Kong Frederik 10. vil som sine forgængere se det som en pligt at bevare rigsfællesskabet

I 2022 forklarede Dronningen i tv-dokumentaren “Kongehuset i Grønland” (DR), at hun som regent har opfattet det som en pligt at holde sammen på riget og agere samlingspunkt ikke bare i Danmark, men også i rigets to andre lande.  

Dronningen har ofte givet udtryk for sin begejstring for de to samfunds kulturer, folk og overvældende natur. Hun fortæller gerne, at Grønland, Færøerne og Danmark i hendes øjne deler en lang og uhyre betydningsfuld historie, og at de to øsamfund bibringer kongeriget en værdifuld kulturel mangfoldighed, der ikke ville kunne opnås på anden vis.

Hun er langt bedre til at sætte ord på Grønlands og Færøernes værdi for Danmark og danskerne end de fleste medlemmer af Folketinget.  

Rigets sammenhæng

Men den markante indsats overfor de to øsamfund med de gentagne officielle og private besøg, hilsner i nytårstalen, koncerten i 2019 på Fredensborg Slot til ære for rigsfællesskabet og hendes egne stadig mere explicitte tilkendegivelser af ønsket om at bevare skyldes ikke kun, at dronningen personligt holder af Færøerne og Grønland.

Man må forstå hende sådan, at pligten i hendes øjne uvægerligt nedarves til kongerigets til enhver tid siddende regent som direkte følge af den mere end tusindårige historie, der har været med til at forme riget.

Martin Breum

Hun opfatter forsvaret for rigets fortsatte sammenhæng som en pligt, der følger med tronen.

Vi må forstå hende sådan, at pligten i hendes øjne uvægerligt nedarves til kongerigets til enhver tid siddende regent som direkte følge af den mere end tusindårige historie, der har formet riget helt tilbage fra cirka år 985, hvor de første borgere fra det vidtstrakte dansk-norske kongerige slog sig ned i Sydgrønland, hvor ingen andre boede dengang. 

Også Frederik 9. og Dronning Ingrid gjorde en ihærdig indsats i denne pligts tjeneste.  

I 1949 gik turen til Færøerne. Efter 2. verdenskrig måtte kongeparret af sted for at hjælpe med at sikre forbindelsen. En folkeafstemning på Færøerne havde i 1946 vist et lille flertal for løsrivelse. Regeringen i København opløste det færøske lagting, og et hjemmestyre blev indført; det var urolige tider.

Kongehuset huskede klart, hvordan Island i 1944 til Kong Christian X’s stærke utilfredshed brød med den særlige personalunion med Kongehuset - det var det eneste, der stadig bandt Island til Danmark. Dronningen fortæller, at hendes forældre før rejsen til Færøerne var mærket af en hvis spænding og uvished om, hvordan det hele skulle gå.  

I 1952 gjaldt det Grønland: Kong Frederik sejlede til Grønland med Kongeskibet, Dronning Ingrid fløj. Kongen holdt en tale i Godthåb, som Nuuk hed dengang, transmitteret til hele Grønland via Grønlands Radio.

Han argumenterede kraftigt for afslutning på Grønlands status som koloni og for Grønlands fulde indlemmelse i Danmark som et amt.

Processen krævede det grønlandsk landsråds accept, der blev opnået få måneder efter kongebesøget. Året efter - ved grundlovsændringen i 1953 - blev Grønland som ønsket en del af Danmark, i øvrigt uden at grønlænderne havde lejlighed til at stemme og under en proces, som også på andre punkter i dag er under voksende kritik i Grønland.  

Populær kongefamilie 

Under arbejdet med de to tv-dokumentarer "Kongefamilien på Færøerne" og "Kongefamilien i Grønland", som min kollega Jakob Gottschau og jeg producerede for DR før og efter coronaen, interviewede vi dronningen om forholdet til Grønland og Færøerne.

