Breve fra min ven i Moskva: “Du kan ikke forstå vores logik. For der er ikke nogen logik!”

Da krisen mellem Rusland og Ukraine begyndte at spidse til, skrev jeg til min ven i Moskva. Han svarede straks.

"Tak for din venlige hilsen og sympati. Jeg er også ked af den militære optrapning," skrev han.

I den følgende uge har vi udvekslet tusindvis af ord. Forsøgt at forstå, hvordan konflikten – og i de seneste dage: krigen – bliver opfattet i den modsatte lejr.

Det har været berigende og sågar morsomt. Til tider har det også været rørende.

Hvis jeg skal forklare dig vores virkelighed, så lad mig sige, at de fleste russere er temmelig ligeglade med det hele

Russisk borger

"Meget, meget trist, Frustrerende og forbløffende," skrev min ven den morgen, hvor Rusland havde invaderet Ukraine.

Men det har også været chokerende. Som da min ven lørdag aften overtog Putins sprogbrug og kaldte de ukrainske soldater for nazister. Eller som da han forudsagde, at hele Europa – også Danmark – snart vil orientere sig mod Putin som kontinentets leder. 

Mest af alt har det været en øjenåbner. En påmindelse om, at vores egen forståelse af verden er præget af de historier, vi fortæller hinanden, og om at selv moderate, begavede og veluddannede mennesker godt kan se verden med helt andre – åbne – øjne.

De fleste russere er ligeglade

"Livet i Moskva er fint – som i ethvert andet land," skrev min ven i en af sine første beskeder.

Jeg bringer ikke hans navn, men han er en højt uddannet russer, der har tilbragt stort set hele sit liv i Moskva, men som også har boet i Vesteuropa og besøgt Danmark. Derfor var han bekymret for udviklingen, allerede inden krigen begyndte.

"Forholdene bliver generelt værre. Corona og de militære spændinger gør, at jeg føler, at vi er ved at blive separeret fra resten af verden," skrev han.

"Hvis jeg skal forklare dig vores virkelighed, så lad mig sige, at de fleste russere er temmelig ligeglade med det hele. De rige, som bor i Moskva, fester hele tiden i eksklusive klubber, og de fattige, som bor i det andet Rusland (uden for Moskva) kæmper for at overleve, og deres største bekymring er at tjene til dagen og vejen. Ukraine føles rigtig langt væk for os alle, og Vesten er som en anden planet."

Vodka er stadig den vigtigste vane

Men ifølge min ven nyder den russiske præsident, Vladimir Putin, opbakning fra både toppen og bunden af samfundet:

"Paradokset er, at de rige og de fattige begge mener, at Putin er det bedste for Rusland. De rige er glade for de nemme penge fra korruption. De fattige kan godt lide Putins styrke, som viser Vesten, at vi er betydningsfulde. De fattige vil hellere bekæmpe Amerika end deres egen fattigdom," skrev han.

Og han demonstrerede så den russiske sarkasme, jeg har lært at kende og holde af:

"Så de rige rejser jævnligt til Italien, Storbritannien og USA for at "koordinere" de fattiges kamp mod Vesten fra deres paladser. Og ja, vodka er stadig den vigtigste vane for os alle."

Hvad betyder sandheden

Jeg forsøgte at få ham til at forklare, om russerne virkelig tror på de løgne, som Putin og den russiske regering har spredt gennem den seneste uge.

"Begrebet 'sandhed' er ikke særligt vigtigt i Rusland," svarede han.

"Russerne tror på Gud, på tsaren (og Putin ligner en ret perfekt en af slagsen) og på nogle fælles, traditionelle værdier. Som for eksempel at vi er Guds foretrukne land, men at barske betingelser er en naturlig del af vores liv, og at alle fremmede er fjender; medmindre de kommer som gæster, for så skal de modtages med gæstfrihed."

Mange af os tænker, at alle oligarker i verden er medlemmer af en hemmelig klub, som styrer verden

Russisk borger

Han tilføjede, at de fleste russere ikke ved så meget om verden udenfor Rusland.

"Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at Rusland altid på en måde har været afkoblet fra resten af verden. Det er et enormt land, og bare det at rejse inden for landets grænser er en stor overvindelse. Jeg vil tro, at jeg selv har set mindre end fem procent af mit eget land. At rejse uden for Ruslands grænser er en endnu større overvindelse. Ja, mange russere tilbringer ferier i Tyrkiet, Italien og Spanien eller besøger USA, men det er stadig et mindretal. Jeg vil tro, at syv procent af russerne har været i udlandet," skrev han.

"Min pointe er, at russerne ved for lidt om andre lande, så de kan ikke sammenligne deres egen situation med andres."

Sandheden skifter hele tiden

Af samme grund ser de fleste russere ingen grund til at tro mere på Vestens ledere end på deres egne.

"De stoler ikke på dem, nøjagtig som de heller ikke stoler på deres egne politikere. De fleste stoler kun på deres familiemedlemmer, nære venner og naboer," forklarede han.

Sarkastisk tilføjede han:

"Hvilken sandhed skulle russerne også kunne få fra andre lande, når vi nu er sikre på, vi er de bedste?"

"Det er også vigtigt, at vi er vant til at ændre opfattelse af sandt og falsk en gang imellem. Efter revolutionen i 1917 betragtede vi den russiske Tsar som fuld af løgn. Efter 1991 fandt vi en ny sandhed. Vi begyndte at betragte Sovjet-tiden som fuld af løgn. Nu, med Putin ved magten, betragter vi Boris Jeltsin som en løgner. Hvad får dig til at tro, at der skulle være plads til at tro på, hvad vestlige ledere siger," spurgte han.

Sandheden om denne krig vil også skifte:

"Uanset hvad der foregår i Rusland i dag, så vil det blive betragtet som vanvittigt og ulovligt af nye russere om 50 års tid."

Vi frygter ingen

Stalintidens forbrydelser – og før det tsarens – medfører også, at russerne ikke er bange for udlændinge.

"Ingen har gjort os mere ondt end vores egne. Om vi så skal kæmpe mod hele verden, så gør vi det – desværre."

Til gengæld bærer mange russere rundt på et stort selvhad, der dukker op, når de forlader hjemlandet, forklarede han.

"Når russere flytter til udlandet for at bo, skifter deres verdenssyn 100 procent. De begynder at hade Rusland, at foragte alle deres gamle venner, landets ledere osv. Når de er i udlandet, bryder russere sig ikke så meget om andre russere," skrev han.

"Alt i alt, Jakob, så er vi et meget mærkeligt land. Du kan ikke forstå vores logik. Hvorfor? Fordi der ikke er nogen logik. Så begrebet "sandhed" er helt udelukket for os."

Sanktioner betyder ikke meget

Mens vi skrev, begyndte Vesten at true med voldsomme sanktioner, hvis Rusland rent faktisk ville angribe Ukraine. Ifølge min ven var det ikke noget, der holdt folk vågne i Moskva. Heller ikke da det russiske aktieindeks oplevede voldsomme fald i ugens begyndelse.

"Aktiemarkedet er desværre hverken en kilde til finansiering af russiske virksomheder eller et mål for investeringer. Vores økonomi er baseret på banker, og de har det foreløbigt fint. Valutaudsving er vi også vant til. Ofte på grund af vores egen politik. Ikke eksterne stød. Jeg siger ikke, at Rusland er immun overfor sanktioner, men jeg tror bare ikke, man skal overdrive deres betydning."

Han undrede sig også over flere vestlige lederes forsøg på at skræmme udenrigsminister Lavrov med sanktioner.

"Uanset hvad, så kan du ikke skræmme en person, som er meget mere bange for det uigennemskuelige net af kontroversielle nationale interesser – og for præsidenten. Og ultimativt kan du ikke skræmme Putin overhovedet."

Til gengæld undrede han sig over, at Vesten ikke greb ind mod russisk hvidvask af penge i Vesten.

"Russerne ved godt, at hele vores elite, som elsker at slås med Vesten, samtidig har købt fast ejendom i Europa og USA, og at de har parkeret milliarder af dollars og deres familier der. Derfor ligner hele opgøret med Vesten bare et spil, fordi Vesten jo tydeligvis accepterer den opførsel fra vores rigeste landsmænd," skrev han.

