Debat

Tidligere IA-formand: Der mangler ord og visioner for Grønlands rolle i verden

Skal Grønlands udenrigspolitiske bidrag være af fredsbevarende karakter, haster det med at få dette formuleret, inden dagsordenen render fra Grønland og defineres af andre. Grønlandske politikere bør derfor være proaktive allerede i valgkampen, skriver Sara Olsvig. 

For en lille nation som Grønland er det altafgørende, at grønlandske politikere er proaktive, finder revnerne i den internationale og arktiske dagsorden og sætter sig fast dér, hvor tingene sker, skriver Sara Olsvig.
For en lille nation som Grønland er det altafgørende, at grønlandske politikere er proaktive, finder revnerne i den internationale og arktiske dagsorden og sætter sig fast dér, hvor tingene sker, skriver Sara Olsvig. Foto: Rune Johansen / PR-foto
Sara Olsvig
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forsvarspolitik, militarisering, oprustning og spørgsmålet om, hvordan Grønland skal positionere sig i Arktis og internationalt.

Det er alle højaktuelle emner før valget til Inatsisartut og bør give anledning til grundig debat blandt de grønlandske politikere. 

Hvad vil Grønland med den amerikanske tilstedeværelse? Hvad tænker man om de danske partiers 'kapacitetspakke' – som nemt kan tolkes som oprustning? Og hvad vil man med Grønlands geostrategiske position i Arktis? 

Ser man tilbage i historien, debatterede grønlandske politikere i stor grad de værdimæssige spørgsmål i Grønlands sikkerheds- og forsvarspolitik, da amerikanerne fik behov for at opgradere radarsystemet på Thule Air Base i slutningen af 1990'erne.

Her diskuterede både Naalakkersuisut og Inatsisartut de konsekvenser, der måtte følge med, at Grønland lagde land til sådan en oprustning. Ville det føre til, at Grønland blev et mål for fremmede magter? Ville det betyde noget for den menige borger? 

Op til indgåelsen af Igaliku-aftalen i 2004 – hvor Grønland fik positioneret sig som ligeværdig part i forsvarsaftalekomplekset mellem Danmark og USA – endte grønlandske politikere med at konkludere, at deltagelsen ville bidrage til verdensfreden.

Om dette så reelt har været tilfældet, kan diskuteres. Særligt set i lyset af den nuværende stormagtsrivalisering i Arktis er det vigtigt, at grønlandske politikere på ny forholder sig principielt til, hvad Grønlands position og rolle skal være. 

Tiden kræver, at der tages stilling 
I netop disse år, hvor USA er vågnet op og tydeligvis har udset sig en endnu større rolle i Arktis og i Grønland, kræver det, at grønlandske politikere gør sig bevidste om, hvor man vil hen. På mange måder er det i dag en mere kompleks situation, end det var i slutningen af 1990'erne.

Dengang var Den Kolde Krig ovre. I dag er en ny rivalisering i gang, og Grønland står med selvstyre midt i smørhullet mellem USA's, Ruslands og Kinas interesser. Stormagter, som Grønland på forskellige måder har behov for fortsat at kunne samarbejde og, ikke mindst, handle med. 

Naalakkersuisuts "We're open for business, not for sale"-replik ved daværende præsident Donald Trumps købstilbud i 2019 kan med andre ord også forstås som et budskab om, at Grønland ønsker at bibeholde en åben handelspolitik – i princippet overfor alle lande, som ønsker at handle med Grønland.

Den Kina-skepsis, der i stigende grad udtrykkes, må nødvendigvis balanceres fra en grønlandsk side, da Østasien samlet set udgør Grønlands næststørste eksportmarked for fiske- og skaldyrsprodukter

Sara Olsvig, tidligere formand, IA

Som en lille økonomi, der med succes har kæmpet sig ind på de store fiskeeksportmarkeder, er denne åbenhed helt central. Derfor kan det blive en udfordring, at Danmark i højere og højere grad lægger sig ind under vingen på USA i sin sikkerheds- og udenrigspolitik. Vil den udvikling kunne rumme, at Grønland har en egen stemme i udenrigs- og handelspolitikken? 

Ikke altid nødvendigt med én stemme 
Den mere komplekse situation betyder nemlig også, at Grønland og Danmark ikke altid er på fuldstændig samme linje - og det skal der være plads til. Grønlands interesser er ikke nødvendigvis altid de samme som Danmarks interesser.

Den Kina-skepsis, der i stigende grad udtrykkes, må nødvendigvis balanceres fra en grønlandsk side, da Østasien samlet set udgør Grønlands næststørste eksportmarked for fiske- og skaldyrsprodukter.