Vi rejste også med kronprinsen i de to samfund, hvor han viste præcis samme lyst som dronningen til netop at knytte bånd og sikre sammenhængen. I politisk forstand vil kronprinsen i denne sammenhæng arve et komplicerende paradoks.  

På den ene side er kongefamilien uhyre populær både på Færøerne og i Grønland.

Det er umuligt at færdes med kronprinsen i Grønland uden at mærke den stærke interesse for hans person og tilstedeværelse. Han er på fornavn med toppolitikerne, og børn, unge og voksne står i kø for at tage selfies.  

Martin Breum

Danske missionærer i Grønland har fra 1700-tallet velsignet og fortalt om den nådige konge i Danmark. Helt frem til 1966 fejrede kolonibestyrere med flere i Grønland kongens fødselsdag med uddeling først af flæsk, gryn og ærter, senere af blandt andet kaffe og sukker - såkaldt kongekost - suppleret med musik, gudstjeneste, kanonskud og en fridag til alle.

Siden Christian 10. i 1921 aflagde det første kongebesøg i Grønland - en rejse, der også omfattede ophold på Færøerne og Island -  har de stadig hyppigere royale besøg på samme vis været med til at sikre kongefamiliens popularitet.

Dertil skal nu fra 14. januar lægges Kong Frederik 10.s unikke forhold til Grønland; hans mange besøg, slæderejser med videre, der er veldokumenterede i striber af bøger, film og tv-udsendelser.

Af særlig karat er også kronprinsen og kronprinsens navngivning af tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine; For første gang fik medlemmer af kongefamilien grønlandske mellemnavne; Minik og Ivalo.

En fond i samme navn, Ivalo og Minik Fonden, uddeler nu legater til grønlændere til studier i udlandet; sådan har kongefamilien også en række mere formelle forbindelser til Færøerne og Grønland.

Ønsket om løsrivelse 

Det er umuligt at færdes med kronprinsen i Grønland uden at mærke den stærke interesse for hans person og tilstedeværelse. Han er på fornavn med toppolitikerne, og børn, unge og voksne står i kø for at tage selfies.

Mange i Grønland og på Færøerne drømmer som bekendt om en fornyet relation til Danmark, måske fuld løsrivelse og statsdannelse, og kongefamiliens plads i disse visioner og fremtidsscenarier er uklar.

Martin Breum

Det samme gælder et stykke ad vejen på Færøerne, selvom kronprinsen ikke har rejst på Færøerne i samme grad som i Grønland, og derfor som konge givetvis vil arbejde ekstra på at forstærke sin status netop dér.

Kongefamilien er populær - det paradoksale er, at mange samtidig i Grønland og på Færøerne som bekendt drømmer om en fornyet relation til Danmark, måske fuld løsrivelse og statsdannelse, og at kongefamiliens plads i disse visioner og fremtidsscenarier er uklar.  

De færøske og grønlandske tanker om dybere forandringer er fortsat tidsubestemte og løse. På Færøerne har der kun i korte perioder været flertal for løsrivelse, men i begge samfund spiller diskussionen om forholdet til Danmark en væsentlig rolle i det politiske miljø.  

Høgni Hoydal, der er formanden for Tjóðveldi, de færøske republikanere, stod i 2000 i spidsen for dramatiske mislykkede forhandlinger med Danmark om Færøernes løsrivelse, og han er for tiden Færøernes udenrigsminister.

I Grønland diskuteres et udkast til en forfatning for et uafhængigt Grønland fra 2022, hvor kongefamilien slet ikke er nævnt. Forfatningsudkastet siger ligefrem, at formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske Landsstyre, skal være statsoverhoved i fremtidens Grønland.

Sagen er nu til åben diskussion i Grønland; langt fra alle er begejstrede for udsigten til et kongeløst Grønland, men diskussionen bølger, netop som kronprinsen skal være konge. Nu er det ham, der skal finde svar på de spørgsmål, han med sikkerhed vil møde i denne sammenhæng.

