Kamp mod ekstremisme forvandlet til dialog

Der var ikke den ringeste tvivl om formålet, da et nyt "anti-radikaliseringskontor" under Integrationsministeriet blev skrevet ind i finansloven i marts 2008. Kontoret skulle entydigt "forebygge og bekæmpe ekstremisme og radikalisering".
Alligevel havde kontoret et par måneder senere fået en leder, der i sit velkomst-interview efterlyste "dialog med alle, for den sags skyld også Hizb-ut-Tahrir".

Udtalelsen fra den nyudpegede leder af anti-radikaliseringskontoret, kontorchef Hanne Stig Andersen, var ikke resultat af en journalistisk stramning. For den faldt i et interview med Integrationsministeriets egen hjemmeside, lavet af ministeriets daværende pressechef.

Drejet 180 grader
Kontorchef Hanne Stig Andersen er tovholder på den embedsmandsrapport om anti-radikalisering, der førte til frontalsammenstødet mellem velfærdsminister Karen Jespersen (V) og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

Det var det farverige opgør mellem de to stærke personligheder, der tog overskrifterne, men det mest bemærkelsesværdige var i virkeligheden, at indfaldsvinklen i embedsmandsrapporten ligger milevidt fra formålet med oprettelsen af anti-radikaliseringskontoret. 

Khader og DF var faddere
For at forstå sammenhængen er det nødvendigt at se på, hvorfor og hvordan anti-radikaliseringskontoret i det hele taget blev oprettet: 

Såvel Naser Khader som Peter Skaarup blev derfor stærkt fortørnede, da de opdagede, at det anti-radikaliseringskontor, de havde fået oprettet, i stedet for éntydig kamp mod islamisme og ekstremisme nu opererede med dialog med ekstremister.

Erik Holstein
Politisk kommentator

Når kontoret fik base i Integrationsministeriet, skyldes det, at kontoret skal modvirke radikalisering af unge muslimer, så disse ikke udvikler sig til islamister (og en potentiel terrortrussel). Kontorets "faddere" var netop de partier, der mest indædt bekæmper islamismen: Dansk Folkeparti og Naser Khaders Ny Alliance (nu Liberal Alliance). 

Anti-radikaliseringskontoret blev i marts skrevet ind i finansloven som et skulderklap til VK-regeringens gennemgående finanslovspartnere: NA og DF. NA's forhandler Anders Samuelsen satte ligefrem et flueben ud for kontorets oprettelse som et eksempel på, at Alliancen trods alt havde opnået mærkbare resultater i finanslovsforhandlingerne. 

Såvel Naser Khader som Dansk Folkepartis Peter Skaarup blev derfor stærkt fortørnede, da de opdagede, at det anti-radikaliseringskontor, de havde fået oprettet, i stedet for éntydig kamp mod islamisme og ekstremisme nu opererede med dialog med ekstremister. 

Glemte Demokratiske Muslimer
Da forslagene fra embedsmændene skulle sendes til høring, var Muslimernes Fællesråd sammen med en hel række organisationer medtaget. Derimod var Demokratiske Muslimer efter Altinget.dks oplysninger i første omgang ikke at finde på listen over høringsparter. Det blev først ændret efter kritik. 

Heller ikke hos den anden part i aftalen - VK-regeringen - er der dækning for dialog med islamister, som embedsmandsrapporten flere steder lægger op til.

Ganske vist er selve ordet "dialog" nævnt i afsnittet mod radikalisering i regeringsgrundlaget fra november 2007. Men det er primært i forhold til "den danske indsats i Mellemøsten". Hovedlinjen i regeringsgrundlaget er en "styrkelse af indsatsen mod de kræfter, der modvirker grundlaget for integration".  Altså en kamp mod de ekstremistiske kræfter.

Realpolitisk blev det i løbet af ugen skåret ud i pap, hvem der har politisk opbakning i regeringen. Kun en håndfuld Venstre-folk støtter Rønn Hornbechs linje om "ikke på forhånd at ekskludere nogen", mens Jespersens afvisning af dialog med islamister fik støtte fra stærke Venstre-ministre som Claus Hjort Frederiksen og Søren Gade - samt størstedelen af Venstres folketingsgruppe. 

Brian Mikkelsens korrektion
Samme holdning dominerer hos Konservative. Justitsminister Brian Mikkelsen (K) - der mere og mere tegner partiets idelologiske profil på disse områder - afviser dialog med islamister, og til Altinget.dk havde justitsministeren kort forinden udtalt, at han ser islamismen som "den største trussel".

Brian Mikkelsen er den dog i den prekære situation, at nogle af de mest "politisk korrekte" forslag i embedsmandsrapporten stammer fra hans eget område. Nærmere bestemt fra Politiets Efterretningstjeneste, hvor en gruppering med afdelingsleder Anja Dalgaard-Nielsen - og på sidelinjen den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen - går ind for "et fælles kommunikationsforum for muslimer med ekstremistiske holdninger", så man kan give "fælles anvisninger på sprogbrug for ikke at provokere". 

Disse forslag kom med i embedsmandsrapporten i Lene Espersens (K) tid som justitsminister. At forslagene passerede skyldes snarere Espersens generelle ulyst til at tage slagsmål med sine embedsmænd, for som konservativ leder har Lene Espersen på ingen måde anfægtet Brian Mikkelsens afvisning af dialog med ekstremister.

I orden i konkrete efterretningssager
Uenigheden i regeringen går ikke på, hvem Politiets Efterretningstjeneste (PET) kan tale med. Selv regeringens hardlinere accepterer, at der i tilspidsede sager om efterforskning af terror kan være behov for, at PET taler med ekstremister.

Striden handler derimod om, hvorvidt man generelt skal have dialog - og søge at finde kompromiser - med radikale og ekstremistiske muslimer. Sådan som man gør i England på alle planer, hvor man går meget langt for at imødekomme religiøse særhensyn. Heroverfor står dem, der mener, at man konsekvent skal bekæmpe de kræfter, der vender sig mod demokratiet.  

Skal stadig gå ad helvede til
Heller ikke hos oppositionen i Folketinget er der støtte til de forslag i embedsmandsrapporten, der er imødekommende over for ekstremister. Såvel Helle Thorning-Schmidt (S) som Villy Søvndal (SF) har fløjet meget lavt i debatten, da de ikke vil "ødelægge Venstres interne fest" med rivningerne mellem Jespersen og Rønn Hornbech. Men der er ingen tvivl om, hvor de to partiledere står:

S og SF accepterer, at PET mødes med radikale muslimer i konkrete sager, men såvel den socialdemokratiske top som SF-formanden afviser pure politisk dialog med ekstremister. Her har Søvndal ikke ændret en tøddel, siden han opfordrede Hizb-ut-Tahrir til at "gå ad helvede til". Kun den radikale leder Margrethe Vestager skiller sig endnu engang ud ved at støtte Rønn Hornbechs linje.

Hornbech på tålt ophold
Selvom Birthe Rønn Hornbech efterhånden er involveret i så mange konflikter, at hun kun er på "tålt ophold" i regeringen, kan striden med Karen Jespersen ikke bruges som eksempel på, at Rønn Hornbech også her har "fejlet". For integrationsministeren kæmper slet og ret for det, der altid har været hendes ærlige overbevisning.

Rønn Hornbech har aldrig lagt skjul på, at hendes religiøse forankring spiller en betydelig rolle for hende, og hun har aldrig delt Anders Fogh Rasmussens ønske om at få mindre religion i det offentlige rum. Derimod passer ønsket om dialog fint til Rønn Hornbechs grundvigianske livssyn og lyst til at debattere med alt og alle i forsamlingshusene.

Islamister og naivister
Karen Jespersen derimod anser dialog med islamister som lige så naivt som dialog med nazi-Jonni fra Greve. Hendes angreb på embedsmandsrapporten ligger i direkte forlængelse af bestselleren "Islamister og naivister", som hun udgav sammen med sin mand, kommentatoren Ralf Pittelkow. I bogen gør de to meget ud af at påpege svaghederne ved præcis dén engelske dialog-model, som embedsmandsrapporten lægger op til.

Som Venstre-minister har Karen Jespersen ikke nær samme folkelige gennemslagskraft, som hun havde som socialdemokratisk minister. Faktisk kommer Jespersen normalt langt nede i popularitetsmålingerne. Men konflikten med Rønn Hornbech har demonstereret en anden styrke hos velfærdsministeren:

Karen Jespersen har vist sig som en skridsikker ideolog, der ikke er det mindste bange for at tage et opgør med embedsmænd, der modarbejder det politiske flertal i regering og Folketing. Det er lige præcis her, hun spiller en vigtig rolle for sit nye parti.