Historisk lav opbakning til efterlønnen

Den folkelige opbakning til efterlønnen er smuldret, siden ordningen blev vedtaget under Anker Jørgensens SV-regering i 1978. De seneste meningsmålinger har vist, at mere end halvdelen af vælgerne vil afskaffe eller reformere den, men dengang gik fire ud af fem ind for ordningen.

Professor i historie på Center for Velfærdsforskning ved SDU, Klaus Petersen, vurderer, at krisen har formindsket den folkelige opbakning til ordningen og åbnet op for en afskaffelse, fordi regeringen derved fremstiller sig selv som garant for handlekraft og sund økonomisk fornuft.

"Analysen har tidligere været, at en afskaffelse kunne føre til en åbning af diskussionen om, at de borgerlige partier vil barbere velfærdsstaten ned til sokkeholderne, men Anders Fogh vandt magten ved at lancere kontraktpolitikken, og derved fik han lagt lå på den diskussion," siger han og forklarer, at Lars Løkke Rasmussen har muligheden for at bygge videre på konceptet om det nye midtersøgende Venstre.

Selv hos Venstre og De Konservative, hvis vælgere var de mest skeptiske over for efterlønnen, havde et massivt flertal på omkring 80 procent et positivt syn på ordningen. De radikale vælgere var mest positive, og et overvældende flertal på 93 procent var tilhængere af efterlønnen. Det viste en meningsmåling, som Jyllands-Posten bragte efter vedtagelsen i slutningen af 1978.

Efterlønnens legitimitet er gennem mange år blevet angrebet, antastet og udhulet.

Klaus Petersen
Professor i historie ved SDU

Da den daværende socialdemokratiske arbejdsminister, Svend Auken, lancerede efterlønnen var der en stor arbejdsløshed blandt de unge, og de faglige organisationer havde længe presset på for at indført en ordning, som kunne sikre deres medlemmer en tidligere tilbagetrækningsmulighed. Derfor blev efterlønnen præsenteret som et arbejdsmarkedspolitisk tiltag.

Ekspert: Efterlønnen udpeget som synder
Klaus Petersen, mener, at den faldende opbakning til efterlønnen skyldes, at den i det seneste årti har befundet sig i et politisk stormvejr. Og han vurderer, at udviklingen især skyldes den mediemæssige og politiske framing af efterlønsdebatten.

"Efterlønnens legitimitet er gennem mange år blevet angrebet, antastet og udhulet," siger han og fremhæver, at ordningen gennem en længere årrække har været udsat for kritik fra de borgerliges partiers side.

Derudover mener han, at de økonomiske også eksperter har optrådt særdeles kritisk over for efterlønsordningen. Ifølge Klaus Petersen er debatten blevet ophedet, fordi diskussionen om velfærdsstaten er blevet knyttet tæt sammen med diskussionen om demografi, fremtidig arbejdskraft og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Han vurderer, at det har slidt på ordningens legitimitet, og at den er blevet et symbol på tidlig tilbagetrækning. Derfor er efterlønnen blevet udpeget som den store synder i dansk økonomi.

Stor bølge af efterlønnere
Tilstrømningen af borgere, som ønskede at benytte sig muligheden for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, var så markant, at det kom bag på politikerne. Derfor kom den første regulering allerede i 1982, hvor man forhøjede arbejdsgivernes og lønmodtagernes bidrag til ordningen. Arbejdsminister Svend Auken (S) vurderede ved den lejlighed, at antallet af efterlønnere fremover ville stige med 5.000 personer om året, så der ville være omkring 85.000 efterlønsmodtagere i 1985.

Det reelle tal blev dog langt højere, og i 1985 var der næsten 100.000 danskere på efterløn. Det betød, at regeringen flere gange op igennem 1980'erne så sig nødsaget til at gribe ind og forhøje lønmodtagernes og arbejdsgivernes bidrag. Det viste sig ligeledes, at politikerne havde overvurderet beskæftigelseseffekten, og det var også en medvirkende årsag til, at der i flere omgange blev ændret på ordningen, så statens udgifter blev formindsket.

Klaus Petersen vurderer, at den store tilstrømning til ordningen havde flere årsager. For det første var der i 80'erne meget arbejdsløshed, og det medvirkede til, at det var attraktivt at forlade køen til arbejdsmarkedet for at gå på efterløn. Det var ifølge professoren også et resultat af pres fra arbejdsgivernes side, som forsøgte at presse ældre medarbejde ud for at ansætte yngre, som er mere effektive og billigere. Derudover var også et moralsk pres på de ældre medarbejdere for at forlade arbejdsmarkedet og gøre plads til de yngre, mener han.

Nyrups løftebrud kostede dyrt
I løbet af den meget tætte valgkamp i 1998 præsenterede statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) på Planetariet i København en underskrevet efterlønsgaranti, som skulle forsikre vælgerne om, at der under ingen omstændigheder ville blive ændret på ordningen. Socialdemokraterne endte med at vinde valget, hvorefter den daværende finansminister, Mogens Lykketoft, hurtigt indledte forhandlinger med Venstres nyudnævnte formand, Anders Fogh Rasmussen, om en reform af efterlønnen.

Da finansloven for 1999 blev offentliggjort, var det et stort chok for mange vælgere, at efterlønsordningen var blevet ændret, så det blev mindre attraktivt at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Det kom til at få store konsekvenser for den nyvalgte regering. Ved valget 11. marts 1998 havde flere end 35 procent af vælgerne stemt på Socialdemokraterne, men allerede omkring et halvt år efter i december var opbakningen til partiet dalet til et historisk lavt niveau på cirka 21 procent.

Poul Nyrup Rasmussen fik dog kæmpet sig tilbage i løbet af valgperioden, og ved valget opnåede han et resultat på 29 procent af stemmerne, men det var ikke nok til at sikre sejren. Mange kommentatorer vurderede dengang, at Nyrups løftebrud var den udslagsgivende årsag til valgnederlaget.