Grønland ser med rette fremad og på de muligheder, der findes i landets mange naturresurser.

Men mens politikerne diskuterer fremtiden, slutter et kapitel i arktisk minedrift andetsteds. Svalbard mod øst er nemlig ved at lukke ned for sin minedrift, som har været i gang i 115 år. Og der er noget at lære. 

Livet i Longyearbyen og minedrift er tæt forbundet. Siden sin oprettelse i 1906, hvor John M. Longyear, en eventyrlysten forretningsmand, startede Mine 1, har der været kulproduktion på øen.  

Men Arktis er et barsk sted, og det gælder også Longyearbyen. Flere end 125 mennesker er blevet dræbt i arbejdsulykker alene i mineselskabet Store Norskes tjeneste. I 1920 mistede 26 mennesker livet i en eksplosion.

Det har sat sit præg på byen. En ulykke i en anden mine i 1962 krævede 21 dødsofre. Den tog året efter også livet af den norske regering, som blev stillet til ansvar for, at sikkerhedsreglerne ikke var overholdt.  

Grønland skal altså forberede sig på, at minedrift er en farlig industri. Og at den har konsekvenser langt ud over de lokale samfund. 

Vi kommer næppe til at se så store katastrofer, men Grønland skal vænne sig til både alvorlige arbejdsulykker og næsten med sikkerhed også dødsofre.

Erfaringerne fra Svalbard viser, at videndeling med samarbejdspartnere og myndigheder giver færre ulykker og mere innovation

Jacob Taarup-Esbensen
Ph.d. og lektor ved katastrofe- og risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole

Canada, som godt nok har en betydelig større mineindustri, oplever i gennemsnit mere end ét dødsfald om ugen til trods for et avanceret arbejdsmiljøsystem. 

At drive rentable og sikre miner i Arktis kræver mere end noget andet sted på kloden fokus på sikkerhed, stram styring af logistikken og fokus på stordrift. 

Usikkerhed ødelægger forretningen 
For det første er farerne i Arktis mange, og hjælpen er typisk langt væk. Mineselskaber skal derfor arbejde systematisk og målrettet på at skabe et sikkert arbejdsmiljø.

Det kræver åbenhed omkring arbejdsrutiner og et tæt samarbejde med de grønlandske myndigheder. Erfaringerne fra Svalbard viser, at videndeling med samarbejdspartnere og myndigheder giver færre ulykker og mere innovation.  

For det andet skal virksomhederne styre deres logistik og leveringkæde stramt. I Arktis opstår der nemt flaskehalse og ophobning af blandt andet produkter og reservedele, da det er svært at styre leveringskæden.  

For eksempel var det største lager af reservedele til Toyota-firehjulstrækkere udenfor Japan i en årrække placeret på Svalbard. 

For når der er meget usikkerhed, er den naturlige reaktion at købe stort ind og producere til lager. Det er en strategi, som kan binde alt for meget værdi i virksomheden og derved skabe usikkerhed omkring rentabiliteten.

Og her er løsningen enkelte store miner – ikke mange små. Stordrift giver mulighed for styring og kontrol fra myndighedernes side og mulighed for professionel ledelse. 

Når projektet er stort nok, er det muligt at specialisere forskellige dele af minedriften og professionalisere produktion, logistik, sikkerhed og beredskab. Det reducerer omkostningerne og gør minen effektiv. 

Men minedrift handler også i høj grad om mennesker. I dag arbejder godt 50 personer i Store Norskes kulmine på Svalbard. Så sent som sidste år fik de besked om, at deres arbejdsplads var sikret det næste årti. Som eneste leverandør til det lokale kulkraftværk var fremtidsudsigterne gode for både medarbejdere og deres familier. 

Minedrift er en overgang 
For dem har den nylige beslutning om alligevel at nedlægge minen i 2028 store konsekvenser.

Minedrift er en velsignelse og en forbandelse på samme tid

Jacob Taarup-Esbensen
Ph.d. og lektor ved katastrofe- og risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole

De kan ikke nødvendigvis arbejde som turistguider eller på universitetet. Dermed slutter deres liv på Svalbard og i Longyearbyen formentlig, når de skal flytte efter arbejde. 

Grønland vil om 10, 20 eller 30 år stå med lignende udfordringer, når arbejdere skal enten flytte eller omskoles til andre industrier. Mange tidligere minesamfund, også i Grønland, har været udfordret, når minen lukker, og arbejdspladserne er væk.  

Historisk har bygder med minedrift i Grønland ikke klart sig specielt godt. Kryolitminen i Ivittuut og i Qullissat, hvor der var kulproduktion, er et par eksempler.