Det var nogle dage før, EU og USA i weekenden annoncerede nye og barskere sanktioner mod russiske banker og rigmænd.

"Mange af os tænker, at alle oligarker i verden er medlemmer af en hemmelig klub, som styrer verden og udelukkende bekymrer sig om deres egne interesser. Krige og forhandlinger er bare skuespil for folket," forklarede han.

Om han egentlig også selv ser verden på den måde, lod han stå lidt åbent.

Alle i Rusland er i skidt humør og meget skuffede over den aktuelle udvikling

Russisk borger

"Der findes ikke nogen nem løsning. Hvis man lægger mere pres på de russiske penge i Vesten, vil de rige russere flytte østpå. Men i det mindste vil det være lidt mere ærligt fra Vestens side. At sidde på de russiske penge og samtidig belære Rusland om, hvad det skal gøre, det er ikke særlig overbevisende," skrev han.

Onsdag morgen vågnede Europa op til en ny krig på kontinentet. Og jeg vågnede op til en besked fra min russiske ven:

"Meget, meget trist", skrev han.

"Ikke megen støtte til det radikale træk. Frustration og forbløffelse."

Han var tydeligvis både chokeret og overrasket. Den dag var vi helt på linje.

"Jeg forstår det heller ikke," skrev han.

"Selv hvis Rusland ignorerer de samlede vestlige fordømmelser, så er det her alt for omkostningsfyldt for os. Økonomisk krise, spændinger internt i landet, hvor mange er imod krigen – og døde landsmænd."

Han håbede, at det ville være hurtigt overstået. At den ukrainske regering ville falde, så soldaterne kunne trækkes hjem.

"Det her handler ikke om Ukraine, men mere om at sende et signal til USA om at trække sig væk fra den russiske grænse. Putin har aldrig behandlet Ukraine som et rigtigt, selvstændigt land. Han regner det for endnu et Belarus. Men så så han provestlige marionetter, som han kalder dem, og besluttede sig for at smide dem ud af Ukraine i et drastisk træk for at rense nabolandene for lugten af USA."

Måske. Men analysen viser, at min ven, måske ligesom Putin, kraftigt havde undervurderet ukrainernes vilje og evne til at gøre modstand. Det blev ikke nogen lynkrig på et par døgn.

Skæbnen er bestemt

Efter nogle dage skrev jeg til min ven og spurgte, hvad han tænkte om Ukraines præsident Zelenskij, som i Vesten havde opnået heltestatus. Og som tydeligvis beherskede sociale medier langt bedre end sin russiske modstander.

"Zelenskij ser også virkelig godt ud her," svarede han.

"Han forlod ikke landet, men bliver i centrum af Kyiv og forsøger at organisere modstanden. Han bliver hørt i Moskva. Men hans skæbne er selvsagt forudbestemt. Styrkeforholdet er usammenligneligt. Den russiske militære maskine vil fortsætte for fuld kraft. Snart bliver han nødt til enten af flygte eller at overgive sig," lød analysen lørdag eftermiddag.

De andre lande vil ligge på knæ for Putins venskab

Russisk borger

"Den offentlige mening her er delt om Ukraine. Halvdelen har ondt af Ukraine og kræver krigen stoppet. Den anden halvdel støtter Putin og siger, at otte års bombninger i Luhansk og Donetsk sammen med Ukraines anti-russiske og Nato-venlige linje førte til det her."

"Men alle i Rusland er i skidt humør og meget skuffede over den aktuelle udvikling."

De ukrainske nazi-styrker

Vi skrev lidt videre om propagandakrigen, men den fylder ikke meget i russernes bevidsthed.

"Alle ved, at Putin vil vinde det her spil, uanset hvad Vesten tænker. Men det er åbenlyst, at vi vil leve i en ny verden, hvor Europa og Rusland er revet fra hinanden, alle bånd kappet over," skrev min ven.

