2 A'er: Venstre har et liberalisme-problem

Hensigten med Venstres nye bog om ideologi, liberalisme og politisk pragmatisme er god, men det er selve bogen ikke. Dog er den en brik i forsøget på at forstå, hvad der sker med Venstre lige nu, skriver Christian Egander Skov.

Placeholder image
Måske det ville være mere befordrende for tænkningen i Venstre, hvis man i stedet for at operere med et skel mellem ideologi og pragmatisme, forsøgte at få sin ideologi tilbage på et pragmatisk spor, skriver Christian Egander Skov. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Liberale drømme og drøftelser - 24 bud på liberalisme i det 21. århundrede
Henrik Bach Mortensen (red.)
246 sider, Venstres Landsorganisation, 99 kroner


Venstre er i krise. Krisen er ideologisk. Derfor har partiet udgivet bogen 'Liberale drømme og drøftelser' om sine liberale idéer og partiets politik.

Anmeldelsesdelen af denne anmeldelse kan gøres kort. 'Liberale drømme og drøftelser' er nemlig ikke en god bog. Den er ikke velskrevet, og den er ikke velredigeret. Den er som sådan ikke god i nogen meningsfuld forstand. Men er det ikke ofte sådan med den slags bøger?

Bogen består af 24 korte indlæg og strækker sig over det grundlæggende ideologiske til det praktisk politiske. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Hvem læser dog et manifest for sin fornøjelses skyld? Det menneske ville jeg gerne se, men næppe tale med.

Men 'Liberale drømme og drøftelser' er spændende på en anden måde. Ikke som bog men som kildeskrift. Den er spændende, fordi den i det hele taget er skrevet, og fordi den er en brik i forsøget på at forstå, hvad Venstre er for et parti i 2022. Den er spændende, fordi Venstre er spændende og det, der sker med Venstre lige nu, er særdeles spændende.

Hensigten er god

Så lad mig starte et andet sted. Hensigten med 'Liberale drømme og drøftelser' er god. Venstre er et centralt magtparti, ja det centrale magtparti siden 2001. At man nu vover en ideologisk dissektion for åbent tæppe, er et vidnesbyrd om, at der i hvert fald er nogen i Venstre, som tager partiet aktuelle krise alvorligt.

Nogen må have tænkt, at Venstres krise ikke bare har med tilfældeligheder, kommunikation og tidernes ugunst at gøre, men på en eller anden måde også må handle om partiets idéer. 'Liberale drømme og drøftelser' spejler Socialdemokratiets ret succesfulde revurdering af sine idéer efter 2015. Det handlede jo i høj grad om bøger, der blev skrevet og bøger, der blev læst. Her er der i hvert fald blevet skrevet en bog.

Bogen hævder ikke at være konsistent, men lægger netop vægt på spændingen mellem princip og pragmatisme i Venstre. Det er mere problematisk, at Marie Bjerre heller ikke er særlig konsistent. 

Christian Egander Skov, historiker og kommentator

Det er dog noget. Spørgsmålet er, om denne bog er et svar eller en blotlægning af et problem.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har skrevet forordet. Her kommer den ideologiske krisebevidsthed ganske forsigtig til udtryk: "den grundlæggende debat om liberalisme, om det liberale og om det at være liberal i en moderne tid er i nogen grad krøbet lidt i baggrunden." Så er der ikke sagt for meget.

Analysen er, at Venstre har brug for at tale mere ideologi. Venstres problem er, at det ideologiske ikke er synligt nok. Nu skal det åbenbares. Men er det en rigtig analyse?

Jakob Ellemann-Jensen giver sit bud på liberalisme. Den er ikke egoisme. Liberalisme er opfattelsen, at "det enkelte menneske er bedst til at bestemme, hvad der er mest rigtigt i sit eget liv." Det må man kalde etisk individualisme. Der er også plads til fællesskabet. Dets opgave er at "stille mulighederne til rådighed og at gribe dem, som falder på livets vej."

Ellemann mener staten, men fællesskab lyder pænere. Det er en omfavnelse af en ekspansiv velfærdsstat, indrettet på at befordre individets selvrealisering ved at gøre den friktionsløs. Frihed er godt, men må ikke være for risikabelt.

