Statsministeren: Vi skal vænne os til flere uenigheder i rigsfællesskabet

Vi skal vænne os til flere uenigheder i rigsfællesskabet, lød det fra statsminister Mette Frederiksen ved åbningen af Folketinget tirsdag. Læs hele afsnittet om rigsfællesskabet her.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Traditionen tro var der blevet plads til et afsnit om rigsfællesskabet i den tale, som statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag holdt ved åbningen af folketingsåret 2023/2024.

Afsnittet om rigsfællesskabet lød således:

"Jeg er glad for at stå i spidsen for en regering, der konsekvent søger samarbejdet med andre partier.

Ni ud af ti aftaler er sågar indgået med partier både til venstre og højre for regeringen.

Også i hele rigsfællesskabet søger vi et tæt og respektfuldt samarbejde.

Med plads til de forskelligheder, der naturligt ligger i at være tre lande.

Diskussionerne kan være robuste.

Jeg tror, vi alle her i Folketinget skal indstille os på, at rigsfællesskabet mere og mere minder om det, vi kender fra andre politiske sammenhænge.

I en moderne virkelighed vil der være flere uenigheder i rigsfællesskabet.

Det ser jeg ikke som en modsætning til de gode resultater, vi skaber sammen.

Men det afspejler – synes jeg – at vi bevæger os væk fra det, der tidligere har været et ulige magtforhold.

Det er grundlæggende et sundhedstegn.

Der var engang, hvor der var Danmark, og så var der to andre lande i rigsfællesskabet.

Det er slut nu.

Det er ikke Danmark, der skal bestemme fremtiden for hverken Grønland eller Færøerne. Det er en beslutning, der tilhører Nuuk og Tórshavn.

Men så længe vi har et rigsfællesskab. Og det håber jeg personligt, vi har i mange år endnu. Så skal det være et ligeværdigt samarbejde mellem tre lande, tre folk, tre regeringer.

Og tre sprog.

Som nu også kan ytres fra talerstolen her.

Jeg hilser det meget velkomment, at Folketingets Præsidium har besluttet, at man fremover kan tale grønlandsk og færøsk i det, der er vores fælles parlament.

For selvfølgelig er sproget en helt central del af vores identitet."

{{toplink}}
Altinget logoArktis
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arktis kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Læs også

0:000:00