Kampen om midten lagde en dyne over dansk politik og gjorde valgkampen til en fuser

Den sidste fredag før valget spadserede jeg gennem gågaden i Aarhus. Fra Domkirken og Sankt Clemens Torv op til Banegårdspladsen.

Gaden var selvfølgelig pænt pakket ind i valgplakater, og den første julepynt var ved at blive sat op. Men halvvejs oppe ad gaden, lidt efter stormagasinet Salling, slog det mig, at der manglede noget: Der var ingen politikere.

Ingen venstrefolk med croissanter. Ingen konservative med grønne balloner, og ingen sosser med røde roser.

Vi havde hørt, at valget i 2022 ville blive det mest dramatiske i mands minde. To nye partier. Tre statsministerkandidater. Alt kunne ske.

I stedet blev valgkampen lidt som en gåtur gennem Aarhus. Hyggelig, pæn og ufarlig. På samme tid forudsigelig og svær at indfange.

Hvorfor er det endt sådan? Forklaringen er både enkel og besynderlig.

Valget uden fortælling

Når valgkampen har været svær at forstå, skyldes det ganske simpelt, at der har manglet noget at vælge imellem. Det kan forekomme paradoksalt i en valgkamp med historisk mange partier – heraf to borgerlige midterpartier – på stemmesedlen.

Men trods de mange bogstaver på stemmesedlen mangler vi en fortælling om, hvad vi egentlig stemmer om.

Hvad er det for nogle visioner om velfærdsstaten, vi skal vælge imellem? Hvad er det for nogle historier om Danmark, vi skal spejle os i og knytte vores håb op på?

Der har manglet nogle klare alternativer.

Den tredje borgerlige statsministerkandidat har imidlertid undladt at erklære sig som kandidat – og Lars Løkke Rasmussen har dermed sejlet under bekvemmelighedsflag det meste af valgkampen

Et valg mellem klare alternativer forudsætter først og fremmest, at der er nogle klare kandidater i spidsen for de forskellige fortællinger.

Men valgkampen 2022 har været præget af, at de to erklærede, borgerlige statsministerkandidater ikke har nogen reel mulighed for at blive statsminister. Jo, vist er der en teoretisk mulighed for, at Jakob Ellemann-Jensen kan blive det. Men den er … teoretisk.

Det vidste vi måske ikke helt fra valgkampens begyndelsen, men det stod meget hurtigt klart, og derfor har de stort anlagte, såkaldte ”trieller”, hvor Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen dystede med Mette Frederiksen, været blottet for reel nerve. Det var nemlig slet ikke der, kampen stod.

Den tredje borgerlige statsministerkandidat har imidlertid undladt at erklære sig som kandidat – og Lars Løkke Rasmussen har dermed sejlet under bekvemmelighedsflag det meste af valgkampen.

Tilbage står Mette Frederiksen. Som en skyggebokser, der ikke ved, hvor hun skal slå, fordi modstanderne er usynlige. I den situation har Mette Frederiksen logisk nok valgt at gøre det sikre – nemlig at lade som om, der slet ikke er nogen modstander. Hun har ført valgkamp på lederskab, på samling og bredt samarbejde.

Del jer efter anskuelser 

Hvis Viggo Hørup havde overværet valgkampen, ville han have været dybt fortvivlet.

”Del jer efter anskuelser,” lød hans berømte formaning, og deri lå et opgør med idéen om, at politik kan føres fra midten.

Forskellige grupper har forskellige interesser, og meningen med demokratiet er at stille de interesser op over for hinanden, så vi kan vælge imellem dem. Forestillingen om, at man kan ophæve de interesser og samles om den rigtige eller fornuftige politik, gav politikeren og publicisten Hørup ikke meget for.

Den politiske essens var i hans øjne, at der skal være både venner og fjender. Skal man dele sig efter anskuelse, ja, så bliver modstanderen afgørende. Uden modstander forsvinder man selv.

Valg plejer at handle om noget

I Danmark har vi vænnet os til, at folketingsvalg også indebærer et relativt klart valg mellem to blokke, og en stribe partier udenom som typisk på forhånd melder ud, hvilken blok de hører til.

Schlüter mod Auken. Nyrup mod Ellemann. Fogh mod Nyrup. Thorning mod Løkke. Hver gang et klart valg med indbyggede forskelle.

Alt sammen inden for rammen af den brede accept af velfærdsstaten og – i hvert fald siden 1998 – en bred konsensus om Danmarks internationale alliancer.

Men alligevel med plads til forskelle, som vælgerne kunne forholde sig til. For eller imod skattestoppet? For eller imod en stram udlændingepolitik, efterlønnen eller bindende klimamål? Det er den slags opgør, der har delt dansk politik på midten og gjort det muligt for danskerne at dele sig efter anskuelse.

Ganske ofte er det efter valget blevet løst med brede aftaler, vedtaget med stemmer fra begge sider af salen, men disse aftaler er netop blevet mulige, fordi vælgerne på forhånd havde udpeget en vinder og sendt et signal til det tabende hold om, hvor det gør klogt i at bøje sig for at være relevante, næste gang der skal stemmes.

