Cordua: Messerschmidts formandskab kuldsejler allerede

Morten Messerschmidts hvedebrødsdage som formand for Dansk Folkeparti blev ikke lange.

Der var vel snarere tale om hvedebrødsminutter. Knap havde de delegerede på årsmødet i Herning rejst sig for at klappe af den nye formand, før det stod lysende klart, at Messerschmidt skal leve med en særdeles uforsonlig opposition i form af Martin Henriksen, der demonstrativt blev siddende med sin kone uden at klappe.

Konen forlod siden Dansk Folkeparti, mens Henriksen har meddelt, at han i hvert fald ikke vil ofre sin troværdighed på et projekt, hvor han skal forsvare Morten Messerschmidts dispositioner, herunder hans bagkatalog med den endnu ikke afklarede Meld/Feld-sag om dokumentfalsk og misbrug af EU-midler. 

Alligevel fik Messerschmidt og hans støtter lanceret formandsskiftet som en genfødsel af partiet, hvor medlemmerne væltede ind i partiet i ren håbefuld begejstring over den nye formand.

På Facebook kunne man følge, hvordan Dansk Folkepartis organisationsfolk jublede over, at indmeldelserne strømmede ind. På kun fem dage fik partiet således 2.800 nye medlemmer, mens afgangen var langt mindre, end nogen måske kunne have frygtet.

Nederlaget er totalt, og formand Messerschmidt fremstår mere end vingeskudt i sin kun anden uge som formand

Jarl Cordua

Forinden fejrede partiet Messerschmidts indtagelse af formandsstolen med en beslutning om at sætte årskontingentet til nul kroner, hvilket på den anden side ikke forpligter de nye medlemmer specielt meget, og man kan kun gisne, om de alle gentegner sig næste år.

Den tid – den sorg. For Dansk Folkeparti spiller slige bekymringer ikke den store rolle lige her og nu, hvor det gælder om at skabe utvetydig begejstring og kaste rosenblade ud foran den nye formand.

Lokalforeningerne, der om nogen sikrede Messerschmidt sejren med mere end 60 procent af stemmerne, skulle dog ikke snydes for mistede kontingentindtægter, hvorfor den nye formand gav afkald på det årlige formandshonorar på 300.000 kroner.

Man kan derfor med en vis ret hævde, at Messerschmidt har købt sig til lidt ekstra begejstring ved indledningen af hans regeringstid i Dansk Folkeparti. Lidt i stil med enevoldskongerne, der ved tronbestigningen kastede almisser i grams til de beundrende undersåtter.

Messerschmidt har tydeligvis også arbejdet med sit image, så han fremstår mere alfaderlig, nøgtern og statsmandsagtig end tidligere, hvor arrogance og forurettethed lynsnart kunne vise sig, når journalister og andre i hans øjne inferiøre ånder tirrede ham med pågående og irriterende spørgsmål.

Det er tydeligvis lagt på hylden. Igennem den overståede valgkamp fremstod Messerschmidt tålmodig, ja nærmest pædagogisk og endda flegmatisk, når han blev præsenteret for selv hård personlig kritik. Der blev hele tiden prædiket samling og fordragelighed, som var han en norsk mægler på fredsmission blandt uforsonlige fjender.

Når der skulle tages til genmæle mod Messerschmidts kritikere, var det en opgave, som Messerschmidts varmeste støtte, Pia Kjærsgaard, påtog sig, hvilket nu har gjort partistifteren til en så kontroversiel person, hvor dele af Dansk Folkepartis folketingsgruppe og i hvert fald Marie Krarup betinger sig, at man kun kan regne med hendes samarbejde og fremtid i partiet, såfremt at Kjærsgaard er udelukket fra partiets ledelse. Dette fait accompli måtte Kjærsgaard nødtvunget acceptere forud for, at gruppen tirsdag i denne uge skulle konstituere sig efter formandsvalget.

Efter ni dage med brokkerier forud for og efter gruppemøderne med efterfølgende avisskriverier lignede det trods alt en situation, hvor Messerschmidt havde ført sit parti ind i noget, der mindede om smult vande.

Foruden de mange nye medlemmer viste der sig også et lille solstrejf i form af en ny meningsmåling mandag fra Voxmeter, der ugentlig måler danskernes politiske præferencer. For gik Dansk Folkeparti ikke pludselig frem til hele 7,1 procent i målingen? I procentpoint var det en fremgang på hele 1,6 i forhold til forrige uge.

Frydeskrigene forplantede sig også til de sociale medier, hvor Søren Espersen kunne finde sit længe hengemte sommerhumør frem igen og på Twitter kunne glæde sig over en imponerende flot fremgang. Partiets organisationskonsulent, Chris Bjerknæs, kunne konstatere i samme anledning, at den nye formand nu entrede dansk politik med manér, hvilket selvsagt var stærkt gået.

At Dansk Folkeparti for en måneds tid fik omtrent samme opbakning på 6,9 procent sandsynliggør nok, at den allerede fastslåede store messerschmidteffekt indtil videre nok skal tages med et gran salt.

Inddrager man dertil det ikke altid lige velkomne naturligt forekommende fænomen "statistisk usikkerhed" på 1,6 procentpoint til begge sider, så er det sandsynligt, at messerschmidteffekten er et rundt nul. Hører man til optimisterne på Dansk Folkepartis vegne, ja, så kan messerschmidteffekten endda være større med en lige så sandsynlig opbakning på hele 8,7 procent. 

Heldigvis går flertallet af vælgerne ikke op i den slags detaljer, så Messerschmidt kunne gå til det konstituerende gruppemøde med en frisk måling i ryggen, der viste umiddelbar øget vælgeropbakning.

Nu skulle den nye formand sætte sit eget ledelseshold, hvor de trofaste støtter, René Christensen og Dennis Flydtkjær, skulle belønnes for deres tidlige opbakning til Messerschmidts formandskampagne.

Forinden havde formanden gjort sit hjemmearbejde så langt, at han havde talt med de enkelte gruppemedlemmer. En formand med styr på sine ting ville arbejde med et regneark med de 16 mulige stemmer i gruppen. Her ville fordelingstallet på ni (én over halvdelen af de mulige stemmer) stå og blinke foran kolonnerne med støtter til og mulige modstandere af formandens plan.

Man kan roligt sige, at det er domstolenes vurderinger og afgørelser i sagen, der til syvende og sidst afgør kampen om magten i Dansk Folkeparti

Jarl Cordua

Men Messerschmidt troede tilsyneladende, at spillereglerne var de samme som i formandsforgængernes tid. Det vil sige, at formanden til orientering meddeler menigheden om sine dispositioner i ledelsen, hvorefter alle klapper begejstret, som var der tale om en partikongres i Nordkoreas arbejderparti.

Men de tider er endegyldigt forbi, hvad Messerschmidt indledningsvist nok burde have anet. Det er trods alt ham, der formodes at have overblikket. For pludselig blev der afkrævet hemmelig afstemning i gruppen, og så gik det helt galt.

Morten Messerschmidts formandskandidat, finansordfører René Christensen, tabte knebent otte til syv til den hidtidige gruppeformand, Peter Skaarup. Én i gruppen stemte blankt. 

Endnu værre blev det, da erhvervsordfører Hans Kristian Skibby stillede op mod Flydtkjær, der led et endnu mere ydmygende nederlag med ti stemmer mod seks. Skibby stemte på Martin Henriksen ved formandsvalget.

Resultatet af afstemningen viser, at Messerschmidt hverken har flertal i sin gruppe eller gruppebestyrelse. Da folketingsgruppen også er repræsenteret i partiets hovedbestyrelse, medfører nederlaget også, at Messerschmidt heller ikke får et flertal der.

Nederlaget er totalt, og formand Messerschmidt fremstår mere end vingeskudt i sin kun anden uge som formand, hvor man allerede kan diskutere, hvilken magtbase han egentlig vil bygge på fremover. For han har tilsyneladende ikke rigtig en.

Katastrofen gik hurtigt op for Pia Kjærsgaard, som allerede, da der blev begæret afstemning, nok anede, hvad vej det kunne gå. Partistifteren, der efterhånden har udviklet sig til en letantændelig dramaqueen, angreb de gruppefæller, der krævede afstemning, for ikke at bakke formanden op. Hun påpegede oveni som sandt er, at der ingen tradition er – eller var – for at stemme om gruppebestyrelsens sammensætning.

Kjærsgaard var på mødet især ude efter den afgåede formand, Kristian Thulesen Dahl, fordi han støttede sin mangeårige væbner, Skaarup, fremfor at bakke formandens plan op.

Thulesen Dahl svarede igen med at påpege partistifterens egen meget aktive indblanding i formandsvalgkampen. Efterfølgende fyger det med beskyldninger i pressen fra messerschmidtlejren om, at Thulesen Dahl har en plan om at brænde partiet ned, fordi han i virkeligheden er på vej væk. 

Nederlaget og den totale ydmygelse af Messerschmidt på det dramatiske gruppemøde gjorde formanden sit allerbedste for at skjule efterfølgende i sit møde med pressen.

Messerschmidt har lidt talrige nederlag i årenes løb og har derfor fået en del erfaring i at tale åbenlyse dårlige situationer ned og afdramatisere det bedste, han har lært, og det fik han så også lejlighed til at vise tirsdag. Kun hans meget løftede ene øjenbryn indikerer, at det inderst inde må rase i Messerschmidts sjæl over at hans formandskab allerede nu er kuldsejlet.

Det bliver derfor næppe i næste uge, at DF'erne bølger over i endeløs begejstring på de sociale medier over endnu en marginal vælgerfremgang i en meningsmåling.

Der er aldrig et kedeligt øjeblik i Dansk Folkeparti

Jarl Cordua

Den længe bebudede frelser af partiet bør nok bruge mere tid på at tale gemytterne ned og justere de høje forventninger og erkende, at han er en stækket formand, der i øvrigt lever på lånt tid frem til, at byretten og landsretten har fældet sin endelige dom.

Det bliver i øvrigt en skueplads, hvor slaget om magten flyttes ind i retssalene. Her har den nye formand med nye vidner og bevismateriale i form af en lydfil til sinds at overbevise dommerne om, at den afgående formand og hans genvalgte gruppeformand i modsætning til, hvad de hævder, var indforstået og medvidere, da Messerschmidt tilbage i 2015 arrangerede EU-konference under Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen.

Dermed er den underlæggende påstand, at Thulesen Dahl og Skaarup ikke talte sandt i den første retssag, der som bekendt i første omgang endte med en betinget dom på seks måneders fængsel til Messerschmidt.

Dommen blev dog siden erklæret ugyldig begrundet i den juridiske dommers inhabilitet. Man kan roligt sige, at det er domstolenes vurderinger og afgørelser i sagen, der til syvende og sidst afgør kampen om magten i Dansk Folkeparti.

Som klichéen siger: Der er aldrig et kedeligt øjeblik i Dansk Folkeparti.