Nedergaard afviser at hjælpe erhvervsskoler

ØKONOMI: Erhvervsskolerne kan kun finde 10 procent af besparelserne på 170 millioner. Sparekniven rammer nu pædagogisk, men undervisningsminister Tina Nedergaard (V) afviser at hjælpe.
Tina Nedergaard (V) mener ikke, at der er tale om besparelser på erhvervsskolerne.
Tina Nedergaard (V) mener ikke, at der er tale om besparelser på erhvervsskolerne.Foto: www.venstre.dk
Kristian Aaskov Nielsen

Besparelserne, der kommer nu, bliver ikke på kuglepenne, men på den pædagogiske del.

Lars Kunov
Direktør, Danske Erhvervsskoler - Lederne

Ved at samle administrationen på erhvervsskolerne, så regeringen for år tilbage muligheden for at spare 170 millioner kroner ude på institutionerne. Men det viser sig nu, ifølge Danske Erhvervsskoler, ikke at holde stik.

En undersøgelse blandt erhvervsskolerne viser, at man kun sparer 17 millioner kroner ved at samle administrationen. Dermed ser erhvervsskolerne sig nødsaget til at finde pengene blandt andet i klasseværelserne. Men undervisningsminister Tina Nedergaard vil ikke hjælpe erhvervsskolerne.

Det kom frem onsdag i Folketingets spørgetid, da Nanna Westerby spurgte, om der skulle tages initiativer, hvis besparelsen ikke kunne indhentes.

"Nej det synes jeg ikke. Det må være et benhårdt mål for os alle sammen, at vi ikke bruger pengene på unødigt bureaukrati og administration ude på institutionerne, men at vi frigør ressourcer til at uddanne vores unge. Det må også være gået op for SF, at vi er i en situation, hvor vi ikke bare kan sende flere penge," sagde Tina Nedergaard og forsatte:

"Jeg agter ikke at gøre yderligere i den sag."

Erhvervsskolerne: Det går ud over undervisningen
Baggrunden for effektiviseringerne skal findes i en rapport, som Finansministeriet fik udarbejdet af Deloitte. Ved at samle administrationen på erhvervsskolerne konkluderede konsulentfirmaet, at regeringen kunne indhente 170 millioner kroner.

Hos Danske Erhvervsskoler deler direktør Lars Kunov Tina Nedergaards opfattelse af, at der ikke skal bruges unødige penge på bureaukrati og administration.

"Problemet er, at forudsætningerne for den rapport, der lå til grund, ikke holder. Besparelserne, der kommer nu, bliver ikke på kuglepenne, men på den pædagogiske del," siger Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler - Lederne.

Han peger blandt andet på, at der i rapporten findes eksempler, hvor besparelserne er helt skæve. Eksempelvis at man kunne kunne spare 1,1 million på rengøring, hvor de har budgetteret med 1,2 millioner.

Men denne rapport holder Tina Nedergaard fast ved.

"Der er et potentiale for forbedringer og effektivisering blandt erhvervsskolerne. Man har i øvrigt taget højde for de usikkerheder, der er forbundet med skønnene. Deloitte har valgt den gennemsnitlige erhvervsskole som benchmark for alle institutionerne," sagde Tina Nedergaard onsdag i folketingssalen.

Afviser besparelser
Nanna Westerby (SF) spurgte videre til de effektiviseringer på 170 millioner, som erhvervsskolerne er ved at gennemføre. Eller nedskæringer, som Nanna Westerby kaldte dem. Men det vil undervisningsminister Tina Nedergaard ikke høre tale om.

"Det er ikke nedskæringer. Det er effektiviseringer. Slut, finale, færdig. Sådan er det, når man ikke vil bruge penge på administration, bureaukrati og flere ansatte. Vi vil gerne have folk ud og arbejde med vores unge mennesker," sagde Tina Nedergaard.

Men ifølge Nanna Westerby er der tale om regulære besparelser.

"Jeg er helt enig i, at man skal lave effektiviseringer. Der er mange steder i den offentlige sektor, hvor jeg gerne vil afbureaukratisere og effektivisere. Men det nytter ikke noget, at man sidder bag lukkede døre i Finansministeriet og laver forskellige effektiviseringsplaner, som er fri fantasi og ikke holder stik, når man prøver dem i den virkelige verden," sagde Nanna Westerby i folketingssalen.

Haarder var åben
Tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V) var tidligere åben for Erhvervsskolernes modsvar til Deloitte-rapporten.

"Regeringen kan kun have interesse i, at den nøgne og ubesmykkede sandhed kommer frem. Jeg er glad for, at løse påstande bliver afløst af seriøse forsøg på dokumentation, og hvis der er noget, der er forkert, skal det selvfølgelig rettes," sagde Bertel Haarder til Altinget | Uddannelse den 6. oktober 2008.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nanna Westerby Jensen

Plandirektør, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune
ba.soc. (Roskilde Uni. 2008), cand.soc. (Roskilde Uni. 2015)

Tina Nedergaard

Administrativ leder, JH Planter, fhv. undervisningsminister (V), fhv. MF
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1997)

0:000:00