Breum: "Den arktiske stormagt" står med mindst fire ubesvarede i Arktis

ANALYSE: Kongerigets ny arktiske strategi må svare på de store fælles problemer i Arktis, hvis det vil kendes ved andet end sin beliggenhed. Ny finsk analyse viser vejen.

Tanken om, at Danmark sammen med Grønland og Færøerne udgør en arktisk stormagt, har bidt sig grundigt fast på Christiansborg.

Som Michael Aastrup Jensen, næstformand i Udenrigspolitisk Nævn og udenrigsordfører for Venstre skriver i seneste udgave af Ræson, der udkom kort før coronakrisen:

"Vi er for alvor begyndt at indse, at kongeriget er en arktisk stormagt. Rigsfællesskabet er derfor ikke længere en støvet, lavprofileret institution: Arktis er et højprofileret emne, fordi verdens stormagter støder sammen netop her. Både amerikanske, russiske og kinesiske interesser er i spil. Foruden Mellemøsten er der ikke mange andre stedet, hvor det er tilfældet – og midt i det hele står rigsfællesskabet og kongeriget Danmark".

Visionen emmer af grandeur, forhåbning og stolt interessevaretagelse, men Aastrup Jensen tilføjer også et mål af ydmyghed:

"På trods af vores aktivistiske udenrigspolitik er det en uvant position for os," skriver han.

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen spidsvinklede pointen i 2016, da han satte tanken om den arktiske stormagt på den politiske dagsorden med sine anbefalinger til Lars Løkkes regering: Vi er verdens 12.-største nation og den 3.-største i Nato, understregede han.

Stærk platform
Tesen lyder, at Grønland, Færøerne og Danmark – hvis de kan enes – i fællesskab udgør en stærk platform til fremme af nationens fælles værdier, af demokrati og fred, vækst, eksportmuligheder og konstruktivt samarbejde med ligesindede overalt på kloden.

Danmarks anseelige politiske kapital i verdenssamfundet, Grønlands størrelse og Færøernes vældige havområder spiller alle en rolle i ligningen. Som Aastrup Jensen antyder, optager rigets arktiske størrelse og beliggenhed både USA, Kina og Rusland og mange andre med arktiske interesser. Men det er også netop nu til aktuel undersøgelse, om den trearmede stormagt, Michael Aastrup Jensen og andre ser for sig, måske har mere og andet at byde på end sin størrelse og beliggenhed.

Politikere fra de tre rigsdele lægger for tiden strategi for rigets fremtidige politik i Arktis. Spørgsmålet er, om stormagten alene vil forsøge at tackle sine egne dilemmaer, eller om man også vil forsøge at bidrage til fælles løsninger på de kolossale udfordringer, som hele Arktis står over for, og dermed for alvor gøre sig fortjent til den opmærksomhed, Aastrup Jensen og andre taler om. Findes der i den dansk-grønlandsk-færøske konstellation erfaringer og visioner, der kan tilføre rigsfællesskabet egentlig betydning i den arktiske dynamik? Eller vil fremdriften også fremover være hæmmet af rigets interne skævheder, der som bekendt er rigeligt af?

Aldrig opnå dybere legitimitet
En af de skarpeste analytikere af det dansk-grønlandske, lektor Ulrik Pram Gad fra Aalborg Universitet, argumenterede for nylig her på Altinget for oprettelse af et Udenrigspolitisk Nævn for rigsfællesskabet, så grønlændere og færinger kan inddrages for alvor. Uden et sådant, mener han, vil dansk udenrigspolitik i Arktis aldrig opnå dybere legitimitet.

Lektor Jon Rahbek-Clemmensen fra Forsvarsakademiet skriver i Ræson om to "systemfejl" i rigsfællesskabet: For det første uklarheden om, hvor grænserne går mellem Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske monopol og Grønlands og Færøernes ret til at drive egen fiskeripolitik, handelspolitik, oliepolitik, mineralpolitik med videre.

Den anden "systemfejl" udgøres af Nuuks og Tórshavns alvorlige mangel på tillid til, at København rent faktisk varetager Grønlands og Færøernes interesser, når regeringen fører udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Sidder med Grønlandskortet
Strategien skal være færdig inden årets udgang, og udvekslingerne er i fuldt sving – omend nu hæmmet af coronakrisen. Færøernes lagmand, Bárður á Steig Nielsen, har slået fast, at Færøernes, Grønland og Danmarks interesser i Arktis ikke er enslydende, og Grønlands udenrigsansvarlige, Ane Lone Bagger, sigter målrettet på en arktisk strategi, der øger Grønlands indflydelse. "Det er jo os, der sidder med Grønlandskortet," som et centralt medlem af Inatsisartut, det grønlandske parlament, forklarede mig for nylig.