Dronningen deltog personligt ved fejringen af Hjemmestyret i Grønland i 1979 og igen ved Selvstyrets indførelse i 2009, men hun har konsekvent afvist at sige, hvad hun mener om tanken om Grønland eller Færøerne som selvstændige stater.

Samme balancegang vil kong Frederik nu skulle lære sig i en tid, hvor stadig flere i de politiske lag i Grønland taler om visionerne, om "decolonizing", om danske overgreb og behovet for forsoning med både indsigt og iver.

Kongelige i nationaldragt

Kronprinsen har allerede overtaget flere af de værktøjer, Dronningen med held har anvendt.

Mest synlige er de hyppige besøg, men andre står i kø: Ingen andre danskere har som de royale eksempelvis valgt systematisk at klæde sig i de færøske og grønlandske nationaldragter. Ingen statsministre, ingen admiraler, ingen gejstlige - kun de royale.

Dronning Ingrid lagde ud under besøget i Grønland i 1952, hvor hun pludselig og uvarslet optrådte i fuld nationaldragt.

Dronning Margrethe har gjort dragterne til et eget særkende, og både i Grønland og på Færøerne optræder kronprinsen og hans familie nu nærmest per automatik i specialsyede nationaldragter; ofte er der tale om gaver fra håndværkskyndige færinger eller grønlændere.

De kongelige illustrerer med dragterne på effektiv vis, at de opfatter grønlændere og færinger som en del af det større fællesskab, og at grønlandsk og færøsk kultur, værdier og levevis er præcis så værdifuld som danskernes.

Det er nok et fair gæt, at vi snart vil se både Kong Frederik og Dronning Mary danse kædedans på Færøerne; Dronningen gjorde det hyppigt og med synlig fornøjelse.

Betændte dilemmaer 

Af endnu større betydning er formentlig Dronningens vedholdende forsvar for grønlændernes ret til at skyde, spise og pelse sæler.

Lige siden de internationale kampagner mod sældrab og sælskind i 1970’erne, der stadig forringer tusinder af grønlænderes indtægt og levevilkår, har dronningen insisteret på at bære sælskind til forsvar for den traditionelle, grønlandske fangst (hvor drab på sælunger ikke indgår).

Det bliver ikke kong Frederik 10., der ændrer afgørende på familiens indsats for at bevare riget, som vi kender det.   

Martin Breum

På det punkt taler dronningen gerne med store bogstaver, og kronprinsen har villigt stillet sig under samme fane og taget sælskindstøjet på. Det samme har kronprinsessen.

Om kong Frederik også har arvet dronningens fingerspidsfornemmelse for de mere politisk betændte dansk-grønlandske dilemmaer, må vi vente at se.

I 2015 under sejlads i Grønland med Kongeskibet insisterede dronningen eksempelvis på at blive sat i land i den nedlagte mineby Qullissat på Diskoøen. Her bor ikke en sjæl; bygden er nedlagt, men dronningen og Prins Henrik trodsede elendigt vejr og kom i land til rundvisning og et møde med tidligere beboere.

Lukningen af Qullissat og flytningen af bygdens cirka 1.200 beboere i 1972 er et betændt traume i Grønland, og Danmark tillægges en del af skylden.

Dronningen gav ingen mening tilkende; hun afholdt sig som vanligt fra at blande sig i det rent politiske. Men alene ved sin tilstedeværelse anerkendte hun smerten, og skabte dermed betydelig opmærksomhed og glæde.

Sådan snilde kræver omhu, historisk indblik og dygtige rådgivere. Det er muligt, at kong Frederik 10. stadig skal bruge tid, før han mestrer denne del af rigsfællesskabets koreografi, men det bliver ikke ham, der ændrer afgørende på familiens indsats for at bevare riget, som vi kender det.