Alle venter på regeringen i landbrugsforhandlingerne. Men regeringen venter på Venstre

I virkeligheden er det næppe heller skriftlige svar fra regeringens embedsmænd eller endnu en runde om bordet, hvor fødevareminister Rasmus Prehn (S) vil høre, hvad samtlige Folketingets partier tænker om de nyeste kvælstoftal fra Aarhus Universitet, der forventes at sætte skub i forhandlingerne.

Alle øjne på Venstre
Det er der til gengæld bred enighed om kan ske med det landbrugsudspil, som Venstre har varslet, kommer inden udgangen af maj.

For meget står og falder med det gamle kriseramte landbrugsparti Venstre.

Starter man lidt højstemt handler et af regeringens ”syv principper” for forhandlingerne om at skabe stabile rammer for landbruget sikret gennem et bredt flertal i Folketinget.

Det kunne sådan set godt ske uden Venstre, men det er nok tættere på teori, at Dansk Folkeparti eller Konservative skulle sikre den brede forankring ved at hoppe med i en rød landbrugsaftale med Enhedslisten og SF.

Regeringens udspil og retorik viser da også, at den vil gå langt for at berolige landbruget og få Venstre med.

Hos Socialdemokratiet føler man sig nemlig overbevist om, at det vil være bedst med et ”nationalt kompromis” på landbrugsområdet. Og hvis Venstres klimaordfører Tommy Ahlers og fødevareordfører Erling Bonnesen kan blive enige om et fælles udspil, så kan afstanden til Socialdemokratiet ikke være så stor.

Den åbne dørs politik
Alligevel er det med en vis nervøsitet man imødeser Venstres udspil.

Landbruget er historisk Venstres kerneland og alt normal logik tilsiger, at Venstre sikrer et forlig, der afspejler landbrugets interesser sådan som de ofte forstås hos den store interesseorganisation Landbrug & Fødevarer.

Men ikke meget følger normal politisk logik for tiden. Venstre er i knæ i meningsmålingerne og konkurrencen internt i blå blok så brutal, at intet kan tages for givet.

Hvad Venstre kommer med kan derfor hurtigt afgøre, hvilket manøvrerum, regeringen reelt har til at lave en bred aftale.

Og det er blevet bemærket, at Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund personligt har været forbi møderne om kvælstof og stillet spørgsmål. Kritik fra den kant kan gøre blodigt ondt på Venstre.

Det er ikke sikkert det hjælper på Venstre og andre selvbevidste partiers forhandlingsvilje, at regeringen insisterer på at holde døren åben for alle partier så lang tid som muligt.

Regeringen i midten
På substansen tyder alt på, at når de reelle forhandlinger begynder, så bliver de største knaster indsatsbehovet over for kvælstof og fordelingen af den nye landbrugsstøtte.

Egentlig er det alt sammen noget, der kommer fra EU, men det skal ”oversættes” til Danmark. Og her trækker de blå og røde partier i hver sin retning. Imens har regeringen i egen selvforståelse fundet midten.

Men at skulle stå i midten og give noget til hver side kan også blive en vanskelig øvelse. Her må regeringen alt andet lige på et tidspunkt favorisere en side. Eller åbne for pengekassen.

Hvor hverken støttepartierne eller de blå partier er tilfredse med kvælstofdelen i regeringens udspil er ingen til gengæld direkte imod klimadelen i udspillet.

For de blå partier handler den del mest om finansieringen, mens de røde partier vil have omsat udspillets mere luftige håb til ny teknologi til mere konkrete tiltag nu og her, og have regeringens ”reduktionspotentiale” på 7,1 millioner tons CO2e konverteret til et bindende mål. Sådan et mål skal aftalen nemlig ende ud med, hvis forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne skal overholdes.

Vanskelig opgave
Indtil nu har regeringen helt bevidst veget uden om ”konkurrencen om det højeste tal”, når det gælder reduktionsmål og udtag af lavbundsjorder. Man skal ikke have lov at komme til buffeten, uden man er med til at betale, kan logikken koges ned til.

Og her udestår stadig i regeringens øjne, om SF og Enhedslisten faktisk vil være med til at betale eller er mere interesseret i at sætte så høje tal som muligt for kvælstofindsatsen og udtag af lavbundsjorder.

Det kan sagtens være attraktivt med en ”klimakant” til regeringen. Men det er også en linje, der kan blive vanskelig at rumme i en aftale, hvor Venstre og flere af de blå partier indgår. Og støttepartier uden for en central grøn aftale kan give regeringen andre problemer.

Det er ikke sikkert det bliver nemt at ramme målet bare fordi tilløbet er langt.