Næste skridt skulle være taget 28. og 29. marts, hvor politikere fra Grønland, Færøerne og Christiansborg under ledelse af udenrigsminister Jeppe Kofod, Ane Lone Bagger og Færøernes udenrigs- og kulturminister, Jenis av Rana, var sat i stævne i Ilulissat. Mødet er på grund af corona-krisen udsat på ubestemt tid.

Patent på central indflydelse
Den finske regering, der ligesom det danske kongerige skal have ny arktisk strategi, har bedt et hold forskere fra International Institute for Applied Systems Analysis (IIASA) om at se på de seneste årtiers arktiske strategier fra de otte arktiske lande, fra Arktisk Råds observatørlande (herunder Kina, Storbritannien og Frankrig) plus alle ministererklæringer fra Arktisk Råd og de formelle deklarationer fra de arktiske folkeslag.

Fra disse 54 dokumenter har forskerne under ledelse af professor Lassi Heininen fra Helsinki Universitet, en af hovedkræfterne i den arktiske sikkerhedspolitiske forskning, nu trukket en fællesmængde. Vi ved derfor, at den arktiske region står over for fire centrale udfordringer:

De arktiske aktører er stærkt i vildrede, når de skal finde en balance mellem beskyttelsen af det arktiske miljø og klimaet på den ene side og de stadig flere muligheder for udnyttelse af de rige arktiske ressourcer – fisk, hvaler, olie, gas, mineraler og sejlruter – på den anden.

Den klassiske magtstruktur, hvor de arktiske stater (USA, Rusland, Canada, Sverige, Norge, Finland, Island og kongeriget Danmark) har taget patent på den centrale indflydelse i Arktis, er udfordret af globaliseringen og krav om indflydelse fra verden udenfor — Kina, Indien, Sydkorea med videre. Sagen kompliceres yderligere af de arktiske oprindelige folks voksende krav.

Den galoperende klimakrise og den nævnte vaklen mellem jagten på ressourcer og miljøbeskyttelse skaber enorme nye behov for viden og forskning.
Samtidig er der påtrængende behov for stærkere telekommunikation, forbedrede vejrtjenester og adgang til hurtigere internet i hele Arktis.

Risiko for kollaps
Midt i processen med den arktiske strategi har vi fået oplistet, præcis hvad de påtrængende dilemmaer i Arktis er – og de er alle langtidsholdbare også til en postcorona-tid.

For den første udfordring gælder, at kongeriget næppe står forrest i køen som rollemodel, for så vidt angår balancering mellem klimaet, naturen og jagten på ressourcerne.

I Grønland har de politiske ledere i en årrække valgt at udstede kvoter til fiskeri og fangst af fugle og hvaler, der har været markant større, end den videnskabelige rådgivning tilråder. Fiskebestandene i Grønland er notorisk svigefulde, og de øgede havtemperaturer øger forandringspresset, men politikerne har alligevel valgt at tilgodese fiskerierhvervet i stedet for bestandene og fremtidens generationer.

Risikoen for et egentligt kollaps i fiskeriet, der står for mere end 90 procent af Grønlands eksportindtægt, omtales nu stadig oftere.

Som Grønlandsbanken skriver i sin årsberetning for 2019:

"Kvoter over den biologiske rådgivning gennem længere tid og en betydelig stigning i licenser i jollefiskeriet danner ikke grundlag for et bæredygtigt fiskeri – hverken biologisk eller økonomisk". Ifølge ugeavisen Sermitsiaq var de indenskærs kvoter for den altafgørende hellefisk i 2019 hele 81 procent højere end anbefalet.

Tærede på tilliden
Klimaforandringerne skaber også udfordringer for Færøerne. Da fiskene – især makrellen – for få år siden begyndte at trække i nye ruter op gennem Nordatlanten, skabte det voldsom strid om fiskeretten mellem Norge, Island, Færøerne og Storbritannien. Færingerne valgte midt i tumulten at tildele sig selv så voldsomt store fiskekvoter, at EU forbød de færøske fiskere at sælge fisk i EU-området; en blokade, som Danmark tilsluttede sig.

Striden blev løst, men traumet tærede på færingernes tillid til Danmark, og forløbet har næppe styrket troen på kongerigets evne til bæredygtig forvaltning.

Grønland vil stadig gerne være en oliestat og har for nylig lempet vilkårene for olieselskaber, der vil investere: Klimaet må vente. Endelig skal man håndtere den politiske krølle, at Grønland og Færøerne har valgt at stå uden for EU, mens Danmark er inden for.

Heroverfor står en stribe konkrete dilemmaer, som en ansvarlig arktisk stormagt er pisket til at tage stilling til: Rusland tager i disse måneder fat på et nyt stort olieeventyr i det nordlige Ural, der vil medføre nye olietransporter fra Yamal-halvøen ud gennem de arktiske farvande og bidrage til klimakrisen. Norge udvider sin oliejagt i Arktis; USA vil samme vej – alt imens opvarmningen af havene får fiskene til at flytte sig, så de arktiske samfunds væsentligste ressource forstyrres, og nye fiskekonflikter tegner sig.