Samtidig er Grønland godt i gang med at åbne en repræsentation i Beijing. Den skelnen, som man i Danmark og USA har mellem sine sikkerhedspolitiske interesser på den ene side og fortsat samhandel med Kina på den anden side, vil derfor også skulle integreres i Grønlands udenrigspolitik og i Danmarks og USA's samarbejde med Grønland. 

Forsvarsuddannelse rejser spørgsmål
Kort før valget blev udskrevet, blev de danske forligspartiers arktiske kapacitetspakke offentliggjort.

Selvom grønlandske myndigheder givetvis har været involveret i forarbejderne, så man tydeligt i medierne, at både færøske og grønlandske parlamentarikere udtrykte ærgrelse over ikke at have været involveret i indholdet af pakken.

Med i kapacitetspakken hører en forsvarsuddannelse, som, den danske forsvarsminister Trine Bramsen (S) har udtalt, skal beskrives nærmere med den grønlandske regerings deltagelse. Her vil det være afgørende med en politisk debat om, hvad en sådan forsvarsuddannelse skal have som formål.

Er det en militær uddannelse eller en ren civil uddannelse? Forskellen er stor for et land, som tidligere har ønsket at fremstå som en nation, der ikke deltager i oprustning og krig. Den principielle debat bør indledes i valgkampen, så befolkningen derigennem har mulighed for at påvirke retningen.

Sikkerhedspolitik er en gråzone
De seneste års udvikling i forholdet til USA, hvor Grønland indgår mere direkte aftaler med stormagten, viser også en anerkendelse af Grønland som egen aktør. Her er udviklingen, at Grønland agerer på egen hånd et langt stykke ad vejen på de områder, som er hjemtagne.

Denne selvbestemmelse anerkendes for så vidt, så længe der ikke står 'sikkerhedspolitik' på spisesedlen. Problemet er blot, at spørgsmålet om, hvornår noget er sikkerhedspolitisk, i stigende grad er blevet en gråzone. 

Det er værd at bide mærke i, at udvidelserne af de grønlandske beføjelser altid er sket på initiativ fra Grønland

Sara Olsvig, tidligere formand, IA

Af den grund er det desto mere vigtigt, at Grønland får formuleret sine egne strategier for, hvordan samarbejdet med verdens lande skal se ud – og i disse strategier bør Grønland forholde sig til det komplekse i en øget stormagtsrivalisering og behovet for handelspartnere. Dermed er dette også et emne, der bør tages op i valgkampen, så vælgerne får et billede af, hvad de forskellige partier mener. 

Har selv sikret sig indflydelse 
Grønland har gennem årene fundet vej til forhandlingsbordet. Gang på gang har man sikret sig indflydelse på emner, som ikke altid har været lige oplagte at inddrage Grønland i.

Det er værd at bide mærke i, at udvidelserne af de grønlandske beføjelser altid er sket på initiativ fra Grønland. Fuldmagtsloven fra 2005 sikrede forud for selvstyrets indførsel Grønland en vis selvbestemmelsesret på udenrigspolitiske emner og i internationale forhandlinger – efter at Grønland selv havde presset på over for Danmark.

Debatterne i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne viser, at grønlandske politikere dengang forholdt sig konkret til den amerikanske tilstedeværelse i Grønland. En debat, som i dag er stort set fraværende.

Grønland bør selv definere, hvad Grønlands rolle skal være. Inatsisartutvalget bør derfor give anledning til, at de grønlandske politikere får debatteret Grønlands rolle og geostrategiske position. Valget bør også give anledning til, at Grønlands egne strategier for de udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske områder udvikles. 

Mangler udenrigspolitiske visioner
Bortset fra enkelte substantielle indspark har de grønlandske politikeres udenrigspolitiske fokus i valgkampen indtil videre handlet mere om proces end om indhold – der er mest blevet talt om at få øget råderum og mere selvbestemmelse.

Der mangler ord og visioner for, hvad Grønlands rolle i verden på kortere og længere sigt skal være, særligt i forhold til den øgede stormagtsrivalisering og dermed følgende oprustning i Arktis.

Ser man stadig en mulighed for, at Grønlands bidrag skal være af fredsbevarende karakter, haster det med at få dette formuleret, inden dagsordenen render fra Grønland og defineres af andre.

For en lille nation som Grønland er det altafgørende, at grønlandske politikere er proaktive, finder revnerne i den internationale og arktiske dagsorden og sætter sig fast dér, hvor tingene sker.

Det kræver viden og engagement. Dét bør valget til Inatsisartut også handle om. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion