliver medarbejderne ikke.

Nej. Endnu en gang skal de pressede presses mere. De her penge handler nemlig ikke om at anerkende vigtige faggrupper – det anerkender højest, at vi er på røven, hvis vi ikke får rekrutteret nogle flere mennesker ind i de fag.

Men jeg er ked af at sige det: At presse os endnu mere, får os ikke til at blive. Og hvis ikke arbejdsvilkårene er i orden i det system, vi rekrutterer ind i, så kan det hele være lige meget. For så bliver medarbejderne ikke.

Den danske model?

Hvis der er noget Socialdemokraterne, stod fast på under hele den lange strejke i sommer, så var det, at man absolut ikke ville pille ved den danske model. Altså ikke blande sig i, hvem der skulle have mere i løn – og hvor meget.

Nu har man imidlertid skiftet mening og peger direkte på fire grupper. Det er dybt problematisk for solidariteten blandt især de kvindedominerede grupper, som har stået skulder ved skulder i kampen mod Tjenestemandsreformen. Især op til en overenskomstforhandling.

Jeg nægter at tro på, at regeringen ikke ved, hvad den gør, men jeg havde alligevel ikke troet, at en socialdemokratisk statsminister ville kaste den bombe ind i fagbevægelsen op til en forhandling.

Vi skal se et ordentligt løft og en ordentlig anerkendelse, hvis vi skal redde velfærdsstaten.

Et løft af alle de kvindedominerede grupper, et ligelønsløft og et løfte om reel anerkendelse af vigtigheden af omsorg, nærvær og høj faglig kvalitet i arbejdet med mennesker i vores velfærdssamfund.