Kommentar af 
Jarl Cordua

Cordua: Frederiksen fremstod mere livstræt, end Lars Løkke nogensinde har været

En vrissen og uforsonlig statsminister gav under gårsdagens spørgetid los for sine inderste meninger om sine kolleger. Frederiksen var mere livstræt end selv Lars Løkke Rasmussen på hans dårligste dage som statsminister, skriver Jarl Cordua.

Mette Frederiksen fremstod i øjeblikke under Folketingets spørgetid mere livstræt og underskudsagtig end selv Lars Løkke Rasmussen på hans dårligste dage som statsminister, skriver Jarl Cordua.
Mette Frederiksen fremstod i øjeblikke under Folketingets spørgetid mere livstræt og underskudsagtig end selv Lars Løkke Rasmussen på hans dårligste dage som statsminister, skriver Jarl Cordua.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Statsministeren er træt af den samlede opposition.

Den er håbløs. Den tager ikke ansvar. Og dens kritik er på månen, som kun fortjener de himmelvendte øjne fra Mette Frederiksen (S), der blev indfanget af et kamera under Frie Grønnes leder, Sikandar Siddiques, indlæg under årets første udgave af Folketingets spørgetid tirsdag.

Flere kommentatorer har i ugens løb påpeget, at det sene forår kunne være en mulighed for statsministeren til at udskrive valg. Det kan der bestemt argumenteres for, selvom denne kommentator ikke anser det for sandsynligt.

Efter gårsdagens præstation i folketingssalen fik offentligheden en vrissen, irritabel og uforsonlig statsminister at se, der nærmest gav los for sine inderste meninger om sine kolleger.

Det gav ikke indtryk af en Mette Frederiksen i valgkampsform. Tværtimod fremstod hun i øjeblikke mere livstræt og underskudsagtig end selv Lars Løkke Rasmussen på hans dårligste dage som statsminister. 

Her er et par eksempler. Venstres Jakob Ellemann-Jensen spørger ind til en ny forsvarsaftale og kræver respekt for Forsvarets ansatte. Replikken bliver skarp fra statsministeren, som undervejs stempler Venstres beslutning for at stå uden for politiforliget som "skammeligt".

Hov! Hvor kom det lige fra? Selvfølgelig kan Frederiksen angribe Venstre for ikke at stemme for politiforliget, som regeringen fik forhandlet på plads med Konservative for halvandet år siden. Man kan ovenikøbet diskutere, om det var specielt klogt af Venstre at stå udenfor forliget.

Venstre havde sine grunde. De brød sig ikke om finansieringen. Hvordan det i en replik om noget helt andet pludselig bliver til, at Venstres beslutning var "skammelig", stod noget uklart. Ordvalget slog dermed en noget skinger tone an, som man kunne høre på andre tidspunkter under spørgetiden. 

Statsministeren lo med. Spørgsmålet er dog, om hun fortsat gør det, nu hvor Siddique har postet klippet med hendes himmelvendte øjne på de sociale medier

Jarl Cordua

Ellemann-Jensens spørgsmål, der i virkeligheden var et angreb på statsministeren for at udvise manglende respekt for Forsvarets ansatte, blev lynsnart til et modangreb, hvor Venstres formand blev taget i skole af en bidsk statsminister, der med alvorlig mine og lynende øjne belærte ham om, at "tiden ikke var til den slags debatter" med henvisning til situationens alvor i Ukraine.

Der var "brug for sammenhold og enighed" og "ikke al mulig andet". Man måtte dermed forstå, at Ellemanns spørgsmål og kritik var noget pjat.

Der var nok flere, der genkaldte sig Frederiksens binære verdenssyn på sagerne under coronapandemien. Enten var man for regeringens nedlukningspolitik, eller også hørte man til over i kassen med de uansvarlige tilhængere af pandemiens udbredelse.

I det hele taget blev Ellemann "kraftigt opfordret til" hverken at "politisere" Forsvaret eller FE-sagen, som Ellemann også forsigtigt spurgte ind til. Der var med andre ord intet at komme efter for Ellemann, der tydeligvis i statsministerens øjne er en uansvarlig undermåler og politisk platugle

Da Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, i sit indlæg kritiserede regeringen for ikke have leveret tilstrækkeligt med forslag til at øge arbejdsudbuddet og for at gå med ideologiske skyklapper, fik man igen en angrebslysten statsminister at se.

