Tip til falsk historie om kommende landsstyreformand kom fra hans modstandere

En nu tidligere redaktionschef på TV2 vil ikke afsløre sin kilde til den falske valghistorie om Múte B. Egede, der i dag er Grønlands landsstyreformand. Men overfor stationens seerredaktør erkender hun, at ”tippet kom fra folk, som ikke elsker Múte B. Egede”.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Kildebeskyttelsen er den hellige gral for alle journalister.

To redegørelser fra TV2's bestyrelsesformand og fra tv-stationens seerredaktør gør derfor ikke omverdenen klogere på hvem, der var kilden til TV2's opsigtsvækkende historie to dage før det grønlandske valg i april i år om IA-formand Múte B. Egedes mulige inhabilitet. En historie, der viste sig at være falsk.

Plantet falsk historie
Múte B. Egede var favorit til at kunne danne regering og erobre posten som Grønlands landsstyreformand. Et af hans parti IA's mærkesager i valgkampen var at indføre et forbud mod uranudvinding i Grønland. Det ville trække tæppet væk under det store mineprojekt Kvanefjeld i Sydgrønland, som ellers var tæt på at få den endelige etableringstilladelse.

Derfor er der efterfølgende blevet spekuleret i, at det kunne være virksomheder og/eller personer med økonomiske interesser i den grønlandske mineindustri, der havde plantet den falske historie hos TV2.

Kildens bagtanker
Ulla Østergaard var på daværende tidspunkt redaktionschef på TV2 News og ansvarlig for tv-stationens dækning af det grønlandske valg. Hun modtog tippet om Múte B. Egede fra en kilde. Overfor TV2's seerredaktør Lars Bennike ønsker hun ikke at afsløre kilden, men hun løfter en lille smule af sløret for kildens bagtanker.

Det fremgår af seerredaktørens netop offentliggjorte redegørelse om sagen, hvori Ulla Østergaard omtales som ”redaktionschef A”.

”Jeg oplyser redaktionschef A om, at der i mediekredse cirkulerer forlydender om, at kilden bag tippet havde en ikke nærmere defineret rolle i forhold til den grønlandske minebranche. Ligesom TV 2 ønsker redaktionschef A imidlertid ikke at oplyse noget om kildens identitet, men erkender, at ”tippet kom fra folk, som ikke elsker Múte B. Egede”,” skriver Lars Bennike i sin redegørelse og fortsætter:

”Hun afviser bestemt at have haft et motiv ud over den journalistiske interesse i sagen. Hun er ikke i ledtog med mineinteresser - hverken danske, grønlandske eller udenlandske, som det har været antydet - og hun understreger endnu en gang, at hun ikke har modtaget nogen form for betaling fra kilden.”

Ulykkeligt svigt
TV2's bestyrelsesformand Jimmy Maymann sendte den 8. juli en redegørelse om sagen til daværende kulturminister Joy Mogensen (S). Nuværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) sendte i denne uge redegørelsen videre til Folketingets kulturudvalg.

I redegørelsen lægger tv-stationen sig fladt ned.

”Midt under TV 2s ellers solide og omfattende dækning af det grønlandske landstingsvalg på tværs af TV 2s platforme skete der (...) et ulykkeligt og stærkt beklageligt journalistisk svigt i forbindelse med den fejlagtige artikel på tv2.dk,” skriver Jimmy Maymann.

Ikke dokumentation
Artiklen rummede ifølge bestyrelsesformanden to meget grundlæggende journalistiske fejl. For det første var artiklens påstande ikke blevet forelagt Múte B. Egede forud for publicering, således at Múte B. Egede som angreben part først kom til orde i 2. udgave af artiklen publiceret knap fire timer efter publisering. For det andet havde TV 2 ikke dokumentation for artiklens påstande.

”Det skærper sagens alvorlige karakter, at artiklen blev publiceret kort forud for det grønlandske landstingsvalg,” understreger Jimmy Maymann.

Ikke med vilje
Det var ifølge TV2's chefredaktion menneskelige fejl og flere på hinanden følgende misforståelser mellem medarbejdere og redaktionschefen med det overordnede ansvar for TV 2s dækning af det grønlandske landstingsvalg, der førte til, at artiklen reelt ikke blev endeligt godkendt før publicering, og at den dermed ikke blev kvalitetssikret i henhold til TV 2s faste, redaktionelle procedurer.

Bestyrelsesformanden understreger i sin redegørelse, at der i tv-stationens egne undersøgelser af sagen dog ikke er noget, der tyder på, at fejlene er begået med vilje.

Ulla Østergaard valgte i juni at fratræde sin stilling på TV2. Det var ifølge bestyrelsesformandens redegørelse ”for at undgå, at diskussionen om vedkommendes person skal tynge TV 2 og TV 2s medarbejdere.”

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Østergaard

Selvstændig journalist
journalist

Múte B. Egede

Formand, Naalakkersuisut (selvstyret), formand for Inuit Ataqatigiit (IA)
Kultur- og samfundshistorie, Grønlands Uni (ikke færdiggjort)

Jimmy Maymann

Formand, TV 2 og UN Live Online, adm. direktør, Airhelp
cand.merc. (økonomi og international markedsføring, SDU. 1994), EMBA (London Business School. 2005)