Klimakrisen sætter en ny, presserende dagsorden i Arktis. Den finske regering har netop bestemt, at klimaindsatsen skal være hovedsøjle i Finlands nye Arktis-strategi, men ingen sådan klare meldinger foreligger fra rigsfællesskabet.

Geopolitiske rivaler
Spørgsmål to lyder, om Færøerne, Grønland og Danmark kan bidrage til en langtidsholdbar løsning på magtens deling i Arktis? Danmark medvirkede aktivt til, at Kina i 2013 fik observatørstatus i Arktisk Råd. I dag er det tvivlsomt, om iveren ville være den samme – og det skyldes ikke coronasmitten. Både i København, Tórshavn og Nuuk er der tvivl om, hvilken rolle Kina bør have i Arktis, alt imens USA's interesse for Grønland får stadig ny betydning.

Donald Trumps tanker om et køb af Grønland i august 2019 medførte danske og grønlandske reaktioner, der viser, at København og Nuuk har valgt at tilpasse sig den nye amerikanske analyse af det arktiske: USA betragter Rusland og især Kina som geopolitiske rivaler – også i Arktis.

Tilpasningstendensen var klar allerede før Trumps indspark. Daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), forhindrede i 2016 et kinesisk opkøb af den ellers nedlagte flådestation i Grønnedal i Sydgrønland. I 2018 blokerede han for Kinas potentielle medvirken ved tilblivelsen af to nye lufthavne i Grønland. Lars Løkke Rasmussen har på det seneste benægtet, at overvejelser om Kina spillede en rolle for hans engagement i lufthavnene; der er dog stadig flere tegn på, at det forholdt sig sådan.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lovede efter Trumps melding i toptempo en fordobling af Arktisk Kommandos budget, og forsvarsminister Trine Bramsen (S) forpligtede det danske Forsvar til udgifter for yderligere en halv milliard til vedligeholdelse af lufthavnen i Kangerlussuaq, som det amerikanske forsvar også har adgang til. På Færøerne er samarbejdet med det kinesiske Huawei om udvikling af øernes mobilnet foreløbig sat på hold efter amerikansk pres.

Neutral aktør
Kongerigets kurs i Arktis – også kursen over for Kina – tilpasses altså åbenlyst behovet for et stærkt forhold til USA. De danske, grønlandske og færøske politikere må derfor nu overveje, om det tætte parløb med et mere konfrontatorisk og klimaskeptisk USA forstærker eller svækker muligheden for at lade riget optræde som den neutrale aktør i Arktis, der før har sikret indflydelse – ikke mindst ved vedtagelsen af den såkaldte Ilulissat-erklæring om magtens deling og grænsedragning i Arktis fra 2008.

Riget har en presserende interessekonflikt med et stadig mere frembusende Rusland om grænserne på havbunden ved Nordpolen; en ukontrolleret amerikansk oprustning i Grønland vil næppe gavne det forløb. Kina, der blandt andet trækker på sin plads i FN's Sikkerhedsråd, har vist en fast vilje til at øge sin indflydelse i Arktis. Kina hævder, at Beijing vil medvirke til fred og sikkerhed, til klimaforskningen, miljøbeskyttelsen og den økonomiske udvikling.

Kinas ledere accepterer indtil videre den gældende magtdeling i Arktis, hvor de otte arktiske stater har særstatus, men som IIASA-analysen viser, er presset for forandringer voksende.

Større kinesisk aftryk
Grønland, Danmark og Færøerne synes enige om behovet for en løbende analyse af Kinas intentioner, men det er stadig uklart, hvad de vil mene og hvem, der har det sidste ord, hvis Kina vil investere i miner i Grønland, i infrastruktur på Færøerne, hvis Kina ønsker en større rolle i forskningen under Arktisk Råd eller måske om et par år vil søge forståelse for et kinesisk militærfartøj på rekognoscering i Det arktiske Ocean.

Vil Danmark sammen med USA stadig modarbejde et større kinesisk aftryk i Arktis og Grønland, hvis der opstår fare for Danmarks egen eksport til Kina? Som Camilla Sørensen fra Forsvarsakademiet skriver i tidsskriftet Udenrigs: "At Arktis de senere år er rykket op på såvel de amerikanske som de kinesiske lederes dagsorden, bringer stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina helt ind bag rigsfællesskabets grænser."

Et nyt Center for Arktiske Sikkerhedsstudier, der er oprettes i samarbejde mellem Forsvarsakademiet og Ilisimatusarfik, universitetet i Nuuk, markerer en ny vilje til samtænkning i rigsfællesskabet; en sådan har længe været efterlyst.

Mister føling med klimakrisen
For dilemma tre og fire viser IIASA-analysen, at forskning og kommunikation prioriteres højt hos alle arktiske aktører, og de tre dele af rigsfællesskabet erkender også nødvendigheden. Uden øget forskning og forskningsinfrastruktur i Arktis, hvor temperaturerne stiger dobbelt så hurtigt som i resten af verden – mister vi helt føling med klimakrisen, effekterne på resten af kloden, presset befolkningernes sundhed og levevilkår, på fiskebestandene, miljøet med videre.

Samtidig er forskningen et felt, hvor stater kan markere sig og sikre sig indflydelse. Da den kinesiske isbryder Xue Long blev døbt, sagde kineserne, at 'it will have brothers and sisters', og en ny er nu på vej. EU poster store summer i den arktiske forskning, både fordi den er vigtig, og fordi det skaffer EU indflydelse og legitimitet i Arktis.

En serie store panarktiske forskningsindsatser har i mere end to årtier udviklet sig i regi af Arktisk Råd, hvor Danmark, Grønland og Færøerne er kendt for at betale stort til blandt andet rådets klimamonitorering og overvågning af biodiversiteten. Kongeriget Danmark er også synligt aktiv bag en ny fælles arktisk aftale, der skal gøre det nemmere for forskere at færdes frit i hele Arktis; især i Rusland har der været problemer.

Sjofler forskningen
Flere danske bidrag til den arktisk klimaforskning har høstet bred anerkendelse, ikke mindst iskerneboringerne i Grønland, anført af statsgeolog Dorthe Dahl-Jensen, men alt dette er kun delvist udtryk for en stringent, strategisk indsats; meget af det har forskerne selv skaffet private midler til. Dorthe Dahl-Jensen var da også medunderskriver på en kronik i Politiken i 2019, hvor en række Arktis-forskere skrev, at "Danmark sjofler forskningen i Arktis".

Forskningsstyrelsens sekretariat for den arktiske forskning er for nylig reduceret fra fire til to besætningsmedlemmer. Oprettelsen af en lille forskningshub i Grønland, der skal skabe synergier og samordning, har optaget styrelsen i mere end tre år, og hubben er endnu ikke flyvedygtig.

Ny Ålesund på Svalbard er i dag hjemsted for række udenlandske forskningsstationer, herunder en svensk, tysk, fransk, italiensk, japansk, kinesisk, britisk, hollandsk og en sydkoreansk, mens Grønland aldrig på samme måde er blevet et forskningscentrum. Også på dette punkt gælder det, at der nok kan findes dansk-grønlandsk-færøsk enighed om forskningens principielle nødvendighed, men at det kan knibe med fælles fodslag om det konkrete. Færøerne og Grønland har selvstændige forskningsmyndigheder, der agerer uafhængigt af Danmark.

Undergraver klimainitiativer
Forskning, it, satellitter og hurtigt internet står højt på dagsordenen i Arktis. Kongerigets formelle politik flugter med disse prioriteter, og der er stærke danske forskningsmiljøer også på den mere tekniske side, DTU afholder international konference om satellitter med videre i Nuuk i maj, men forskerne savner matchende, langtidsholdbare bevillinger – og sorte skyer trækker op lige uden for rigets grænser.

Trump-administrationen undergraver for tiden Arktisk Råds klimainitiativer i en grad, så rådet i maj 2019 for første gang siden rådets fødsel i 1996 måtte afslutte et ministermøde uden fælles deklaration.

Veteraner i det arktiske samarbejde frygter for hele rådets videnskabelige indsats, især hvis Trump genvælges, og det er endnu uklart, hvilke langsigtede løsninger den dansk-grønlandsk-færøske stormagt foreslår til den udfordring.

-----

Martin Breum er journalist og forfatter med fokus på Arktis. Han skriver blandt andet for Weekendavisen, Arctictoday.com, Sermitsiaq og EUobserver.com.

Forrige artikel Skærpet risikovurdering kan få konsekvenser for grønlandsk helikopterberedskab Skærpet risikovurdering kan få konsekvenser for grønlandsk helikopterberedskab Næste artikel Karantæner og test bærer frugt på Færøerne og i Grønland    Karantæner og test bærer frugt på Færøerne og i Grønland  
Vindue åbent for hurtig løsning af Thule-strid

Vindue åbent for hurtig løsning af Thule-strid

ANALYSE: Efter mere end fem års forhandlinger om at få servicekontrakten på Thulebasen tilbage på dansk-grønlandske hænder, er der ifølge flere kilder lige nu en gylden mulighed for at finde en løsning. Kontrakten ses som ”nøglen til det hele” i det amerikansk-grønlandsk-danske forhold.