Rådmand: Handikap ændrer ikke beslutninger

Der bliver helt stille i teltet.

Alles øjne rettes mod kvinden i kørestolen. Langsomt hæver hun sig op, så hun bedre kan skue ud over forsamlingen af private og offentlige aktører, der er samlet til Careware 2013 på Vikærgården i Aarhus.

Dorthe Laustsen er bedt om at byde velkommen til kommunens årlige velfærdsteknologiske konference. Og timingen kunne ikke være meget bedre, da rådmanden for sundhed og omsorg for en uge siden vendte tilbage efter ni måneders fravær.

I sommer kørte hun sammen med sin familie galt i bilen. Et uheld, der nær kostede hende livet, og som betød, at hun, da hun vågnede fra komaen, måtte indse, at hun skulle tilbringe resten af livet i kørestol.

Lam fra brystet og nedefter tog hun fat på et hårdt genoptræningsprogram, der betød, at den 67-årige SF-politiker 2. april atter kunne tage elevatoren til kontoret på 4. sal på byens rådhus.

Anden vinkel at anskue tingene fra
Altinget.dk tog senere på dagen en snak med politikeren om, hvad det betyder, når ens professionelle liv pludselig smelter sammen med privatlivet. Har det ændret hendes syn på sundhed- og omsorgspolitikken, og forestiller hun sig, at hun fremover vil træffe anderledes beslutninger i forhold til eksempelvis brugen af velfærdsteknologi?

Laustsen fortæller, at det - hvis vi ser bort fra det åbenlyse forfærdelige i at havne i en kørestol - har været givende at mærke sundhedsvæsenet på egen krop. Og at hun i løbet af processen har fået en del ideer til, hvad der bør forbedres: Herunder i samspillet mellem kommune og region, udviklingen af det nære sundhedsvæsen samt øget fokus på brug af teknologiske hjælpemidler.

“Jeg har fået en anden vinkel at anskue tingene ud fra. Jeg har set, at nogle gange kan det altså gå galt, og der er det vigtigt at lave en forventningsafstemning, når man skal til at modtage hjælp,” forklarer hun.

Tidlige morgenmøder og sene byrådsmøder har fået hende til at forstå, at kommunen i eksempelvis sit tilbud om transport af kørestolsbrugere skal være bedre til at tage afsæt i borgerens livsrytme.

“Men man er også nødt til at justere sine egne forventninger. Det er altså ikke et førsteklasseshotel, man kører ind på,” siger hun.

Loftslift giver mere nærvær med plejer
I dag bor Dorthe Laustsen sammen med sin mand i en midlertidig ældrebolig. Håbet er, at de snart kan flytte ind i parrets nye hus, som er indrettet med diverse teknologiske hjælpemidler. Blandt andet en loftslift, som betyder, at hun kan flytte sig rundt i huset med assistance fra kun en enkelt hjemmeplejer.

“Traditionelle gulvlifte, som de fleste kommuner stadig har i brug, kræver, at der altid er to medarbejdere til stede. Allerede der vil der altså være besparelser. Og så har det også den betydning, at plejeren har mere fokus på borgeren. Når personalet arbejder sammen to og to sker det desværre ofte, at de ender med at tale henover hovedet på borgerne,” fortæller hun.

Rådmanden har altså de sidste ni måneder fået en indsigt i sundhedsvæsenet, som de færreste professionelle aktører besidder.

Teknologien i sin vorden
Og selv om Laustsen, der er uddannet pædagog, altid har haft fokus på de svages vilkår, var det alligevel begrænset, hvad hun vidste om velfærdsteknologi, da hun i april 2006 blev udnævnt til rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune.

“Teknologien var dengang meget i sin vorden. Nogle i afdelingen fik imidlertid øjnene op for, at her var et område, som var værd at følge. I februar 2008 tog vi derfor på studietur til Japan for at kigge nærmere på teknologien,” fortæller hun.

I maj 2008 udgav kommunen rapporten “Fra hjælpemidler til wellnessprodukter”, som var en kortlægning af regionens arbejde med velfærdsteknologi. Nogenlunde samtidig kom det første call fra den nyoprettede ABT-Fond, som havde til formål at udvikle kommunernes brug af teknologi. 

“Allerede på det tidspunkt var vi opmærksomme på, at økonomien ikke havde det så godt som tidligere, så det handlede også om at få så meget ud af pengene som muligt.”

Arbejdet blev organiseret i kommunens Enhed for Velfærdsteknologi, som dermed var med til at gøre Aarhus blandt de førende kommuner på området. Her bestod arbejdet i at introducere teknologier, som dels kunne lette arbejdsbyrden for medarbejderne, så de havde tid til andre opgaver. Dels øge livskvaliteten for borgerne ved at gøre dem mere selvhjulpne.

“Mit fokus var i første omgang at give borgerne et mere værdigt liv. Men nedskæringerne har de seneste år grebet om sig. Nogle af de timer, som vi har sparet, og som skulle gå til andre områder, er i stedet endt med at blive rene besparelser, og det har da ikke været det sjoveste.”

“Det har også gjort, at vi har haft sværere ved at komme igennem med flere af projekterne, fordi folk har kunnet beskylde os for, at vi bare var ude efter at spare. Og her er det også vigtigt for mig, at vi ikke får smadret det velfærdssamfund, som vi gennem mange år har opbygget,” understreger hun.

“Man er nødt til at prøve tingene af, før man kan sige, om de virker. Og det føler jeg, at der har været en forståelse for.”

I to uger har hun været tilbage som politiker på fuld tid. Og selv om det er begrænset, hvad hun i det tidsrum har skullet tage stilling til, tror hun ikke på, at hendes nye livssituation vil påvirke hende til at træffe anderledes beslutninger.

“Jeg har altid haft en månedlig træffetid, hvor jeg har mødt masser af borgere, som har præsenteret mig for deres problemer. Det er derfor ikke nyt for mig at sætte mig i borgerens sted. Jeg tror til gengæld, at det er en kvalitet, som personalet rundt omkring nogle gange kan glemme, fordi de har så tralvt med at udføre deres opgaver.”

“Jeg tror aldrig, at jeg har forholdt mig kynisk til borgerne. Men man kan godt møde folk, hvor man tænker, at det der vist er et luksusproblem. Men det betyder ikke, at man skal undlade at lytte til, hvad de siger, og i virkeligheden tror jeg, at bare det at blive hørt ofte er det vigtigste.”

"Nu skal jeg se fremad"
Ligesom Dorthe Laustsen ikke tror, at hendes syn på politik har ændret sig som følge af ulykken, håber hun heller ikke, at folk fremover vil behandle hende anderledes.

“Jeg kan godt forstå, at folk synes, at det er en træls situation, jeg er havnet i. Men samtidig er det vigtigt at sige, at den vej kommer vi ikke langt med. Det gælder om at se fremad - at kigge efter mulighederne - frem for hele tiden at lede efter begrænsningerne."

Beslutningen om at trække sig fra politik ved udgangen af året har heller ikke noget med hendes handikap at gøre. Rådmanden, som har siddet i byrådet i 28 år, havde allerede inden ulykken besluttet, at hun ikke ville stille op til næste valg. 

“Det vigtigste for mig var at komme tilbage og sige, at det ikke var på den måde, jeg skulle slutte mit politiske liv. Det kan så være, at det viser sig, at helbredet ikke kan holde til det. Og jeg har heller ikke nogen intention om, at jeg skal begynde at spille helt.”