Men så skrev han noget, jeg slet ikke havde regnet med:

"Den eneste grund til, at Zelenskij stadig er i live, er, at Putin er ligeglad med ham. Putin vil straffe de ukrainske nazi-styrker – ikke Zelenskij personligt."

Nazi-styrker!?

Min ven har en god sans for sarkasme, men selv om jeg læste sætningen flere gange, kunne jeg ikke få øje på den her. Så jeg bad ham forklare, hvorfor han kaldte de ukrainske styrker for nazister.

Han pegede på Azov-brigaden, som jeg ikke kendte til – men som rent faktisk er en del af den ukrainske hær og har sine rødder i nynazistiske grupperinger.

"Om de er egentlige nazister eller ej, er et alvorligt og vanskeligt spørgsmål," skrev han og uddybede:

"Siden Anden Verdenskrig har der været folk i Ukraine, som var imod Sovjet-regimet. Da jeg var ung, advarede mine forældre mig ligefrem imod at rejse i bestemte dele af Ukraine, fordi russere risikerede at blive slået ihjel om natten af anti-Sovjet-typerne."

Han fortsatte:

"Efter Sovjetunionens sammenbrud blev nogle af de folk helte, fordi de havde modsat sig Sovjet-regimet, og fordi de som nationalister havde kæmpet for Ukraines selvstændighed. Under Anden Verdenskrig kæmpede de imod sovjethæren sammen med nazisterne. Ikke fordi de var nazister, men fordi de så en mulighed for at befri deres land fra Sovjet."

De vil likvidere mig

Det er i det lys, man skal forstå det, når Putin og andre russere bruger ordet nazister:

"Dengang kaldte man dem, som kæmpede sammen med nazisterne, for nazister. Det er jo ikke underligt, at de samme mennesker, som bekæmpede Sovjetregimet, også er imod det moderne Rusland og vil bekæmpe det. Jeg synes, de har drevet det for vidt. Og jeg tror, at Putin har brugt det som undskyldning for sine handlinger – for at beskytte russere og dem, der godt kan lide Rusland. Hvad Putin tænker inderst inde, ved vi ikke."

Men min ven kan godt forstå Putins følelser, forklarede han:

"Jeg kan selvfølgelig ikke nære varme følelser for dem, der hadede Sovjet eller hader det moderne Rusland. I deres øjne er jeg en fjende, der bør likvideres. Personligt ville jeg nøjes med undgå dem i Ukraine, men Putin erklærer, at han vil udslette dem, før de udsletter ham."

Og så tilføjede han:

"Eller måske vil Putin bare herske over den del af verden også".

En ny verdensorden

Nazi-ordet var ikke den eneste ting, vi var uenige om lørdag, mens krigen rasede i Ukraine.

Min ven skrev også, at han forudså en helt ny verdensorden. Et paradigmeskifte.

"Hvis Putin lykkes med at kontrollere Ukraine, vil vi se et magtskifte fra USA til Rusland," skrev han.

Helt uden sarkasme.

"De andre lande vil ligge på knæ for Putins venskab," skrev han.

Hvilke andre lande, spurgte jeg undrende?

"Nu må du ikke grine, men alle europæiske lande," lød hans svar.

"Alt vil være vendt på hovedet. Jeg støtter selvfølgelig ikke den udvikling 100 procent, men det er den simple logik om, hvem der er den stærkeste i nabolaget," skrev han.

For en gangs skyld var det mig, der begyndte at forklare. Om krigsmodstanden i hele Europa. Om den betydning, som ytringsfrihed, demokratiske valg og retsstaten har i Europa. At Putin skulle blive Europas uformelle leder er helt utænkeligt, skrev jeg.

Men min russiske ven stod fast:

"Lad mig bare minde dig om, at Hitler pludselig dukkede op i Tyskland. At Trump dukkede op i USA. Folk kan blive skøre overalt. Hvad der ser umuligt ud i dag, kan være muligt i morgen".

Inden vi gled helt fra hinanden, mindede han om, at de fleste russere også er chokerede over krigen. Ingen havde ventet den.

"Sorg og beklagelse," skrev han.

Jeg skrev en sidste besked, inden jeg lukkede ned. Her kunne vi mødes:

"Sorg og beklagelse".