Farvel til strategen og kongemageren Sass

PORTRÆT: Henrik Sass Larsen har med sine strategiske evner og sit store netværk været uundværlig i den socialdemokratiske top. Politisk var Sass et omvandrende opgør med arven fra Svend Auken, og Sass forsøgte ad flere omgange at vriste sit parti ud af favntaget med Radikale.

Erik Holstein

Hans indflydelse er svær at overvurdere:
Han var afgørende for Helle Thorning-Schmidts valg som formand i 2005, for alliancen med Villy Søvndals SF i 2008-2011, for den brede samling bag Mette Frederiksen i 2015 og for tilnærmelsen til Dansk Folkeparti i 2016.

Henrik Sass Larsen (S) har fået en del fjender hen ad vejen, men han er dén enkeltperson, der har haft størst indflydelse på Socialdemokratiet de sidste 10-12 år. Både som kongemager og politisk strateg. Det var ham, der sikrede Helle Thorning-Schmidt formandsposten, og det var ham, der siden år 2000 arbejdede målrettet på at stramme den socialdemokratiske udlændingepolitik.

Han ligner en flot fyr, der kan begå sig i det private erhvervsliv. Men han er meget en dreng, der er kommet ud af vanskelige kår.

Bekendt til Henrik Sass Larsen

Men nu er det endegyldigt slut med politik.

Fakta
Blå bog
Henrik Sass Larsen

•    Født 29. maj 1966
•    HF-student fra Greve i 1986
•    DSU-formand 1992
•    Bachelor fra RUC i HA
    og forvaltningsstudier.
•    Medlem af Folketinget
    siden oktober 2000
•    Politisk ordfører 2006-11
•    Gruppeformand 2012-13
•    Erhvervs- og vækstminister 2013-15
•    Gruppeformand juni 2015.

Privat
Er flyttet til Amager efter mange år i Køge.
Skilt fra Susanne, som han har datteren Nynne med.
Spiller badminton, løber og cykler.
Læser bøger og ser fodbold i fritiden. Holder med Brøndby og Liverpool.

Først havde en depression smadret Sass' drøm om finansministerposten midt under regeringsforhandlingerne lige efter valget. Dermed kiksede det for anden gang på målstregen. Og onsdag 18. september sagde han farvel til Folketinget for at blive ny administrerende direktør for brancheforeningen for virksomhedsinvestorer i Danmark. 

Fakta
Tre skarpe fra Sass

Om Alternativet:
”Derfor er Alternativet et bluffnummer, vil jeg mene. Det er et sted, folk er gået hen, fordi det føles rart lige for tiden, men hvis man virkelig tænker det igennem, er det jo håbløst.”
Jyllands-Posten 7. maj 2016.

Om udlændingepolitik:
”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse antallet af ikke-vestlige flygtninge og indvandrere, der kommer her til landet. Derfor er vi gået langt – og meget længere – end vi havde drømt om at gå.”
Debatindlæg i Politiken 18. december 2015.

Om Radikale:
”Vi ser forskelligt på udlændingepolitikken. Det er bare kedeligt for Det Radikale Venstre, at de er uenige, for det bliver, som vi har sagt det.”
Debatbog ”Farvelfærd”, 8. september 2010.

Når man kommer sådan et sted fra, vil man altid være inficeret af en angst for at miste sin indkomst, hvor andre kan gå mere ubekymrede gennem tilværelsen.

Henrik Sass Larsen (S)
Gruppeformand
Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget

Skinnet bedrager
Henrik Sass Larsen er vokset op på den københavnske vestegn i Taastrupgaard, der roligt kan betegnes som et "særlig udsat boligområde". Et sted, hvor man i hvert fald ikke udvikler sig til en kulturradikal sværmer.

"Den baggrund har præget ham mere, end man umiddelbart skulle tro. Han ligner en flot fyr, der kan begå sig i det private erhvervsliv. Men han er meget en dreng, der er kommet ud af vanskelige kår," som en af hans bekendte udtrykker det.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget

Sass har selv været helt åben om den barske opvækst, hvor han både mødte en voldelig stedfar, fik et ophold på børnehjem, og hvor hans biologiske far begik selvmord. Drengen oplevede også den usikkerhed, arbejdsløshed giver i en familie, da hans mor cyklede rundt fra arbejdsplads til arbejdsplads for at finde et job:

"Vi vidste godt, vi kom fra små kår, at vi ikke havde råd til bil eller farve-tv, at vi ikke kom ud at rejse. Når man kommer sådan et sted fra, vil man altid være inficeret af en angst for at miste sin indkomst, hvor andre kan gå mere ubekymrede gennem tilværelsen," sagde Henrik Sass Larsen til Altinget, da dele af dette portræt først blev bragt i februar 2017.

Netværkeren
Allerede som ganske ung meldte Sass sig ind i socialdemokratisk ungdom (DSU), hvor han i 1992 blev formand. Her mødte han folk som Nicolai Wammen, Morten Bødskov og Mogens Jensen. Og han mødte adskillige andre, der siden fik centrale roller i partiet: Sten Kristensen, der i mange år var pressechef, Jan Juul Christensen, der nu er partisekretær – og Martin Rossen, der er partiets sekretariatschef og særlig rådgiver for Mette Frederiksen.

Som DSU-formand ramlede Sass også ind i en yngre, højtråbende partikammerat fra Nordjylland. Det møde beskrev Mette Frederiksen, da hun i foråret 2016 holdt tale ved hans 50-års reception.

"Jeg holdt et af mine – synes jeg selv – veloplagte flammende indlæg, og du sad demonstrativt og læste avis. Da jeg var færdig med mit indlæg, sænkede du avisen en lille smule, rystede opgivende på hovedet – og læste videre."

Modtagelsen af Mette Frederiksen var ikke et særtilfælde. Mens Sass i dag ses som meget kontant, beskrives han med begreber som "ekstremt udiplomatisk" og "hidsigprop" i sin DSU-tid.

Sass fik i DSU-tiden værdifulde kontakter til de andre ungdomsorganisationers topfolk, eksempelvis Brian Mikkelsen (K) og Søren Pind (V). Sass har ligeledes etableret et fint netværk i organisationerne, ikke mindst i Metal. Han er kendt som en de bedste og mest systematiske netværkere på Borgen.

Rystende udvikling
Det er primært i udlændingepolitikken, Henrik Sass Larsen har flyttet sit parti. Han ændrede selv markant holdning til indvandringen i løbet af 1990'erne:

"Jeg troede engang, at tiden var vores forbundsfælle. At næste generation ville få danske kærester og ægtefæller og blive nogenlunde som os. Det var rigtigt for eksempelvis bosnierne, men det holdt bare ikke for en hel række andre grupper."

"Ikke alene ændrede man ikke sine kulturelle vaner, man skærpede sin modstand mod det danske samfunds værdier. Det var en rystende udvikling," sagde Sass dengang til Altinget.

Sass var meget bevidst om, at udlændingepolitikken udgør nøglen til at vinde et folketingsvalg, og hans metode med at kopiere de borgerliges udlændingestramninger får til tider et taktisk og temmelig kynisk præg. Hvor ønsket om at signalere en stram politik nogle gange trumfer indholdet.

Men Sass Larsens strammerpolitik er langtfra kun taktik. Det er et emne, han virkelig føler for. Han ser indvandring af svært integrerbare grupper fra den tredje verden som en direkte trussel mod det socialdemokratiske velfærdssamfund. Både økonomisk og kulturelt.

Som en af partifællerne udtrykker det:
"Henrik er ikke voldsomt imponeret over den måde, muslimske drenge og mænd opfører sig på."



Antitese til Svend Auken
Sass er kendt som en del af partiets klassiske højrefløj, men han har en mere helstøbt fortælling om partiet, end han normalt giver indtryk af, mener vennen Martin Rossen, der er Mette Frederiksens særlige rådgiver.

"Henrik lader offentligheden se en for lille del af det, han kan. Han indeholder meget mere, for hans holdninger er grundfæstede i hele den socialdemokratiske fortælling. Ikke mindst den sociale indignation."

Måske beskrives den sammensatte mand bedst med et modbillede: som en slags antitese til tidligere S-formand Svend Auken.

Auken, som den privilegerede lægesøn med den lette gang på jord, svævende idealer og en kulturradikal grundholdning – over for Sass med den hårde start på livet, jordnære stil og den gamle socialdemokratiske arbejderleder H.C. Hansen som forbillede.

Lykketoft-fejden
De første år efter sit indtog på Borgen i år 2000 var Henrik Sass Larsen på det tabende hold. Poul Nyrup Rasmussen ville gøre ham til politisk ordfører, men det blev forpurret af den alliance af Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft, der i november 2002 væltede Nyrup.

