Anne Sophie Callesen: Det er kollektiv afstraffelse uden mening at pause bistanden til Palæstina

Men selv ud fra en mere kynisk betragtning giver det ingen mening at bremse bistanden til Palæstina. For en stadig mere presset palæstinensisk civilbefolkning vil give Hamas de perfekte betingelser for at øge sin mobiliseringsbase.

For bevægelser som Hamas, Hizbollah, Det Muslimske Broderskab og Taleban er opskriften på radikaliseringen den samme, nemlig at operere blandt en civilbefolkning uden basale ydelser og håb for fremtiden.

Herefter overtager de mørke bevægelser statens rolle som udbydere af sociale ydelser, hvormed kimen er lagt til først økonomisk afhængighed og siden en radikalisering af civilbefolkningen.

Forværrer en desperat humanitær situation

Vejen til at bekæmpe Hamas er derfor ikke at bremse bistanden til de palæstinensiske områder.

Tværtimod vil der, som Josep Borrell udtalte, være behov for mere støtte i de kommende uger og måneder, hvor krigen må forventes at fortsætte og trække sine spor af død, ødelæggelse og had efter sig.

En standsning af udviklingsbistanden hjælper ingen, men vil forværre en i forvejen desperat humanitær situation, som kan risikere at blive endnu mere sprængfarlig.

Derfor er den danske regerings beslutning om at bremse udviklingsbistanden både forkert og uforståelig.

Processen var – mildest talt – uskøn og afslører, at unionen fortsat ikke evner at tale med én stemme under store, udenrigspolitiske kriser. 

Anne Sophie Callesen (R)
Kandidat til Europa-Parlamentet

Det siger sig selv, at EU og Danmark skal sikre sig, at udviklingsmidlerne ikke falder i hænderne på Hamas, hvorfor der skal være streng kontrol med brugen af dem. Det er der naturligvis også, for ellers ville midlerne være standset for længst.

Ingen i EU-systemet ønsker at finansiere en terrororganisation som Hamas. At EU har besluttet at foretage en ekstra kontrol er godt, men der er ingen grund til at sætte betalingerne på pause, som den danske regering har valgt at gøre.

Er EU’s reaktion så et eksempel til efterfølgelse?

Nej, for processen var – mildest talt – uskøn og afslører, at unionen fortsat ikke evner at tale med én stemme under store, udenrigspolitiske kriser.

Det koster indflydelse og mindsker EU’s mulighed for at spille en rolle som konfliktmægler mellem Israel og Palæstina, at vi end ikke selv ved, hvem der udtaler sig og med hvilket budskab. Men i spørgsmålet om bistanden til Palæstina valgte EU den humanistiske og kloge løsning fremfor automatreaktionen.

Må det tænde et håb om, at EU også i fremtiden vil træffe fælles beslutninger i udenrigspolitikken med både humanitære behov og langsigtede sikkerhedsinteresser som ledetråd.