Anmeldelse af 

Adam Holm: Kendt demokratiforsker advarer mod populisterne

ANMELDELSE: Populisme er ikke gammel fascisme i nye gevandter, lyder det fra Mogens Herman Hansen, men han advarer imod populistiske forsøg på at underminere det liberale repræsentative demokrati. Der er grund til at være på vagt, lyder det i et opdateret skrift.

Mogens Herman Hansen advarer mod populistiske ledere som Ungarns Viktor Orbán i sin opdaterede bog om populisme "Hvordan forvrænger populismen demokratiet?".
Mogens Herman Hansen advarer mod populistiske ledere som Ungarns Viktor Orbán i sin opdaterede bog om populisme "Hvordan forvrænger populismen demokratiet?".Foto: Eric Vidal/Ritzau Scanpix/Reuters

Adam HolmAf Adam Holm
Ph.d. i historie og journalist

Konklusionen er allerede udtrykt i titlen på Mogens Herman Hansens nye bidrag til Informations serie 'Moderne Ideer'. Det er ikke et spørgsmål, om populisme forvrænger demokratiet, men hvordan.

Hermed er den anerkendte lektor emeritus, der på bogflappen med rette præsenteres som en af verdens førende kendere af oldgræsk historie og samfundsforhold, dybt inde i en kompleks politisk diskussion. Hvad er populisme, tidens måske mest forkætrede begreb, i grunden: en trussel mod demokratiet eller en kanariefugl i mineskakten, der advarer om elitens anti-folkelige udskridning?

Herman Hansen hælder til den første mulighed, mens eksempelvis journalisten og Ruslandskenderen Anna Libak i sit nylige skrift 'Forstå populismen!' (læs anmeldelse af Libaks bog her) lægger vægt på populister som en slags nutidige dissidenter.

Herman Hansen udsendte dette skrift i fjor, men som han skriver i sit korte forord, har nye begivenheder på den populistiske scene i Europa, nødvendiggjort en ajourført udgave. I lighed med eksempelvis den norske Europakender Simen Ekern, hvis bog 'Folket, det er meg' har været anmeldt i disse spalter, og Samuel Rachlins 'Folket og magten', er Herman Hansen af den opfattelse, at populismen har lidt for kraftig rygvind i disse år.

Hermans Hansens populisme
Herman Hansens slet skjulte uro over tidens ugunst får ham dog ikke til at rette bager for smed. Ikke alle, der udtrykker sig radikalt og yderligtgående, er populister, hverken på højre- eller venstrefløjen. Således er hverken græske Gyldent Daggry eller Folkepartiet Vort Slovakiet populister efter Hermans Hansens klassifikation, men henholdsvis nynazistisk og neofascistisk.

Populisme, ifølge Herman Hansen, er karakteriseret ved at optræde uvoldeligt og savne en egentlig ideologi. Han opregner en række europæiske partier, hovedsaligt til højre for midten, som indfanges af den definition, f.eks. Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne, Front National i Frankrig, Femstjernebevægelsen i Italien, FPÖ i Østrig, Partiet Lov og Retfærdighed i Polen og UKIP i Storbritannien.

Uden for en europæisk kontekst troner Donald Trump på populismens høje tinde, men det er dog hovedsaligt Europa, som er i kikkerten i Herman Hansens skrift.

Hvad skaber populismens fremdrift?
Ifølge forfatteren kan det koges ned til den voksende ulighed, især tendensen til, at de rige bliver stadigt rigere, mens den mindre formuende del af befolkningerne ikke oplever væsentlig social eller økonomisk velstandsstigning.

En anden væsentlig komponent udspringer af EU's forordning om arbejdskraftens frie bevægelighed og bagsiden af globaliseringen, nemlig indvandring og voksende kulturelle gnidninger. Det sidste fører til fremmedfjendskab og bliver hæmningsløst udnyttet af de populistiske politikere.

Man fornemmer på Herman Hansen, at den politiske modvilje imod eksempelvis flygtninge og indvandrere fra muslimske lande er en bedrøvelig affære, hvorimod han i nogen grad synes at kunne forstå populisternes krasse udfald imod skellet mellem besiddende og besiddelsesløse, for nu at udtrykke begrebsparret en anelse gammeldags.

Herman Hansen skriver: "Den stadig voksende kløft mellem rige og fattige er så alvorligt et problem, at tilhængerne af liberalt demokrati bliver nødt til at tage populisternes kritik alvorligt. Og hvis ikke de gør det, kan man formode, at populisterne vil komme til magten i flere andre europæiske stater".

Et vrængbillede af demokratiet 
Er populisterne de mest autentiske demokrater, de, som udfordrer elitens snævre interesser? Hvor eksempelvis Marine Le Pen flere gange har peget på sit parti og sig selv som udtryk for 'folkets røst', vil Herman Hansen betegne populisterne som et vrængbillede af demokratiet, jævnfør titlen.

Den fungerende magtdelingslære mellem lovgivende forsamling, forfatningsdomstol, regering og embedsapparat bliver af populisterne i Polen og Ungarn udsat for et gevaldigt pres.

De demokratiske institutioner bliver gradvist eroderet og en fremtrædende populist som Viktor Orbán taler højt om et 'illiberalt demokrati' og har stået i spidsen for en betydelig reducering af antallet af medlemmer af det nationale parlament.  

Populisterne bryder sig ifølge Herman Hansen ikke om pluralisme og nuancer. De vil ikke tillade, at grupper i samfundet, særligt migranter, får lov til at have egen religion og levevis.

I populisternes øjne er det flertydige farligt og skal derfor begrænses. På den led kommer populismen i konflikt med demokratiet som ideal og styreform. Det hører til et demokratis styrke, at fejlagtige beslutninger og magtmisbrug kan omgøres. Populisterne søger det modsatte.

Hvor er selvkritikken? 
Personligt har jeg stor veneration for Herman Hansens mangeårige arbejde med at formidle demokratiets oprindelige udformning og idé, og der er grund til at lytte til hans bekymring.

Eneste mangel i hans tekst – og her tilbyder Libak omvendt nogle bud – er mere grundige overvejelser om den politiske og administrative elites ufrivillige rolle i populismens fremvækst. Herman Hansens indsigt havde vundet ved at holde spejlet op mod sig selv – og os andre.

Mogens Herman Hansen: Hvordan forvrænger populismen demokratiet? 109 sider, Informations Forlag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Adam Holm

Journalist og studievært, Danmarks Radio, forfatter
ph.d. i historie (Københavns Uni. 2003)

0:000:00