Brev fra min ven i Moskva: ”Jeg synes bare, at demokrati er lidt gammeldags”  

Men efterhånden ligner Putin ikke nogen klar vinder længere.

Jeg synes bare, at ”demokrati” er et lidt gammeldags koncept, der først og fremmest tjener elitens interesser

Anonym russer

Og da en russisk lejehær for nylig indtog byen Rostov og begyndte at marchere mod Moskva, blev det hele så absurd, at min ven begyndte at skrive igen:

”Nogle russere var på vej til at erobre Moskva, nogle tjetjenere drog ud for at redde russerne fra russerne, og belarusserne løste det hele,” opsummerede han, da den truende borgerkrig var afværget. 

Det er den sarkasme og galgenhumor, jeg har lært at sætte pris på hos min russiske ven, som jeg har skrevet med siden krigens begyndelse.

Hans navn holder jeg for mig selv, men der er tale om en højtuddannet russer, som både har rejst og boet i Vesteuropa. Og gennem halvandet år er han blevet en af mine vigtigste kilder til at forstå en krig, der på mange måder er meningsløs.

Russerne så opgør som underholdning

Jeg har for længst indset, at vi ser meget forskelligt på krigen i Ukraine. Selv om vi begge ønsker, at den stopper, har min russiske ven temmelig stor forståelse for det russiske synspunkt om, at Ukraine ikke er et rigtigt land. Desuden ser han krigen som et stormagtspil, hvor kun USA og Rusland har noget at sige.

På samme måde er hans syn på opgøret mellem Putin og Prigozjin præget af en stor portion kynisme. Han sendte mig et billede af indbyggere i byen Rostov, som jublende tog imod lejesoldaterne fra Wagner-gruppen.

 ”Folk i Rostov var meget begejstrede for den usædvanlige og gratis underholdning. De tog aktivt del i festlighederne og tog selfies med krigere fra Wagner-gruppen. De opfattede Wagner-offensiven som et angreb på de oligarker, der sidder på magten,” skrev han.

”Resten af Rusland købte popcorn og gjorde klar til at følge eventen online på nettet. Til sidst blev der i kulissen lavet en lokumsaftale, som kom begge parter til gode, og så stoppede forestillingen.”

 

Alle med en smule militær indsigt ved, at det er umuligt at indtage Moskva fra syd

Anonym russer

Hans beskrivelse af det dramatiske opgør lyder mest, som om det hele er et skuespil. Men sådan skal man faktisk ikke forstå det.

”Vi har et ordsprog i Rusland: Slå hårdt ned på dine egne, så andre bliver bange for dig. Logikken er, at hvis du gør grusomme ting ved dit eget folk, så må guderne vide, hvad du er parat til at gøre ved andre,” skrev min ven.

”Faktum er at Prigozjin, ejeren af Wagner-gruppen, selv er noget af en oligark, og at han åbenlyst tager nogle chancer for at pleje sine egne interesser,” skrev han.

Så altså: der var tale om en reel magtkamp mellem oligarker. Omvendt var min ven aldrig bekymret for, om oprørerne skulle bringe borgerkrigen til Moskva.

”Alle med en smule militær indsigt ved, at det er umuligt at indtage Moskva fra syd – altså via hovedvejen fra Rostov. Det skyldes den brede og strømfulde flod Oka, der ligger 150 kilometer fra Moskva. Hvis man sprænger nogle broer i luften, er vejen helt afskåret. Den eneste vej til Moskva går via Smolensk, som både Napoleon og Hitler benyttede.”

Jeg forsøgte at brede samtalen lidt ud og fortalte ham om en bog, jeg netop har læst, og som handler om Putins mangeårige spindoktor, Vladislav Surkov.

Bogen hedder ’Troldmanden fra Kreml’, og en af dens pointer er, at det politiske spil i Rusland er mere uforudsigeligt og mere brutalt end andre steder. Men den tese køber min russiske ven ikke.

”Jeg kan ikke se, at Rusland skulle være særlig unik i den henseende. Magtkampen i Rusland er ikke så anderledes end den er og altid har været i alle mulige andre lande. Der sker mange besynderlige ting i hele verden. Bare tænk på Trump-tilhængernes angreb på Kongressen,” skrev han og tilføjede:

”Men okay, lige nu og her skiller Rusland sig ud sammenlignet med det gennemsnitlige vestlige land.”

 

Guderne må vide, hvornår vi kan leve i fred igen

Anonym russer

Jeg forsøgte at pege på, at de fleste vestlige demokratier – Trump eller ej – er en del mere forudsigelige end Rusland, blandt andet fordi de fleste opgør foregår i åbenhed. Og at den måske mest afgørende forskel er den fredelige overdragelse af magten.

Det førte til et længere svar og til en debat om demokratiets væsen.

