Svend Brinkmann: Krænkelsesdebatten er et overfladisk udtryk for opgøret med vores fælles virkelighed
Når vi reducerer verden til vores egen, subjektive oplevelse af den, risikerer vi som samfund at ende i en filosofisk blindgyde og gøre den rationelle diskussion umulig – herunder også etiske debatter, skriver Svend Brinkmann.
Svend Brinkmann
Professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, forfatterForleden fløj jeg fra Københavns lufthavn og nåede lige på toilettet, inden jeg skulle ombord på flyet. På vej fra toilettet lyste en skærm op, hvor der stod: "How was your bathroom experience?"
Jeg kunne så trykke på en glad og grøn smiley, en gul og neutral, eller en rød og sur smiley. Jeg trykkede ikke på nogen af dem, for jeg mente ikke, at jeg havde haft en "oplevelse." Jeg var bare trådt af på naturens vegne og havde vasket mine hænder – hvorfor skulle det kvalificere som en "oplevelse"?
Jeg ved godt, at den slags registreringer af oplevelser efterhånden er overalt – når man har talt i telefon med supportere, når man bruger websites, og når man har været på hotel eller restaurant.
Hvis vi taler stadig mindre om, hvordan verden er, og stadig mere om, hvordan vi oplever den, så bliver rationel diskussion i sidste ende umulig – herunder også etiske debatter
Svend Brinkmann
Og i nogle tilfælde er det selvfølgelig relevant at vurdere en oplevelse, eksempelvis hvis man har været til koncert, men jeg mener ikke desto mindre, at der er gået inflation i oplevelsesbegrebet. Og jeg tror desværre, at det risikerer at gøre os etisk forarmede.
I år er det 30 år siden, at den tyske sociolog Gerhard Schulze udgav sin bog om "oplevelsessamfundet", 'Die Erlebnisgesellschaft', som desværre ikke er oversat til dansk.
Det burde den være, for Schulze peger med sin samtidsdiagnose på et af de væsentligste træk ved moderniteten: tendensen til at gøre alting til oplevelser.
I oplevelsessamfundet kan tingenes værdi forstås ud fra hvilke oplevelser, de giver forbrugeren. Den såkaldte oplevelsesindustri er enorm med alt fra turisme til gaming og streamingtjenester. Det vigtige i en lang række sammenhænge er ikke længere, hvordan noget er, men hvordan det opleves. Verden reduceres til vores oplevelse af den.
Lad mig prøve at forklare, hvad det betyder, og hvorfor det er etisk problematisk.
For det første privilegerer oplevelsessamfundet alt det subjektive. Oplevelser er i sagens natur subjektive, og det er derfor kun den, der har oplevelserne, som kan vurdere deres kvalitet.
Hvis min toiletoplevelse i lufthavnen var dårlig, så var den jo det for mig, uanset hvad andre måtte sige og mene. Som individer er vi alle første, sidste og eneste autoritet med hensyn til vores oplevelser, så jo mere vi taler om vores liv i oplevelseskategorier, desto mere risikerer den mere objektive verden at forsvinde.
Prøv at lægge mærke til, hvor ofte folk bruger vendinger som "jeg oplever, at…", men også beslægtede subjektive taleformer som "jeg føler, at…" og "jeg mærker, at…". Den udbredte tendens fra engelsk til at sige "I think that..." er faktisk ikke bedre, for den vending signalerer også typisk noget umiddelbart og ukvalificeret.
I ét øjeblik tænker jeg det ene, men i næste øjeblik måske det andet – for det er jo bare mine tanker! Hvis vores kommunikation skal fungere, må vi forpligte os på vores ytringer, og vi må bruge sproget til at pege ud i verden, og det glemmer vi let, når sproget oversvømmes af oplevelseskategorier.
For det andet er der i oplevelsessamfundet en risiko for, at man for nemt kan frasige sig ansvar med henvisning til oplevelser.
Hvis en ansat for eksempel går til sin leder, fordi vedkommende er blevet uretfærdigt behandlet, så kan lederen undvige sit ansvar ved at sige: "ja, det er jo så din oplevelse." Og ja, det er det jo sådan set, men det kunne jo være, at oplevelsen er reel og svarer til noget i den fælles virkelighed.
Jeg tror, at mange af de senere års debatter om krænkelseskultur og identitetspolitik i virkeligheden er et overfladisk udtryk for nogle mere grundlæggende kulturelle ændringer
Svend Brinkmann
Hvis vi taler stadig mindre om, hvordan verden er, og stadig mere om, hvordan vi oplever den, så bliver rationel diskussion i sidste ende umulig – herunder også etiske debatter – fordi enhver samtale, da bliver en kamp om at få sine subjektive oplevelser til at fylde mest muligt. Argumentation med henvisning til det almene og fælles viger til fordel for det personlige og partikulære.
Og her kommer vi så til det tredje punkt, som i grunden er bagsiden af det forrige: i oplevelsessamfundet kan enhver påkalde sig rettigheder med udgangspunkt i oplevelser.
Hvis man oplever, at man er udsat for mobning, så er man udsat for mobning. Hvis man oplever, at man er krænket, ja, så er man krænket. Inden Københavns Universitet måtte ændre reglerne for et par år siden, vakte det således opsigt, at de i deres retningslinjer havde slået fast, at der som udgangspunkt var tale om en krænkelse, hvis en person følte sig krænket.
Det er naturligvis juridisk stærkt problematisk, da skyldsspørgsmålet hermed reduceres til noget subjektivt, og ledelsen valgte heldigvis efter kritik at følge Arbejdstilsynets definition af krænkende handlinger, som involverer mere objektive forhold som bagtalelse og uønskede berøringer.
Jeg tror, at mange af de senere års debatter om krænkelseskultur og identitetspolitik i virkeligheden er et overfladisk udtryk for nogle mere grundlæggende kulturelle ændringer i retning af det, som Schulze kalder oplevelsessamfundet.
Det er meget vigtigt at høre marginaliserede stemmer og få kendskab til udgrænsede gruppers oplevelser, men det er også vigtigt at mødes i en fælles virkelighed, hvor vi kan betjene os af et sprog, der søger at række ud til verden og ikke kun peger indad mod oplevelser.
Med al vores oplevelsessnak fordobler vi virkeligheden, og i sidste ende fører det til, at verden forsvinder
Svend Brinkmann
Kan man ikke indvende, at vores kontakt med verden i realiteten består af oplevelser? Så at alt, vi erfarer, i sidste ende er subjektivt?
Nej, det mener jeg er en filosofisk blindgyde. Vi er ikke kun i verden i kraft af vores oplevelser, men med hele vores sind, fornuft, og levende, bevægende kroppe.
At jeg elsker min kone, handler ikke om, at jeg elsker min oplevelse af hende. Det er hende, jeg elsker. Når jeg ser en morsom film, er det filmen, der er morsom og ikke min oplevelse af filmen. Med al vores oplevelsessnak fordobler vi virkeligheden, og i sidste ende fører det til, at verden forsvinder, og vi står tilbage med rene subjektive oplevelser.
En konsekvens af det er, at etikken da vil forsvinde, for uanset ens etiske ståsted, må en etik bero på, at der findes noget i verden – og ikke blot i vores oplevelsesliv – som vi har ansvar for, som gør fordring på os, og som vi skal drage omsorg for.