Herefter overtog Lykketoft magten, og Sass hørte nu til dissidenterne. Lykketoft placerede Sass på et sidespor og var ganske hård ved ham. Sass var på sin side ikke det mindste loyal mod formanden, som han i perioden konsekvent beskrev som "geden" – og som han førte sin egen undergrundskrig imod.

Men selvom både Lykketoft og Sass vil hade sammenligningen, er der alligevel slående fællestræk mellem dem: De er begge analytisk meget stærke, de er begge taktiske begavelser, og ingen af dem er sarte i valg af metoder. Desuden er de begge to skabt til rollen som partiets grå eminence snarere end at være frontfigur.

Sass er i bund og grund en meget reserveret mand, og som en af partifællerne udtrykker det:
"Henrik nyder det politiske spil, at lægge strategierne, at have indflydelsen. Men han kan ikke lide rampelyset."

Thorning som redskab
Da Lykketoft gik af efter et elendigt valgresultat i 2005, lykkedes det overraskende Sass og resten af den gamle Nyrup-fløj at få valgt den politisk uerfarne Helle Thorning-Schmidt som ny formand. De gamle allierede fra Metal spillede aktivt med fra sidelinjen, men Sass' rolle var helt central.

Trods sejren havde Thorning ikke stabilt flertal i folketingsgruppen. Det førte efter få måneder til et ydmygende nederlag for Thorning, hvor en bastant Mette Frederiksen fik forhindret et udlændingeforlig med VK-regeringen.

Sass forsøgte nu at ændre på magtforholdene og rakte ud til Carsten Hansen fra partiets venstrefløj. Det førte til en effektiv magtdeling i folketingsgruppen, hvor Carsten Hansen blev gruppeformand, og Sass politisk ordfører. Nu kunne der ikke længere dannes flertal mod partiets ledelse.

Sass og Carsten Hansen holdt kontakten, efter Hansen røg ud af Folketinget i 2015. Den stil er typisk for Sass, der konsekvent beskrives som en loyal ven.

Nedturen
Endnu et valgnederlag i 2007 bestyrkede Sass i opfattelsen af, at alliancen med Radikale blev mere og mere problematisk. Ikke mindst på grund af uenighederne om udlændingepolitikken. Der manglede bare et alternativ.

Men igen spillede Metal en vigtig rolle: I starten af 2008 fik Sass et hint fra Jørgen Elikofer, en af Metals hårde hunde. Elikofer havde på en rejse mødt en ung SF'er, der gjorde et godt indtryk. Det var Villy Søvndals strategiske rådgiver, Thor Möger Pedersen. Sass og Elikofer tog et møde med "Unge Thor", og de første spadestik til S-SF-alliancen var taget. 

I 2011 var finansministerposten reserveret til Sass i den nye Thorning-regering, men mødet på en café med rockeren Suzuki-Torben resulterede som bekendt i en manglende sikkerhedsgodkendelse. 

Sass havde ikke gjort noget kriminelt, og det var hans gamle mentor fra DSU, Tommy Kamp, der kendte Suzuki-Torben. Nogle mener, at Sass blev bortdømt på et urimeligt grundlag, men andre ser det som svigtende dømmekraft, at en toppolitiker har nogen form for kontakt med en Bandidos-rocker.

Sagen blev ikke lettere af, at det var Sass' faste makker Morten Bødskov, der som ny justitsminister skulle håndtere den. Det gavnede ikke ligefrem forholdet mellem de to gamle allierede.

Sass var meget langt nede i den periode, men i et interview erklærede han trodsigt: "Jeg giver aldrig op."
Det gjorde han heller ikke.

Rossen brobygger
Eksilet varede kun syv måneder. Thorning-regeringen klarede sig elendigt, og den trængte formand hentede Sass tilbage fra det politiske dødsrige. Han overtog posten som gruppeformand fra Mogens Jensen, der beredvilligt veg pladsen. De to er forskellige som dag og nat, men de har et bånd tilbage fra DSU-tiden. Mogens Jensen er gudfar til Sass' datter Nynne.

Forholdet til Thorning havde lidt skade, og snart begyndte konturerne af en overraskende alliance at tegne sig. Det fik nu praktisk betydning, at Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen er en af Sass' nærmeste venner: Rossen blev brobygger i den alliance mellem Frederiksen og Sass, der hidtil havde været utænkelig.

Få år før havde kredsen omkring Sass hånligt beskrevet Mette Frederiksens kaffeklub som "Hugo Chavez-fraktionen". Men Frederiksen havde siden lavet en politisk u-turn, og der var ikke længere uoverstigelige politiske stridspunkter mellem hende og Sass.