Valgaftenen kan blive et antiklimaks

Denne gang er det anderledes.

Når de fleste af stemmerne er talt op henad midnat tirsdag aften, ved vi formentlig fortsat ikke, hvem der bliver Danmarks næste statsminister.

Vi ved kun, med hvilken styrke de forskellige partier går ind i forhandlingerne om den brede regering, som angiveligt er målet for valgets to hovedpersoner, Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

På den måde bliver valgaftenen en videreførelse af valgkampen, hvor Frederiksen og Løkke skiftevis har rakt ud til hinanden og ført skræmmekampagne mod hinanden. Men hvor ingen af dem har gjort det rigtigt klart, hvad der egentlig er målet med den brede regering, de ønsker sig, ud over nogle temmelig bredt definerede reformer.

Hvad de to statsministerkandidater faktisk mener, der skal gøres, holder de for sig selv

Det var betegnende for valgkampen, at Lars Løkke Rasmussen blev vred, da Altinget og andre medier i valgkampens sidste uge begyndte at spørge ind til Moderaternes forslag om reform af pensionssystemet. Det var simpelt hen ikke en diskussion, der egnede sig til at blive taget i medierne blot fem dage før valget, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Han ville ikke bindes fast, hverken til konkret politik med ægte konsekvenser eller til en klar ideologisk markør på et så følsomt område som folkepensionen. Det er måske det bedste eksempel på, at midten for ham ikke er sted mellem politiske yderpunkter, men et sted nærmest hævet over politik.

Tilsvarende med Mette Frederiksens plan om at sende milliarder af lønkroner efter bestemte grupper af offentligt ansatte. Detaljerne egnede sig desværre ikke til politisk diskussion, lod hun forstå, da de skal findes i trepartsforhandlinger efter valget – altså i et rum hævet over politik.

Hvad de to statsministerkandidater faktisk mener, der skal gøres, holder de for sig selv, indtil de sidder overfor hinanden i et lukket rum, på et tidspunkt, hvor vælgerne ikke længere kan blande sig i processen.

Tre grunde til valg uden valgmuligheder

Der er tre oplagte grunde til, at vi er endt med et valg uden valgmuligheder.

Den første er blå bloks kollaps. Den anden – tæt forbundne grund – er Lars Løkkes held med at genopfinde sig selv som det nye balancepunkt i dansk politik.

Den tredje og lidt oversete grund er Mette Frederiksens manglende evne til at holde sammen på sit flertal igennem sine første tre år som statsminister. Lad os se nærmere på alle tre grunde. 

1.

Kollapset i blå blok

I den seneste måling fra Epinion står Venstre og Konservative til at få under 20 procent af stemmerne – tilsammen. Det er resultatet af Venstres langstrakte krise siden sidste valg og af Konservatives akutte krise, siden valget blev udskrevet.

De to partier har begge manglet en klar køreplan for valgkampen, som rækker ud over modstanden mod Mette Frederiksens lederskab. Ganske vist forsøgte K sig med en ambitiøs, klassisk borgerlig økonomisk plan, men den smuldrede, så snart den blev sat under pres af Mette Frederiksen og Inger Støjberg.

Begge partier blev taget på sengen, da Inger Støjberg tidligt på sommeren stiftede sit eget parti og straks stormede frem i målingerne.

I juli stod Danmarksdemokraterne til 20 mandater mod sølle 5 til Moderaterne, som i nogle målinger end ikke klarede sig over spærregrænsen. Derfor lignede Støjberg nøglepersonen for det borgerlige Danmark, og det førte til de akavede situationer, da både V og K på forhånd accepterede Støjberg som kommende minister, selv om de få måneder forinden havde erklæret hende uværdig til så meget som en plads i Folketinget.

I en valgkamp, hvor der er blevet kæmpet om midtbanen, lagde V og K sig tæt op ad de tre yderste højrepartier, og det har kostet dem dyrt.

Eller sagt på en anden måde: I forsøget på at skabe et troværdigt, samlet alternativ har den blå blok ufrivilligt udstillet, at den ikke udgør noget troværdigt, samlet alternativ.

2.

Løkkes held til at vinde midten

For Lars Løkke Rasmussen kunne vinden ikke have blæst i en mere fordelagtig retning.

Da Venstre og Konservative havde låst sig fast til Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, var banen fri for den fhv. statsminister til at kapre de borgerlige midtervælgere.

Han stod klar til at overtage de frustrerede vælgere fra både Venstre og Konservative. Men ikke nok med det: han har også opsamlet vælgere fra både Radikale og Socialdemokratiet. Det er måske dem, der finder den radikale udlændingepolitik for slap trods alt – og dem, der ikke bryder sig om Mette Frederiksens ledelsesstil.

Løkke har gjort det med et politisk projekt, der bærer præg af mange overskrifter og få konkreter. Undtagelsen er sundhedsområdet, hvor Lars Løkke Rasmussen er på hjemmebane, og hvor han har ført valgkamp på et par meget konkrete løfter: dels en såkaldt akutpakke, der indebærer en midlertidig suspendering af behandlingsgarantien, dels en større reform, der indebærer nedlæggelse af de fem regioner.