Boganmeldelse: Demokratiets midtvejskrise

ANMELDELSE: David Runcimans "Sådan ender demokratiet" er en vigtig bog forfattet med en letflydende pen. Og så er den oversat og udgivet næsten samtidig med den engelske udgave. Sådan kan vi være helt med på vores eget sprog. Så gør det mindre, at den ikke er lige så god som Runcimans forrige bog.

Altingets vurdering: 5/6

Engang – og faktisk ikke for særlig længe siden – var betegnelsen demokrat lige så nedsættende, som ordet populist er i dag.

I dag bruger selv åbenlyse autokrater ordet demokrati om deres regime. Så kort kan demokratiets succes sættes på formel. Det er et begreb, selv dem, der ikke hylder det i praksis, må bruge for at kaste et skær af legitimitet over sig selv.

Det var også derfor, Francis Fukuyama kom frem til, at den politiske idékamp om, hvilken styreform der var bedst, var slut. Men siden Donald Trump blev præsident, og briterne stemte sig ud af EU – og siden Rusland ikke banede sig vej frem til ægte demokratiske tilstande, men kørte fast i en blanding af postmoderne stærkmandsstyre, overvågningsstat og korruption, og centraleuropæiske lande som Polen og Ungarn begyndte at underminere de liberale søjler i deres nye demokratier – er stemningen af historiens afslutning ligesom forduftet.

Demokratiers sammenbrud
Sådan er krisebevidstheden hos politiske tænkere og tænksomme politikere i dag vidt udbredt. Men spørgsmålet er, om vi egentlig ved, hvad det vil sige, at et moderne demokrati kan bryde sammen. Hvornår demokratierne bare forandrer og fornyer sig – som de har gjort mange gange før – og hvornår forandringen er et moment i et decideret sammenbrud.

Det har den britiske professor i idéhistorie, essayist, podcastvært David Runciman skrevet bogen "Sådan ender demokratiet" om. Har man læst hans forrige bog, "The Confidence Trap" (2013), vil man genkende såvel hans letflydende sproglige stil som den gennemgående tanke: at demokratiet har overlevet og overvundet mange kriser før, og netop derfor er vi måske blevet for forvænte, dovne og blinde til i tide at få greb om den krise, der bliver den, demokratiet ikke overlever.

Og hvis der klinger en lidt skuffet tone ind i denne anmeldelse, er det, fordi "Sådan ender demokratiet" ikke er en lige så god bog som "The Confidence Trap", der i mine øjne er tæt på et mesterværk. Det er uretfærdigt, egentlig, for "Sådan ender demokratiet" er en vigtig bog.

Faktisk er titlen på Runcimans bog lidt misvisende. Han er langt mindre alarmistisk end for eksempel Ziblatt og Levitsky, som tidligere på året udgav den næsten enslydende titel "How Democracies Die", som min chefredaktør, Jakob Nielsen, anmeldte. Runciman mener ikke, demokratiets sammenbrud er nært forestående. Til gengæld mener han, at det vil ske på et eller andet tidspunkt. Demokratiet er ikke i den terminale fase, bare i en midtvejskrise, som Runciman kalder det med et diabolsk glimt i øjet – for det betyder jo, at det dør på et tidspunkt.

I det hele taget er Runcimans kritiske ærinde at tilbagevise 'tilbagefaldstesen', altså at demokratier, der går i opløsning, falder tilbage til et fascistisk regimente. En analyse, historikeren Timothy Snyder har præsteret i sin bog fra sidste år ("On Tyranny"), og som helt aktuelt er gentaget i Madeleine Albrights "Fascisme", der også er kommet på dansk.

Men ikke alene er de demokratiske institutioner langt stærkere, end de var i mellemkrigstiden. Vi er mange gange rigere, end de vestlige samfund var i 1930'erne, og så er vores samfund befolket af ældre mennesker, og de er ikke tilbøjelige til at løse deres politiske problemer med at gribe til våben. ”Politisk vold er noget for unge mænd,” som Runciman skriver. I stedet advarer han imod, at vi ikke ser den reelle krise, fordi vores kritiske sans stadig er defineret af Anden Verdenskrig. Det tror jeg, er en rigtig pointe.

