Boganmeldelse: Anna Libak forstår populismen

ANMELDELSE: Populisterne er først og fremmest antiglobalister - og de er ikke problemet. Snarere er de symptom på en udvikling, der ikke kommer almenvældet til gavn. Og når vælgerne stemmer på dem, er det i mangel af bedre, skriver Anna Libak i ny bog, som her bliver anmeldt af Niels Jespersen.

Altingets vurdering: 5/6

Niels JespersenAf Niels Jespersen
Cand.mag. i historie og socialdemokratisk debattør 

I det velskrevne essay “Forstå Populismen!” forklarer Anna Libak koncist, hvordan det kan være, at de liberale demokratier, der blev ophøjet til historiens endemål, nu ligner verdens syge mænd.

Magtesløse ser vi til, mens vi bliver overhalet økonomisk af kinesere og udmanøvreret af Putin i Mellemøsten og Østeuropa. I stedet for at gøre noget ved det, er vi lammede af tvivl og i splid med os selv. De værdier og institutioner, der siden Anden Verdenskrig har stået som garanter for demokrati og kapitalisme, var slet ikke så overlegne og selvfølgelige, som vi gik og troede.

Finanskrise og flygtningekrise
Hvordan er det kommet dertil? Ifølge Libak er der to begivenheder, der for alvor har rystet de vestlige samfund.

Nemlig finanskrisen i 2008 og flygtningekrisen i 2015. Begge udstillede de nådesløst vores sårbarhed og elitens manglende vilje og evne til at tage de nødvendige forholdsregler. Den globale strøm af mennesker, varer og kapital har nemlig skabt velstand ud over enhver fatteevne, men det er en velstand, der er hamrende skævt fordelt.

Hvor de veluddannede og rige har hele verden som tag-selv-bord, så er det ikke helt så rosenrødt for arbejder- og middelklassen. De skal ikke alene slås med tab af indtægt og status, men også med en indvandring fra muslimske lande, der truer med at slå bunden ud af velfærdsstaten. Når de såkaldt populistiske partier får vælgersucces, så er det, fordi de, modsat de andre partier, tager vælgeres bekymringer alvorligt.

Antiglobalisterne
Libak giver nemlig ikke meget for den tyske politolog Jan-Werner Müllers ellers populære populisme-begreb, hvor populisme defineres som forsøget på at tage patent på folket. Den definition er nemlig både for bred og for smal, for enten er næsten alle partier populister, eller også er så godt som ingen.

Det som græske Syriza ifølge Libak har til fælles med Marine Le Pen, den italienske femstjernebevægelse og Alternative für Deutschland er, at de er skeptiske eller direkte modstandere af globaliseringen.

Når vælgerne stemmer på dem, så er det ikke, fordi de er specielt vilde med demagoger. Det er, fordi de ikke har andre steder at gå hen. De er hverken deplorables eller dumme, og at udskamme dem hjælper ikke. Det er globalismen som ideologi, der ikke dur:

“En vellykket globalisering forudsætter, at der ikke findes noget som et folk, der er givet til evig tid i kraft af sin særlige historie, religion og kultur. (...) Præcis derfor er populisme så velegnet til at gøre oprør mod globalisering: Dét folk, som den opkaster sig til at tale på vegne af, er en negation af selvsamme globalisering.”

Nationalkonservative hylder nationalstatens fjender
Anna Libak er cand.mag. i russisk samt sprogofficer i russisk, hvilket afsnittene om især Østeuropa og Rusland nyder godt af.

Hun påpeger det paradoksale i, at det er de nationalkonservative stemmer, der er mest glødende i deres beundring for den stærke mand i Kreml, når få statsledere må siges at have mindre respekt for nationalstaten end Putin.

Libak har nemlig god indsigt i, hvad der driver mænd som Putin, Trump og ungarnske Victor Orbán, og hvorfor vælgerne stemmer på dem. Det skal nok få nogle til at afskrive hendes bog som populist-apologi, men faktisk er hendes pointer den mest effektive modgift mod populisterne. Løs de problemer, der har skabt populisterne. Så går det væk af sig selv.

Overbevisende bog
“Forstå Populismen!” er velargumenteret og overbevisende, selv om afsnittet om identitetspolitik er noget letkøbt. Som venstrefløjser savner man også en anerkendelse af fagbevægelsens rolle, når det kommer til at sikre velstand og værdighed for flertallet.

Ikke desto mindre skal Libak have ros for, med et borgerligt udgangspunkt, at forholde sig kritisk til, hvordan den globale kapitalisme tjener de få på bekostning af de mange.

“Forstå Populismen!” understreger også endnu engang, hvilken katastrofal fejltagelse Berlingske begik ved ikke at gøre Libak til chefredaktør. Ja, undskyld jeg bringer det op, men nogen er nødt til at sige det igen. Hun er belæst, skarp og har vid og selvironi. Egenskaber, som både dansk borgerlighed og Berlingske burde være i besiddelse af, men i den grad mangler.

Libak i Venstre
Nu bliver det så partiet Venstre, der forhåbentlig får lov at omsætte Libaks mange talenter til praktisk politik, efter at hun i forrige uge annoncerede sit folketingskandidatur.

Det bliver interessant at følge, for i den forstand man kan tale om, at partiet Venstre har en ideologi, så er det vel netop den globalisme, Libak stiller sig skeptisk over for. Disruption og singularity.

Hvis der findes en skepsis over for teknologien og instrumentaliseringen af kulturen som redskab, så kommer den i hvert fald ikke fra statsministeren og slet ikke fra nummer to, Kristian Jensen.

Libak kritiserer den neoliberale konkurrencestat, der har til opgave at dressere sine borgere til at blive det mest effektive tænkelige arbejdskraft for virksomhederne. Den stemme mangler i blå blok, og hvis nogen kan sætte ord og analytisk kraft bag, så er det Libak.

Anna Libak: "Forstå populismen!", 190 sider, Gyldendal, er netop udkommet

Forrige artikel Anmeldelse af debat mellem Lykkeberg og Dragsted: Karl Marx kuldsejlede i den røde boble Anmeldelse af debat mellem Lykkeberg og Dragsted: Karl Marx kuldsejlede i den røde boble Næste artikel Adam Holm: Kendt demokratiforsker advarer mod populisterne Adam Holm: Kendt demokratiforsker advarer mod populisterne
Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

VIP-GÆST: Helle Thorning-Schmidt optrådte på sin første S-kongres, siden hun gik af som formand i 2015. Den tidligere statsminister bakkede op om sin arvtager, som dog blev formanet om at søge kompromisset for at undgå britiske tilstande.