Boganmeldelse: Storbyen bliver forsvaret med næb og klør - men uden nuancer

For mange, som arbejder med de to store udfordringer, som denne bog handler om – urbanisering og bæredygtig omstilling, er det et område fyldt med dilemmaer, konflikter og ambivalenser.

Hvordan håndterer man i praksis, at det ofte er svært – måske næsten umuligt – at finde løsninger, der skaber omfattende forandring på lang sigt, uden at de umiddelbare følgevirkninger bliver så store nu og her, at ingen politiker med respekt for sit mandat vil foreslå dem?

Hvad gør vi ved, at bæredygtighed er så bredt et begreb, at det i sig selv præsenterer en række dilemmaer alene i konflikten mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige sider af sagen?

For ikke at tale om de kulturelle og demokratiske? Og hvad med urbaniseringen; er den et nærmest naturgivent vilkår – ’et resultat af en naturlig udvikling’ – eller har den rod i et politisk-økonomisk system, som vi faktisk kunne ændre på, hvis vi ville?

Den slags diskussioner finder man ikke i Simon Kjær Hansens ’Et forsvar for storbyen’.

Hverken analyse eller undersøgelse

Forfatteren skærer i stedet igennem dilemmaer, konflikter og ambivalenser og tilbyder et columbusæg af en løsning, som ligger lige for (hvis man er forfatteren): Gør som jeg.

I det aktuelle tilfælde vil det sige at bo med kone, tre børn og en hund på 150 kvm centralt på Frederiksberg, hvilket forfatteren selv deklarerer på bogens side otte.

I det aktuelle tilfælde vil det sige at bo med kone, tre børn og en hund på 150 kvm centralt på Frederiksberg, hvilket forfatteren selv deklarerer på bogens side otte. Af forskellige årsager er det ikke en mulighed for os alle

Jesper Pagh
Stadsarkitekt i Rødovre Kommune

Af forskellige årsager er det ikke en mulighed for os alle, men hvad vi så skal gøre, er blot én af de ting, vi ikke bliver oplyst om i løbet af bogens godt 200 sider.

Bogens titel skal tages for pålydende. Den er ’et forsvar for storbyen’. Ikke en analyse, en undersøgelse eller en kritik – men et forsvar.

Storbyen i denne sammenhæng er København. Eller rettere er det Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune (hvor forfatteren jo selv bor).

Dermed også villabyerne i Brønshøj, Vanløse og Valby, men ikke for eksempel tæt befolkede kvarterer i omegnskommunerne.

I faglitteraturen betragter man oftest storbyer som byområder og undersøger dem som dele af systemer med andre storbyer og deres oplande og regioner, uden hvilke de ikke kan forstås (eller eksistere).

Hos Simon Kjær Hansen er det kommunegrænsen fra 1901 (med en – må man formode noget vrangvillig – indlemmelse af Frederiksberg), der sætter grænser for storbyens udbredelse, og dermed for hvad der skal forsvares.

De rige byboeres forbrug

Forsvaret bliver den så til gengæld, storbyen. Med en skønsom blanding af stråmænd, parodier og håndplukkede statistikker og følgeslutninger, argumenterer Simon Kjær Hansen for, at netop den måde, København i de seneste 25 år har udviklet sig på, er løsningen på vores alles bæredygtige fremtid – om vi vil det eller ej.

Trods befolkningens stadige vækst har der nemlig igennem en årrække faktisk været nettofraflytning. Som alle andre ved Simon Kjær Hansen ikke, hvad der får den eller de enkelte til at flytte fra det ene sted til det andet, men i modsætning til de fleste andre, holder det ham ikke tilbage fra at konkludere, at flere og flere ønsker at bo i storbyen.

Og eftersom det allerede på bogens forside annonceres at ’tæt, højt og fælles er vejen til bæredygtighed i det 21. århundrede’, er forsvaret allerede på plads: Drømmen om at bo på landet med fællesspisning og delebiler, jord under neglene, økonomisk overskud og tid til at tage sig af hinanden, er muligvis hyggelig, men det er inde i byen, den virkelige bæredygtighed findes.

Når der findes eksempler på, at en fælles hverdag i den pastorale idyl faktisk præsterer bedre på for eksempel CO2-udledning end den individuelle, urbane livsstil med hurtige Christiania-cykler, skovbørnehaver og naturvin, skyldes det ifølge forfatteren ganske enkelt, at beboerne i de givne eksempler på ’økofællesskaber’ er fattige og dermed ikke har mulighed for at forbruge som de rige i byerne.

Et unuanceret forsvar

Her ville en kritisk læser måske spørge, om de rige i byerne er blevet rige af at bo i byerne, eller om de rige bor i byerne, fordi det kun er dem, der har råd til det, og også dét kan man finde svar på i Simon Kjær Hansens bog.

Det er nemlig de fattige selv, som sammen med naturromantikere og en blandet flok af kritiske intellektuelle er skyld i, at det går, som det går, og at der ikke bliver bygget mere, hvilket ifølge forfatteren ville føre til billigere boliger.

Nå ja, så er der et stort flertal af Københavns Kommunes borgere, som er imod nogle af de konkrete resultater af den førte bypolitik, men det er et eksempel på falsk bevidsthed, forklarer forfatteren. Folk ved simpelthen ikke, hvad der er bedst for dem selv; hverken på kort eller på lang sigt.

’Et forsvar for storbyen’ er velskrevet, velredigeret og velorganiseret og lever til fulde op til sine ambitioner om at forsvare storbyen.

Det gøres med næb og klør, og uden smålig skelen til nuancer, alternative analyser eller betydningen af eget ståsted – fuldstændig som det ofte er tilfældet hos mange af de, bogen er tænkt til at forsvare storbyen imod.