Den reelle krise
Så hvad kan den reelle krise være? Forvitring og stivnede systemer, der langsomt mister evnen til selvkorrektion, illiberale ledere, der centraliserer magten. Big tech, der gør os mere til forbrugere end borgere, og som samtidig tilraner sig en magt, politikerne ikke vil kunne modstå i længden. Det er faldgruber, andre også har udpeget. Men Runcimans stærke pointe er, at det er opløsningstendenser, der kan virke, selvom demokratiet på overfladen stadig gælder som styreform. Det er ifølge Runciman det, der sker i Polen, Ungarn, Indien, Venezuela og Tyrkiet.

“Mens folk venter på, at det egentlige kup viser sig, har det trinvise kup måske allerede været i gang længe.”

Har man læst "The Confindence Trap" ved man, at Runciman er meget påvirket af den franske forfatter og diplomat Alexis de Tocqueville og hans bog om "Demokratiet i Amerika". For Tocqueville lå den store fare for demokratiet i, at folk med tiden ville bortøde den autonomi og det ansvar for eget liv og levned, som demokratiet havde som sit udgangspunkt, og i stedet nøjes med at stemme den næste administrator ind.

Blød eller administrativ despotisme kaldte han det. Og Runciman synes at være enig i, at det, demokratiet har brug for, er mere inddragelse af borgerne i de politiske processer. Noget, han især ser, digital teknologi kan bruges til. Men det kræver, som han skriver, at nogen vil “gøre det hårde arbejde med at generobre den digitale teknologis kræfter til brug for den demokratiske politik”.

Runciman har ikke en snæver definition af demokrati, men taler om demokrati både som et sæt af institutioner og som samfund. Det er en generalisering, der tillader ham at se ting, man overser med mere håndfaste definitioner, men som også gør ham mindre opmærksom på andre ting.

For eksempel at meget af den frustration – også kaldet populisme – der præger de demokratiske samfund, har meget at gøre med, at det, der driver samfundsudviklingen er globale kræfter, som de nationalstatslige demokratier kun svært kan gøre noget ved. Her virker forslaget om mere direkte demokrati ikke som et indlysende eller realistisk svar.

Den store krise for demokratiet er, at mens vores problemer er globale, lader det til, at den øverste tærskel for demokrati er nationalstaten. Dermed hjemsøges overnationale svar konstant af problemer med demokratisk legitimitet, mens de nationale demokratier plages af manglende politisk kompetence. Det kunne jeg godt have tænkt mig, at Runciman gjorde et større nummer ud af.

Det er Informations Forlag, der har udgivet Runcimans bog, og selve udgivelsen repræsenterer en ny strategi, som jeg hilser meget velkommen. For den danske version kommer stort set samtidig med den engelsksprogede udgivelse. Vi skal således ikke vente, sådan som vi ellers plejer, måneder og år på en oversættelse, eller bare læse den på engelsk for at være med. Det er en vigtig bedrift af forlaget. For selvom markedet for idéer er globalt med engelsk som lingua franca, er det vigtigt, at vi kan være med helt fremme på vores eget sprog. Runcimans bog får fem Altinget-A’er. Fire til bogen og ét til forlaget.

David Runciman: Sådan ender demokratiet, 288 sider, Informations Forlag, 279,95

Forrige artikel Ny bog løfter ensidig dataetisk pegefinger Ny bog løfter ensidig dataetisk pegefinger Næste artikel Anmeldelse: Tempofyldt debat satte fingeren på økonomernes ømme punkt Anmeldelse: Tempofyldt debat satte fingeren på økonomernes ømme punkt
Første S-ligestillingsminister i 18 år vil rense lovgivningen for diskrimination: Måtte selv springe ud i en

Første S-ligestillingsminister i 18 år vil rense lovgivningen for diskrimination: Måtte selv springe ud i en "totalt mandshørmende arbejdskultur"

LIGESTILLING: Mogens Jensen (S) vil som ny ligestillingsminister tage aktive lovinitiativer for at sikre, at ingen i Danmark bliver diskrimineret på baggrund af sin seksualitet, etnicitet eller kønsidentitet. Men det er for tidligt at sige, hvilke lovforslag regeringen vil fremsætte. Først i 2021 har regeringen planer om at sætte ind over for diskrimination af nydanske LGBT-personer.