Hun slog hårdt tilbage med opfordring til, at Liberal Alliance nu stemte for regeringens reformpakke, der netop øger arbejdsudbuddet. Det var "dybt besynderligt" ifølge Frederiksen, at Liberal Alliance sammen med øvrige blå partier ikke kunne stemme for reformaftalen, "bare fordi man ville noget andet". "Ned og stem for og så kan vi gå videre med næste diskussion", lød det kækt fra statsministeren. 

Om skribenten

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Den næste spørger var førnævnte Sikandar Siddique, der indledte med at konstatere, at "statsministeren var on fire" (det vil sige var passioneret eller nærmere ophidset), hvorefter der blev grinet i salen. Også statsministeren lo med.

Spørgsmålet er dog, om hun fortsat gør det, nu hvor Siddique har postet klippet med hendes himmelvendte øjne på de sociale medier. På samme måde har Liberal Alliance rundsendt replikken til Vanopslagh, som partiet fremstiller som endnu et bevis for Frederiksens "magtfuldkommenhed".

Det er netop dette dystre billede af Frederiksens manglende, demokratiske sindelag, som den blå opposition har haft et vist held med at male under minksagen.

Man anede under spørgetidens holmgang Vanopslaghs tilfredse mine, da han erfarede, at Frederiksen havde ladet sig provokere til almoderlige belæringer, der yderligere kunne understøtte oppositionens fremstilling af statsministeren. 

Set med Frederiksens tilhængeres øjne blev gårsdagens forespørgselsdebat endnu en ren opvisning i statsministerens politiske og retoriske overlegenhed, hvor hun tørrede gulv med den samlede bovlamme opposition kæmpende for sine idealer og for nationens ve og vel under svære vilkår. 

Spørgsmålet er, hvordan alle andre opfattede præstationen? Denne iagttager så i hvert fald klare tegn på en statsminister, der i sit tredje regeringsår kæmper med at bevare respekten for sine politiske modstandere og dermed også med respekten for de vælgere, der kan dele nogle af de holdninger, som oppositionen bringer til torvs.

Måske statsministeren skulle betragte det som et signal til at vågne op og tage Folketinget lidt mere alvorligt?

Jarl Cordua

Her kunne man minde statsministeren om, at på nuværende tidspunkt er det knap hver fjerde vælger, der stemmer Socialdemokratiet, og at antallet er dalende ifølge flere meningsmålinger. Endelig har Socialdemokratiet netop tabt et kommunal- og regionsrådsvalg.

Forud for valgkampen i 2001 førte oppositionspartiet Venstre en underliggende kampagne, hvor man blandt andet uddelte postkort med en tegning af Poul Nyrup Rasmussen i et for vælgerne alt for let genkendeligt positur som den belærende statsminister med mistet evne til at forestille sig, at andre end ham var i stand til at lede landet. Overskriften lød: "Træt af at blive talt ned til?"

Inden næste folketingsvalg bliver udskrevet, bør Mette Frederiksen forsøge at genvinde evnen til at respektere oppositionen og navnlig tage noget af den kritik, den rettes imod hendes regering, alvorligt.

Det vil nok også hjælpe på det at skrue ned for de livstrætte belæringer og irritable kropssprog, der indimellem får overtaget, når statsministeren mister tålmodigheden med de mindre ånder, der tager ordet overfor hende. I modsat fald så risikerer hun, at et flertal af vælgerne i stedet prøver lykken med den uansvarlige og håbløse forenede opposition. 

Det er nok også sådan, at man skal læse Enhedslistens beslutning om at trække støtten til tidligere transportminister Benny Engelbrechts (S) taburet. Selv hos det meget loyale støtteparti føler man tydeligvis ikke, at man trængte igennem hos statsministeren, hvorfor man blev nødt til at tage dette drastiske skridt.

Måske statsministeren skulle betragte det som et signal til at vågne op og tage Folketinget lidt mere alvorligt?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Sikandar Siddique

Politisk leder, Frie Grønne
cand.comm.

0:000:00