Den nye alliance dækkede så bredt, at et nyt kampvalg om formandsposten kunne undgås. Et ikke uvæsentligt aspekt for gamle fløjkrigere som Sass og Dam Kristensen, der havde vandret rundt i de rygende ruiner efter de tidligere krige.

Udnævnelsen til erhvervs- og vækstminister i 2013 gav Sass det definitive comeback.

Utålmodig
Med Mette Frederiksen som ny formand, Wammen som politisk ordfører og Sass som gruppeformand blev der for første gang i mange år fred i partiet.

Samarbejdet mellem de tre fungerer fint på det professionelle plan. På det personlige plan er veteranen Henrik Dam Kristensen og talentet Peter Hummelgaard blandt Sass' nærmeste i folketingsgruppen.

Ikke alle gruppefæller har været lige begejstrede. Der er folk, der beskriver Sass med ord som empatiløs, arrogant, tromlende og ikke-lyttende:

"Han kan ikke klare, at man anfægter hans strategi. Det er my way eller the highway," som en af kritikerne fortæller.

Sass erkendte selv, at han ikke er jordens mest tålmodige menneske:

"Jeg ville være en sindssygt dårlig mødeleder i Alternativet. At sidde og ævle uden særligt formål kan jeg ikke holde ud. Tager et møde over en time, bliver jeg utilpas."

Eller som en af vennerne stilfærdigt udtrykte det:

"Henrik dyrker jo ikke lige en moderne følelsesbetonet ledelse."

Sass er også kendt for sin kulsorte humor og sarkasme, som kan være ret underholdende, men som virker intimiderende på nogle.

De fleste i den socialdemokratiske gruppe har dog været nogenlunde tilfredse, og der er bred anerkendelse af det politiske overblik, Sass besidder. Som en partifælle dengang sammenfattede det:

"Nogle synes, han er svær at leve med. Men han er umulig at undvære."

Det kommer man så til nu.

Dybe spor
Trods sin stærke position fik Sass ikke altid sin vilje. Eksempelvis besluttede Mette Frederiksen at sige nej til regeringens omstridte landbrugspakke, selvom Sass var for. Det grønne område har aldrig været noget, Sass har haft synderlig forståelse for.

Det gælder både miljø og klima. Sommerens overraskende klimavalg var ikke indkalkuleret i Henrik Sass Larsens strategi. 

Så har han haft mere held med et andet overraskende træk: samarbejdet med den gamle ærkefjende i Dansk Folkeparti. Tanken var den samme som med alliancen med SF i 2008: Der skulle skabe en politisk dynamik og et alternativ til Radikale Venstre. Denne manøvre ændrede den politiske slagmark. 

Socialdemokratiet opnåede omsider troværdighed i udlændingepolitikken, og titusinder af socialdemokratiske vælgere blev vundet tilbage fra DF. Mette Frederiksen har nu forpligtet sig til at holde fast ved en stram udlændingepolitik:

"Hvis vi ændrer udlændingepolitik igen, så er vi færdige. Den forsikring har jeg bundet mit partis troværdighed op på," som Mette Frederiksen udtalte til Altinget i december 2018. 

Henrik Sass Larsen havde fået drejet Socialdemokratiet hen, hvor han ville have det. Men hans kræfter ved at slippe op. 

Den depression, han fik i efteråret, blev mere langvarig end ventet. Der blev ikke alle steder taget det hensyn, der burde tages til en syg mand. Men medierne var i et dilemma, efter at Sass havde raskmeldt sig og igen kandiderede til finansministerposten. 

Sass undgik de fleste medier i valgkampen, men det førte blot til flere spekulationer om hans helbred. Kombinationen af en fraværende stil og dårlig medieomtale førte til et skidt personligt valg på den ellers sikre hjemmebane i Køge. Det kan meget vel have været dråben for Sass. 

For anden gang blev han fældet på trappen til Finansministeriet. Og i modsætning til 2011 ser hans farvel denne gang ud til at være definitivt.

Men selvom Sass som person ikke nåede det sidste stykke over målstregen, nåede han politisk, hvad han ville.
 
Henrik Sass Larsen er en af de få politikere, der efterlader sig dybe spor.

Dette er et opdateret portræt fra Altinget i februar 2017.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Sass Larsen

Adm. direktør, Aktive Ejere, formand, Klasselotteriet, bestyrelsesmedlem, Nordsøenheden
bachelor i HA/forvaltningsstudier (RUC)

0:000:00