Ekspert: Mette Bocks taktiske snilde kan bane vej for kulturreformer

FIK DU LÆST: ”Kulturbudgetterne er støbt i beton,” lød kritikken i en debatbog, som kulturrådgiver Lasse Marker udgav i 2014. Men med en ny strategi kan kulturminister Mette Bock måske lykkes med at reformere kulturstøtten trods de mange forhindringer, lyder analysen.

Mette Bock (LA) blev præsenteret som kulturminister sidste efterår og har siden arbejdet for at reformere kulturstøtten.
Mette Bock (LA) blev præsenteret som kulturminister sidste efterår og har siden arbejdet for at reformere kulturstøtten.Foto: Thomas Lekfeldt/scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Bragt første gang 16. juni 2017

På den ene side skal politikerne blive bedre til at have visioner for kulturlivet, men på den anden side, er de nødsagede til at holde kortene tæt til kroppen, hvis de vil gennemføre deres politik.

Lasse Marker
Kulturpolitisk rådgiver

Kulturpolitik er blevet en tabersag. Det er de færreste politikere, der for alvor tør ændre på noget ved at flytte rundt på midlerne af frygt for at blive hængt ud af kultureliten og i pressen, og konsekvensen har derfor i mange år været fastfrosne kulturbudgetter og generel stilstand.

Fakta
BLÅ BOG: LASSE MARKER
Lasse Marker er partner i Rasmussen&Marker, hvor han arbejder som presse- og kulturpolitisk rådgiver for en række kulturinstitutioner og brancheorganisationer.

Lasse var radiovært på P1-programmet Kulturknuserne (2013-2014) og har efterfølgende arbejdet som tv-udvikler og tilrettelægger på DR2. Han er forfatter til bøgerne 
“6 grunde til, at der ikke sker en skid i dansk kulturliv” (2014) og ”Kulturelskeren og vagthunden” (2016).

Lasse Marker har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet samt en merkonomtitel fra Copenhagen Business Academy. Han sidder desuden i bestyrelsen for Arkitektens Forlag og Det Fynske Kunstakademi. 

Det fik i 2014 daværende radiovært og journalist Lasse Marker til at udgive bogen ”6 grunde til der ikke sker en skid i dansk kulturliv”.

”Jeg savnede politikere, der rent faktisk turde komme med visioner for kulturlivet, ligesom jeg også savnede, at kulturlederne kom på banen og fortalte, hvad de egentlig ville med kulturen,” siger Lasse Marker.

Siden hen er Liberal Alliances Mette Bock blevet minister på området og har varslet omfordelinger i kulturstøtten – særligt på museumsområdet. Ministeren har ligeledes opfordret landets museumsdirektører til at bidrage til debatten om, hvordan støtten skal omfordeles.

”Det er efter min mening en sund udvikling, som kulturlivet har brug for. Men indtil videre har hun ikke fået voldsom meget respons fra branchen,” siger Lasse Marker, der i dag arbejder som kulturpolitisk rådgiver i konsulentbureauet Rasmussen&Marker.

Derfor fejlede Uffe Elbæk
Han er endnu ikke er overbevist om, at Mette Bocks projekt vil lykkes, og sammenligner den nuværende situation med regeringsskiftet i 2011, hvor den daværende radikale Uffe Elbæk blev kulturminister.

Her præsenterede Uffe Elbæk en marshall plan for kulturen, der blandt andet skulle reducere antallet af symfoniorkestre, nedlægge fm-båndet, skære i støtten til kirkemusik og flytte penge fra klassisk til rytmisk musik. Men visionerne blev aldrig indfriet.

"Uffe Elbæk ville med egne ord gøre op med 100 års kulturpolitik, men på finansloven lykkedes han blot med at flytte på 10 millioner kroner ud af et samlet kulturbudget på 6,35 milliarder kroner," siger Lasse Marker.

Årsagen er ifølge Lasse Marker, at kulturpolitiske udmeldinger, der lægger op til en omfordeling, ofte ender som tabersager i medierne.

"Hver gang en kulturinstitution står til at miste penge, bruger de deres privilegerede adgang til pressen, hvilket betyder, at det ofte ender som en politisk tabersag i medierne. Da det er de færreste politikere, der er parate til at tabe vælgeropbakning på grund af en kulturpolitisk kamp, ender det ofte med, at de politiske partier trækker følehornene til sig og lader forslaget falde,” siger han.

Mette Bock med ny taktik
Alligevel lader det til, at Mette Bock kan have lært af tidligere ministres fejltagelser, forklarer han.

