Vores moralske kompas går itu, når vi rangordner verdens flygtningebørn

‘War Childhood Museum’ er et tæt og kompakt sted på flere måder. Det er fysisk set ret småt, hvilket blot gør intimiteten endnu mere uafrystelig. Men det er især mindegenstandenes velkendte og ofte helt ordinære karakter, der skaber en slags tvungent nærvær, der kryber langs rygraden: dukker, tyggegummipakker, brugte madrationer, dåser, tegneserier og sportsudstyr af alle typer.

En af udstillingens pragteksemplarer er en halvtom parfumeflaske efterladt uden tanke af en far til sin datter, inden han drog afsted til krigen. Da pigen og resten af familien senere blev tvunget til selv at flygte, nåede parfumen at komme med – nu som en værdifuld genstand under særlig beskyttelse af pigen. Både pigen og parfumen kom i sikkerhed i et andet land, hvor asylets fred gav hende en vej ind i voksenlivet.

I fraværets ulidelige sorg er hendes fars parfume – ligegyldig og billig i sig selv – blevet hendes dyrebareste ejendom, og den direkte vej til hans nærvær. Hun beskriver chokket og gråden, da parfumeflasken en dag falder ned og næsten går i stykker. Det er næsten som at miste sin far for anden gang.

Mens jeg gik rundt blandt krigsbørnenes minder og mest dyrebare ejendomme, slog det mig, at de mistede elskedes nærvær var flankeret af et slående fravær: Der var ingen navne på forbryderne, ingen historiske kontekster, ingen anklager mod de forskellige fjender eller etniske og religiøse grupper, der have forvoldt den store skade og smerte.

Kun dem, som ligner mig selv, fortjener min omsorg og medfølelse; når denne norm sætter ind, bliver man sin egen Gud og ud af dette opstår det umoralske

Naveed Baig
Imam, Dansk Islamisk Center

Der var ingen navne på de ledere, der blev bragt for krigsforbryderdomstolene og siden kendt skyldige for forbrydelser imod menneskeheden. Ingen af børnene havde skrevet noget om fjenden, som forblev navnløs og fraværende.

Sorgen har hverken religion, nationalitet eller etnicitet. I børnehøjde er dens ophav i eventuelle voksen-abstraktioner som disse ligegyldige. Smerten og sorgen fra Balkan-krigene alene kunne have fyldt museet tusind gange, men i stedet har museet valgt at bygge videre med andre børn fra andre steder og med andre rødder. Krigsbarndomme i Yemen, Syrien, Afghanistan, Serbien, Kroatien og andre steder ligner ufattelig meget bosniske børns og alle andre krigsbørns.

Der ligger en lektie til alverdens politikere og alverdens borgere i dette: Sorgen og smerten, disse børn bærer og formidler, kan ikke rangordnes efter religion og etnicitet, hudfarve eller verdensdel, nær- eller fjernområde. Hvordan vi end vender og drejer det, er vi kun én familie i menneskeheden, og vores børn er vores alle sammens børn, især når de er på flugt og har mistet deres rigtige forældre.

LÆS OGSÅ: Pia Søltoft: Tidens kriser viser, at etikken aldrig er relativ

Det er nærmest umuligt ikke at blive spundet ind i børnenes fortællinger, og man indser hurtigt, hvor tåbeligt lidt deres religiøse og etniske baggrund betyder for den følelsesmæssige relaterbarhed. Hvordan har det mon været at være dem? Hvordan klarede de sig efterfølgende?

Menneskehedens eksistentielle forbundethed rammer som en knytnæve. Men mennesker kan også blive følelseskolde, ligeglade og følelsestrætte. Vi trækker på skuldrene af visse børns lidelser, mens vi græder over andres og åbner vores hjem og stuer for dem.

Vores moral bliver egoistisk og selektiv, når vi mister evnen til at beskue alle mennesker som ligeværdige. Vores menneskesyn bliver flosset, når vi favoriserer nogle grupper frem for andre.

Ud af smerten fødes fordybelse, forandring og forædling, mens man lever med sorgen

Naveed Baig
Imam, Dansk Islamisk Center

For eksempel hvis vi alene har politisk fokus på muslimske friskolers manglende gennemsigtighed, men ikke andre skolers – ja, Herlufsholm er en undtagelse. Eller hvis vi kun ser palæstinensiske liv, der går tabt under det israelske jerngreb og besættelse, men ikke bekymrer os om de israelske mødre, der mister deres sønner til knivstikkeri begået af israelske arabere. Eller hvis vi favoriserer en bestemt flygtningegruppe frem for andre; så er vores moralske kompas ikke alene skruet forkert sammen, men gået helt itu.

Det samme gør sig gældende, når religionshad skjules bag religionkritikkens eller ytringsfrihedens fromme banner, mens man reelt nægter at forstå, hvad ens hadefulde angreb gør ved medmennesker, der har en anden eksistentiel overbevisning end én selv.

Når moralen følger egoet, mister den sin universalitet. Kun dem, som ligner mig selv, fortjener min omsorg og medfølelse; når denne norm sætter ind, bliver man sin egen Gud og ud af dette opstår det umoralske.

Dét sagt, så er sorgen er ikke nødvendigvis noget skadeligt. Den persiske digter og teolog Jalaludeen Rumi sagde, at såret er det sted, hvor lyset trænger ind. Ud af smerten fødes fordybelse, forandring og forædling, mens man lever med sorgen.

Sorgen bliver ens læremester, fordi den ønsker at hele sig selv og den ramte. Derfor ligger kuren ifølge Rumi i selve smerten. Smerten griber ind i det eksistentielle grundvilkår og inviterer til at mennesket forstår, lærer og håndterer livets elendighed, længsel, mening, frihed og ondskab.