Truslerne mod friheden: tro og nation

En ideologi defineres også i forhold til det, den afgrænser sig fra. Ifølge bogens redaktør, Henrik Bach Mortensen, som er vicepræsident i den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, er liberalismen et forsvar for det frie menneske.

Derfor står den i modsætning til "kollektivistisk" tankegods som "for eksempel nationalisme, marxisme og fascisme", hvor man opererer med begreber som "klasse", "nation" og "folk". Også det er interessant. For Bach Mortensen slår det nationale i hartkorn med totalitære ideologier. Han tegner dertil en markant individualistisk kritik af nationalstaten op: Fællesskaber, man ikke selv har valgt, er illiberale. Det gælder også nationen og nationalstaten. Det må være et "individuelt valg om man føler sig som dansker, understreger Bach Mortensen.

Synspunktet ligger tæt op ad de radikale identitetspolitiske positioner i kønsdebatten. Det er en identitetspolitisk position. Alligevel afviser Bach Mortensen identitetspolitikken. Også den er illiberal. Vi må nemlig ikke "rubricere mennesker i forhold til deres religion, hudfarve, køn, seksualitet, etnicitet m.m."

Dermed ender vi i den lidt underlige situation, at vi skal respektere folks valg af identitet, men herefter må vi ikke opfatte dem som en del af den gruppe, de tilslutter sig. I denne position ligger en ganske enestående dobbelthed.

Religion er det moderne Venstre også bange for. I hvert fald bruger Carl Holst det meste af sit indlæg "Liberalisme og tro" til at indskærpe, hvordan religionen må hegnes inde, så de religiøse ikke går og forfølger folk, de er uenige med. Det drejer sig naturligvis om muslimer.

Siden Anders Fogh Rasmussen er Venstres primære holdning til tro, at det er noget, vi skal isolere, som var det et udbrud af corona. Derimod går Venstre meget ind for kultur. Religion er risikabelt, men kultur er afgørende. Det sidste kan man læse i Jan E. Jørgensens skikkelige indlæg om kulturpolitik.

Lidt kærminder får vi lov at beholde.

Læs også

Og så er vi pludselig i Grundtvigs fædreland

Der er også indlæg, der peger i anden retning. Integrationsordfører Morten Dahlin mener, at vi faktisk befinder os i nationalstat præget af en specifik identitet, som man ovenikøbet må tilslutte sig, hvis man vil fungere her. Han taler endda om "Grundtvigs fædreland" og om sammenhængskraft. Og om det danske folk.

Her er vi altså i et radikalt andet register, noget der klinger af Venstres folkelige tradition. "Naar Fædrelandskærlighed er en drivende Kraft i Regering og Rigsdag, da er det parlamentariske Styresæt en Lykke for et Land," sagde J.C. Christensen i 1913. Dahlin ville nok være enig, mens Bach Mortensen må opfatte det som illiberalt.

Hvor står Venstre? En lille optælling giver et hint. "Sammenhængskraft" og "fædreland" optræder kun i Dahlins tekst. Adjektivet "national" anvendes udelukkende negativt (undtagen når det bruges neutralt som synonym for landsdækkende). Ordet "Frihed" støder vi til sammenligning på over 300 gange. Der er ingen tvivl om, hvad Venstrefolk tænker mest på.

Negativ frihed er positivt

Denne frihed har følgelig først og sidst med individet at gøre. Venstre bekender sig til det enkelte menneskes frihed. Begrebet undersøges mere eller mindre systematisk i klimaordfører Marie Bjerres principielt anlagte indlæg "Frihed er liberalt".

Her forsøges nemlig en art historisk begrebsafklaring, der skal vise, at frihed i virkeligheden tilhører liberalismen, selvom alle bruger det. Pointen er, at frihed skal forstås negativt. Rigtig frihed er frihed fra tvang.

Når Venstre anno 2022, som Ellemann udtrykker det, sætter deres ”ideologi forrest”, ser vi et radikalt individualistisk parti.

Christian Egander Skov, historiker og kommentator

Derfor kan Marie Bjerre også polemisere mod socialdemokraterne. De hævder at gå ind for frihed, men knytter an til et såkaldt positivt frihedsbegreb, hvor frihed er mulighed. Nick Hækkerup er ikke liberal, når han mener at overvågning skaber frihed.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, peger dog på, at overvågning "i virkeligheden i praksis kan være en udvidelse af friheden, der giver en præventiv virkning og sikrer, at forbrydere bliver dømt, og uskyldige går fri." Her er der tale om et liberalt standpunkt, må man forstå. Den må de nok tage på et gruppemøde.