Noget tyder nemlig på, at hun griber det anderledes an.

"Mette Bock har forstået, at hvis man vil ændre på tingene, kan man ikke gå ud i medierne og pege specifikt på, hvad man vil ændre. Hvis hun skal ændre på tingene, skal hun skaffe sit flertal og vedtage det i folketingssalen, før hun går i pressen med det," siger Lasse Marker.

Og det var præcis, hvad der foregik, da regeringen i april flyttede otte millioner fra det sjællandske symfoniorkester Copenhagen Phil til de øvrige symfoniorkestre. Her havde hun allerede flertal via opbakningen fra Dansk Folkeparti, hvorfor orkesterchef Uffe Savery og de sjællandske kommuner kunne klage nok så meget, men forgæves.

”Mette Bock lader til at have forstået det politiske spil, hvilket Uffe Elbæk aldrig formåede som kulturminister,” siger Lasse Marker.

Næste skridt bliver sværere
Det næste store projekt for Mette Bock bliver at gennemføre en omfordeling af museumsstøtten, men her kan udfordringerne vise sig at være langt mere vanskelige.

Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen har haft en offensiv mediestrategi i forhold til museerne, og han har direkte ytret ønske om, at kunstmuseerne skal beskæres til fordel for de natur- og kulturhistoriske museer.

Men selvom Alex Ahrendtsen med sine klare kulturideologiske udmeldinger gør netop det, som Lasse Marker efterspørger, kan strategien vise sig at spænde ben for processen.

”Det er et svært dilemma. For på den ene side skal politikerne blive bedre til at have visioner for kulturlivet, men på den anden side er de nødsagede til at holde kortene tæt til kroppen, hvis de vil gennemføre deres politik,” forklarer Lasse Marker.

Derfor kan det blive vanskeligt at få Dansk Folkeparti med på den helt store reform, udover den klassiske flytning af penge fra København til Fyn og Jylland, som det blå flertal i folketinget lige nu danner fælles linje om.

"Det mener jeg, er ærgerligt for kulturlivet, og derfor mener jeg også, at kulturlivet burde bidrage mere til debatten," siger han, og peger på nødvendigheden af, at branchen også forholder sig til de mere ubehagelige overvejelser som for eksempel lukning af visse museer.

Modet til at lukke museer
”Vi har de seneste årtier oplevet et byggeboom som aldrig før, hvor nye kulturbyggerier er poppet op som padehatte over alt i landet. Problemet er, at der ikke er kommet flere statslige kulturkroner til at drive de mange kulturinstitutioner, og vi oplever derfor, at kulturkronerne bliver smurt tyndere og tyndere ud," siger Lasse Marker og fortsætter:

"Skal vi have et kulturliv, der betyder mere for flere, så skal vi have modet til også at lukke nogle af de museer og øvrige kulturinstitutioner, der har udtjent deres rolle.”

Den 3. juni tog otte museumsdirektører bladet fra munden i et debatindlæg i Berlingske og kom med en række konkrete idéer til en omfordeling af det statslige støttesystem.

Direktørkredsen foreslog blandt andet at tildele statsstøtte for afgrænsede perioder og tilføje nye måleparametre som for eksempel evne til at løfte andre samfundsopgaver.

Relevans for borgerne
Og det er ifølge Lasse Marker et skridt i den rigtige retning, men han betoner samtidig, at museerne såvel som andre kulturinstitutioner skal blive bedre til at gøre sig relevante for borgerne. For mens museerne måler deres værdi ud fra deres faglighed og branchens accept, måler politikerne værdien instrumentelt.

"Politikerne ser på, om et museum kan brande en kommune, tiltrække arbejdspladser eller være en social løftestang eller et integrationsprojekt. Men mens kulturinstitutionerne og politikerne slås om, hvordan man måler værdien af kultur, bliver borgerne afkoblet. For de bruger ikke museerne, fordi det kan virke som en social løftestang eller brande en kommune," siger Lasse Marker, der mener, at museerne også begår en fejl, når de går med på lokalpolitikernes præmis og forsvarer deres eksistens med, at det kan øge omsætningen på de lokale restauranter.

"Det får ikke Christiansborg-politikerne til at synes, at kulturstøtten er vigtigere. Derfor skal kulturen opfinde nogle andre argumenter, og de skal i meget højere grad finde ud af, hvilken værdi de skaber for den almindelige dansker," siger Lasse Marker. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lasse Marker

Direktør, Why Consulting

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

0:000:00