Dronningerunde og kongelig undersøger: Her er din guide til spillet om Statsministeriet

Artiklen er opdateret med analyse af, hvorfor Mette Frederiksen faktisk valgte at indlede en dronningerunde – se nederst i artiklen

Reglerne for at danne regering i Danmark er meget enkle.

Men vejen derhen kan sagtens være uhyre kompliceret – eller ligefrem ”et orgie i taktik”, som forløbet engang blev beskrevet.

Derfor er det værd at kigge på, hvad der sker, når stemmerne er talt op, og der skal findes en ny regering.

Den første kamp om magten handler om, hvem der overhovedet skal styre processen, og her står statsministeren med det klart stærkeste udgangspunkt. Men det er meget sandsynligt, at de borgerlige partier og Lars Løkke Rasmussen i fællesskab vil forsøge at komme for bordenden, så det er én af dem, der styrer processen med at danne en ny regering.

Men inden vi dykker ned i taktikken, så lad os få reglerne på plads. De er som nævnt enkle.

Der er rigtig gode grunde til det, hvis statsministeren forsøger at undgå en dronningerunde. For hvis først sådan en går i gang, bliver forløbet ekstremt uforudsigeligt

De tre enkle regler

Den første regel er, at det er den siddende statsminister, der som udgangspunkt har ansvaret for at styre processen. Det er en meget vigtig regel.

Den anden regel er, at der ikke må udnævnes en regering, som må forventes at blive mødt af et mistillidsvotum straks efter udnævnelsen.

Den tredje regel – som umiddelbart kan virke lidt snirklet, og som ikke har så stor betydning for denne artikel – er, at den tiltrædende statsminister udnævner sig selv og afskediger den gamle.

Ingen regler om dronningerunden

Men hvad så med reglerne om dronningerunder og om kongelige undersøgere?

Det er der faktisk ingen regler om. Der er opstået en politisk praksis, som vi skal kigge på, men hverken i grundloven eller andre steder står der præcise regler om dronningerunder.

Det er vigtigt at huske, for det betyder, at en siddende eller fungerende statsminister faktisk godt kan nægte at gennemføre en dronningerunde. Statsministeren skal blot forsøge at danne en regering, der ikke har et flertal imod sig.

Som Danmarks førende statsretsekspert, højesteretsdommer Jens-Peter Christensen formulerer det:

”Såfremt dette formål kan sikres ad anden vej, kan der ikke statsretligt indvendes noget imod en sådan procedure. Dronningerunderne er et faktisk fænomen, ikke et retligt”.

Sådan foregår dronnningerunden

Dronningerunder er et værktøj, som den fungerende statsminister kan anvende for at finde frem til en ny regering.

Processen går helt enkelt ud på, at alle partier, der er valgt ind, afleverer deres råd til dronningen om, hvem der bør lede forhandlingerne om en ny regering.

Det behøver ikke være den person, de helst vil have som statsminister. Det er for eksempel sket flere gange, at Folketingets formand er blevet udpeget til kongelig undersøger, selv om ingen måske så vedkommende som den næste statsminister.

Når alle partierne har givet deres råd til Hoffet, bliver de afleveret til Statsministeriet. Dronningen spiller selvsagt ingen rolle i dannelsen af en ny regering. Derfor er det også statsministeren, der vælger, hvordan de forskellige råd skal fortolkes, hvem der udpeges til kongelig undersøger, og hvilket mandat vedkommende skal have.

I praksis vil statsministeren altid indrette sig efter det, hvis et klart flertal peger på en bestemt person som kongelig undersøger, men hvis der er tvivl og uklarhed – for eksempel mange forskellige kandidater – er det op til statsministeren at vurdere, hvem der har bedst mulighed for at danne en regering, der lever op til reglen om, at den ikke må have flertal imod sig.

Det mandat, som statsministeren udstyrer den kongelige undersøger med, vil typisk også være meget bredt formuleret – og det forhindrer under alle omstændigheder ikke undersøgeren i at forhandle på kryds og tværs for at se, hvad der kan lade sig gøre.

Hvad sker der så nu?

I det aktuelle valg betyder det, at Mette Frederiksen kan beslutte, hvad der skal ske efter valget.

Derfor er det mest sandsynlige, at hun efter valget vil forsøge at forhandle med partierne om en ny regering. Her får hun god hjælp af sin egen melding om, at hun ønsker sig en bred regering. Det giver hende legitimitet til at forsøge at forhandle, også selv om rød blok måske ikke har flertal uden Moderaterne.

Mette Frederiksen vil næppe åbne for en dronningerunde, for så længe hun ikke gør det, sidder hun selv for bordenden i forhandlingerne.

Netop derfor er det til gengæld oplagt, at andre partier allerede på valgnatten vil kræve en dronningerunde.

Lars Løkkes strategi

Da Lars Løkke Rasmussen mandag aften på TV2 blev spurgt, hvem han ville pege på tirsdag aften, svarede han meget præcist:

”Der kommer ikke til at stå et navn på nogen statsminister”.

Men så fortsatte han:

”Der kommer til at stå et navn på den person, som vi mener skal lede nogle forhandlinger med henblik på at skabe et politisk grundlag, som sådan en regering kan stiftes på. Herunder at afdække, hvem kan være leder af sådan en regering?”.

Det meget nøje afmålte svar skal man lægge godt mærke til. Det betyder nemlig, at Lars Løkke Rasmussens første mål er at få indflydelse på, hvem der skal sidde for bordenden i forhandlingerne om en ny regering.

Løkke ville ikke sige, hvem han foretrak, en han lod forstå, at det skulle være en person, der både kan skabe et politisk program, og hvis regeringsførelse indgyder tillid.

Man skal ikke kende til kodesprog for at forstå, at han dermed forsøger at forhindre Mette Frederiksen i at blive forhandlingsleder.

Det er sandsynligt, at han vil forsøge at overbevise de blå partiledere om at pege på sig selv som forhandlingsleder – uden dermed at afgøre, hvem der skal være statsminister.

De øvrige ledere i blå blok vil måske kræve, at Jakob Ellemann-Jensen bliver kongelig undersøger, men her er spørgsmålet, hvem der blinker først. For hvis de ikke enes, får de næppe vristet initiativet fra Mette Frederiksen.

Men selv hvis de borgerlige partiledere finder sammen, kan de som nævnt ikke tvinge Mette Frederiksen til at tage en dronningerunde, så længe hun har en rimelig udsigt til at kunne danne en regering, der ikke får et flertal imod sig.

Derfor han hun noget tid at løbe på, mens hun undersøger muligheden for den brede regering, hun erklærede som sit mål inden valget.  

Der er ingen tvivl om, at både Mette Frederiksen og embedsfolkene i Statsministeriet har læst meget godt op på lektien. Det er faktisk sandsynligt, at det netop er hensynet til at sidde for bordenden i forhandlingerne, der har fået Socialdemokratiet til at gå til valg på ambitionen om en bred regering.

Et orgie i taktik

Der er rigtig gode grunde til det, hvis statsministeren forsøger at undgå en dronningerunde. For hvis først sådan en går i gang, bliver forløbet ekstremt uforudsigeligt.

For igen gælder der ikke nogen helt præcise regler. Og som Jens-Peter Christensen skriver i sin artikel om regeringsdannelse, ”kan partiernes råd om mandatets udformning være båret af mangeartede hensyn, herunder også et ønske om at vinde tid, spille andre partier af banen eller i det hele taget kaste grus i maskineriet”.

Det er, hvad en svensk professor engang kaldte ”et orgie i taktik”. Og det hele begynder, så snart stemmerne er talt op.