”I mine øjne er den største forskel på vestlige lande (demokratier er stadig et meget uklart begreb for mig), at erhvervslivet og almindelige menneskers liv fungerer ret uafhængigt af landets leder. Der er mange faktorer, som understøtter det – heriblandt den fredelige overdragelse af magten,” skrev han.

”Jeg ville bedømme et system på, om flertallet af de mennesker, der bor på dets territorium, er tilfredse. Hvis de har det fint, så lad dem nyde livet, uanset om det kaldes demokrati, autokrati eller noget helt tredje.”

 

Her anførte jeg, at den bedste måde at afgøre, om befolkningen er tilfreds, må være frie valg. Ellers skal man jo anvende vold, hver gang en leder skal skiftes ud.

”Åbenhed og frie valg er fint, men det er ikke et endemål; det er et middel. Hvis du konstaterer fuld åbenhed om, at folk i USA og Europa bliver fattigere, fordi afstanden mellem rig og fattig vokser, så er åbenhed jo en ringe trøst,” skrev han.

Vesten er ved at kvæles i ulighed

”Helt ærligt: Når folk i Europa og USA i dag er markant rigere end for 100 år siden, så skyldes det ikke demokrati, men at big business og de mest velhavende mennesker i verden besluttede at skabe denne illusion af ”et fair system” som et svar på de udfordrende eksperimenter, der foregik i Sovjetunionen.”

Han fortsatte:

”Sovjetunionen er væk, og der er ikke længere nogen reel trussel mod kapitalismen, og derfor vil velstanden i den demokratiske verden desværre gradvis forværres – se bare, hvad der sker i Frankrig, hvis du vil have et aktuelt eksempel.” 

Min ven henviste til en bog af den serbisk-amerikanske økonom Branko Milanovic, som skelner mellem den demokratiske kapitalisme (USA) og den autokratiske kapitalisme (Kina). Milanovic tegner en dystopisk fremtid for den demokratiske kapitalisme, fordi den ikke har nogen værktøjer til at tøjle uligheden.

”Skal vi vælge den amerikanske eller den kinesiske model? Jeg har det dobbelt med USA. Jeg kan lide det, fordi de afgjort sætter deres egne interesser over alt andet og benytter ”demokratiske værdier” og militær magt til at undertrykke enhver modstand mod dem i hele verden. Jeg kan ikke lide det, fordi vi lige for tiden ikke er så gode venner. Sådan ser det altså ud for mig.”

 

Min vens betagelse af USA handler altså ikke så meget om åbenhed, demokrati, eller ytringsfrihed – men om at landet tør bruge sine muskler.  

”Jeg synes bare, at ”demokrati” er et lidt gammeldags koncept, der først og fremmest tjener elitens interesser og svigter almindelige mennesker. Ja, for små lande er det et godt koncept. Det skaber struktur og giver folk indtryk af, at de selv kan gøre en forskel. Det er ideelt for visse europæiske lande. Så lad dem spille spillet,” skrev han.

Vestens ulidelige hykleri  

Jeg forsøgte igen at forsvare demokratiet en smule.

Ja, der er masser af problemer og en hel del hykleri, men det er jo ikke noget godt argument for at droppe kampen for frihed og forsvaret for menneskerettighederne.

”Jeg er selvfølgelig enig i, at man skal forsvare menneskerettighederne og have frie valg,” svarede han.  

”Men hør her: For at fremme "demokrati" over hele kloden besluttede de vestlige lande (eller den korrupte elite af dem) at påtvinge andre deres "værdier" globalt ved at underminere de nationale interesser i flertallet af lande gennem "naturlige" globaliseringsprocesser, der blev anbefalet af "internationale institutioner", som var opfundet, drevet og styret netop af de vestlige lande selv. Jeg forstår godt, at de (stadig alt for mange) mindst udviklede lande i verden finder det en smule stødende.”

Sovjetunionen er væk, og der er ikke længere nogen reel trussel mod kapitalismen, og derfor vil velstanden i den demokratiske verden desværre gradvis forværres

Anonym russer

Han linkede til en video på YouTube, hvor Kenyas præsident diskuterer med Frankrigs præsident Macron og påpeger ubalancen i de globale institutioner.

”Forstå mig ret: Jeg påstår på ingen måde, ar alt er godt i Rusland, og at vi ikke har brug for at forandre os. Vi har været igennem grundlæggende forandringer de seneste 30 år, og processen er langt fra slut. Først troede vi, at vi skulle være et andet demokratisk USA og have kapitalisme (vi gjorde vores bedste for at kopiere dem). Hvad der opstod i stedet, er et nyt fænomen, som er svært at forstå – både for os selv og for folk udefra,” skrev han.

Folk længes efter fred

Vores snak var begyndt at køre i ring. Jeg spurgte, om han egentlig har noget håb?

”Guderne må vide, hvornår vi kan leve i fred igen,” svarede han.

”Jeg tror, almindelige mennesker længes efter fred. Dem, der er besat af krig (på begge sider) fortsætter med at kæmpe”.