Bogen hævder ikke at være konsistent, men lægger netop vægt på spændingen mellem princip og pragmatisme i Venstre. Det er mere problematisk, at Marie Bjerre heller ikke er særlig konsistent. Først finder hun møjsommeligt frem til, at den rigtige frihed er den negative. Herefter river hun straks konstruktionen ned igen med konstateringen:

"Det er vigtigt at understrege, at der ud fra et liberalt synspunkt ikke er noget i vejen med den positive forståelse af frihedsbegrebet. Tværtimod udelukker positiv og negativ frihed ikke hinanden, men supplerer hinanden, og er ofte hinandens forudsætninger."

Ja, så er vi jo lige vidt. Det eneste, der nu adskiller den rigtige og den forkerte brug af frihedsbegrebet er, at socialdemokrater og andre har en "overdreven tro på positive frihedsrettigheder". Det overdrevne består i at sætte "lighed" som frihedens forudsætning.

For Venstre drejer det sig derimod, ifølge Bjerre, om at bruge den positive frihed til at "understøtte" den negative. Det er uklart, hvad det betyder, men mon ikke det betyder noget i retning af, at velfærdsstaten skal føre en politik, der sikrer den enkeltes frigørelse fra snærende bånd. Det var jo også Ellemanns pointe.

Læs også

Venstre har et ideologi-problem

Overordnet set er det netop dette billede, man står tilbage med efter læsning af antologien. Venstre er blevet et parti, der ikke er bange for velfærdsstaten, men tværtimod omfavner en ekspansiv forståelse af politik.

Blot handler det ikke om at sikre fællesskabet men derimod skabe mulighederne for individets frigørelse. At dette faktisk er et markant brud med Venstres folkelige tradition og rødder er en afgørende pointe. Når Venstre anno 2022 sætter deres "ideologi forrest", som Ellemann udtrykker det, ser vi et radikalt individualistisk parti.

Heldigvis for det borgerlige Danmark er Venstre også et pragmatisk parti. Det er i netop Venstres pragmatisme, der traditionelt har holdt partiet fra at skride ud. Måske det ville være mere befordrende for tænkningen i Venstre, hvis man i stedet for at operere med et skel mellem ideologi og pragmatisme, forsøgte at få sin ideologi tilbage på et pragmatisk spor.

Venstres pragmatiske rødder

Dér har Venstre jo i egen selvforståelse netop befundet sig historisk. I bogen citeres Venstre-koryfæet Henning Christophersens bog 'En udfordring for de liberale' fra 1972: "Liberalismen tog sit udgangspunkt tre forskellige steder. I det kristne menneskesyn, i den angelsaksiske og nordiske frihedstradition og i romantikkens menneskeopfattelse. Fra Guds og naturens hånd var mennesket et frit, selvtænkende og ansvarligt væsen på godt og ondt."

Her er liberalismen altså rodfæstet i og udtryk for en særlig historisk tradition. Den er en levende erfaring ikke abstrakt begrebsdeduktion.

Herefter citeres Christophersen for at citere Grundtvig:

"Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende. Han er en mageløs, underfundig skabning i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan igennemtrænge hinanden og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed."

Grundtvig taler her kort og godt om, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan menneskets karakter dannes gennem historien. Karakterdannelse! Det er netop derfor, friheden har værdi. Friheden er den nødvendige forudsætning for, at vi overhovedet kan tale om mennesket som ansvarligt og myndigt.

Det er kun i og med friheden, at mennesket udvikler sig og netop er andet end en abekat. Her er en liberal kernevisdom. Men desværre. Den forståelse af liberalismen synes desværre at ligge noget fjernt for de fleste moderne Venstrefolk.

Omtalte personer

Henrik Bach Mortensen

Vicepræsident, Alde, medlem af Gladsaxe Byråd (V), formand for Tilsynsrådet, medstifter, Cepos, medlem, Landsskatteretten
cand.polit. (Københavns Uni. 1982), m.phil. (Cambridge. 1983)

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

Jakob Ellemann-Jensen

Partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)
Se alle personer

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser