Debat

Carl Holst: Det mørke kapitel i Venstres historie har skabt dysfunktionalitet

KOMMENTAR: Venstre har været dysfunktionelt siden opgøret om formandsposten i 2014, som har påvirket interne beslutninger. Nu skal kampvalget om næstformandsposten vise, om Venstre skal repræsentere én holdning eller favne bredt, skriver Carl Holst.

Efter Venstres formandsopgør i 2014 har partiet aldrig fået helet sårene efter det svigt, som fandt sted, skriver Carl Holst.
Efter Venstres formandsopgør i 2014 har partiet aldrig fået helet sårene efter det svigt, som fandt sted, skriver Carl Holst.Foto: Niels Ahlmann OlesenRitzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carl Holst
Forhenværende forsvarsminister og folketingsmedlem for Venstre

Venstre står i et historisk vadested, efter at formand og næstformand trak sig efter mødet i partiets forretningsudvalg.

Det blev den foreløbige kulmination på den dysfunktionalitet, som partiet har befundet sig i siden formandsopgøret i 2014.

Det gruppemøde i 2014, hvor folketingsmedlemmerne udtrykte tillid eller mistillid til Lars Løkke Rasmussen – og som gik forud for mødet i hovedbestyrelsen 3. juni 2014 – har været styrende for alt, hvad der er sket internt i Venstre lige siden.

Fakta
I weekenden afholder Venstre et ekstraordinært landsmøde, hvor partiets nye formand og næstformand skal vælges. For at varme op til efterårets politiske landsmøder bringer Altinget kommentarer fra dem, der kender partierne indgående.

Dagens kommentar er skrevet af Carl Holst (født 1970). Han er tidligere folketingsmedlem for Venstre og var i 2015 forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde. Derudover er han forfatter til erindringsbogen 'Prisen for et liv i politik'.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det har haft konsekvenser for alle væsentlige interne beslutninger. For de har alle haft tråde til eller været afledt af formandsopgøret i 2014.

Men der er også forskelle på fortidens og nutidens formandsopgør.

Det er ikke første gang, at Venstre har oplevet intern uenighed.

Carl Holst
Forhenværende forsvarsminister og folketingsmedlem for Venstre

Balladen i 2014 begyndte primært i folketingsgruppen, mens hovedårsagen til balladen i 2019 stammer fra et bagland, der ikke vil mere internt kævl og strid.

Det er ikke første gang, at Venstre har oplevet intern uenighed om den politiske kurs eller forskelle i den foretrukne parlamentariske retning.

I den sidste fjerdedel af det 19. århundrede var der primært uenighed omkring den parlamentariske retning.

Det resulterede blandt andet i partiet Det Bergske Venstre, der eksisterede fra 1884 til 1897 og var imod alt samarbejde med Estrups Højre-regering.

Christen Berg var partiets første formand og ophavsmand til udtrykket "Gå aldrig på akkord med uretten" som et slagord imod at indgå politiske kompromisser.

Derimod var dannelsen af Radikale Venstre i 1905 mere et udtryk for politisk uenighed – primært om forsvarspolitikken med ønsket om at fremme antimilitarisme.

60 år senere – i 1965 – var det igen uenighed om den parlamentariske kurs, hvilket skabte splittelse.

Partiet Liberalt Centrum blev stiftet i protest mod Venstres tætte og i deres øjne entydige samarbejde med Det Konservative Folkeparti.

Omkring 40 år efter Liberalt Centrums dannelse kom det for nyligt frem, at blandt andre Søren Pind overvejede et nyt parti.

Denne gang var overvejelserne båret af overvejende politiske forskelle, som kom til udtryk i debatten om de ti teser.

I 1960 brød forhenværende finansminister Thorkil Kristensen med Venstre. Fem år senere stiftede en kreds omkring ham partiet Liberalt Centrum, som skabte splittelse i Venstre. Arkivfoto: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix

Men i dag er det første gang, at det er en stor del af baglandet, som ønsker et helt nyt formandskab, og at det primært udspringer af et ønske om at skabe sammenhold.

Særligt baglandet spiller historisk en større rolle i Venstre end i de fleste partier.

Mange partier er blevet stiftet centralt, og siden har partierne forsøgt at skabe et bredere fundament med regionsbestyrelser, lokalforeninger og en ungdomspolitisk organisation.

Men i Venstre og Venstres Ungdom er det anderledes. Den første VU-forening er fra 1908 – mens Venstres Ungdoms landsorganisation først er stiftet i 1912.

Venstre er sammen med Socialdemokratiet det parti, der i deres egen historiske selvforståelse har spillet den største rolle.

Oprindeligt ville man i Venstre sikre mest mulig indflydelse lokalt og i baglandet. Først i 1929 blev Venstres landsorganisation stiftet, og allerede i 1937 udkom den første bog om Venstres 100 år, der viste, hvor stor en rolle den historiske selvforståelse spillede.

I mange år mente stadig flere også, at baglandet var mere eller mindre dødt. Men i dag har de to seneste måneder endegyldigt modbevist det.

Pludselig rejser formandskandidat Jakob Ellemann-Jensen og de to næstformandskandidater, Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby, rundt til kandidatarrangementer med budskabet om, at baglandet skal inddrages mere i den daglige politikudvikling.

Ellen Trane Nørby nævner endda, at hun vil samle partiet efter den splittelse, som hendes eget forslag til en sundhedsreform skabte.

Det er ikke unaturligt, at politisk uenighed om væsentlige politiske emner skaber splittelse. Det sker i alle partier.

Skal være for eller imod EU, sælge Dong eller gå ind for at tage imod kvoteflygtninge – for blot at nævne nogle emner, der gennem årene har skabt splittelse i forskellige partier.

Venstres hovedbestyrelse var samlet den 3. juni 2014, hvor formandsopgøret var blusset op. Opgøret bundede ikke i politisk uenighed, men derimod om, hvem der skulle lede partiet. Arkivfoto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Formandsopgøret i 2014 bundede ikke i politisk uenighed, men derimod om, hvem der skulle lede partiet.

De primære værktøjer i opgøret var ikke ord, handlinger og argumenter, men brug af massemedieødelæggelsesvåben.

Med det hentyder jeg til den massive brug af medierne til drypvis at plante historier med henblik på at underminere den daværende formand.

Det var først til allersidst, at de fleste folketingsmedlemmer, som ville oprøret og ønskede at begå kongemord, bekendte kulør og vedkendte sig kravet om et formandsskifte.

Arbejdsformen er den primære årsag til de konsekvenser, som formandsopgøret fik de efterfølgende år for sammenholdet i Venstre.

Venstre har i modsætning til Socialdemokratiet været forskånet for kaffeklubber, hvor politikerne afklarede, hvad de skulle mene, og hvem de ønskede at fremme til forskellige poster.

Det har aldrig været praksis i Venstre. Nogen har selvfølgelig mere med hinanden at gøre end med andre. Men det stammer fra fælles interesse og kemi – altså primært et socialt funderet fællesskab.

Jeg skal ikke afvise, at man i dette socialt funderede fællesskab gennem årene har taget farve af hinanden og dermed har nærmet sig hinanden i politiske spørgsmål.

Men jeg er overbevist om, at normen mere var, at man trods fællesskabet kunne stå for og stemme forskelligt under gruppemøderne.

Med aftalen i kælderen i 2014 om udvidelse af gruppebestyrelsen blev man vidne til, at udelukkende et grupperingsmæssigt tilhørsforhold kvalificerede til en politisk post.

Det er en af årsagerne til, at partiet – og journalister og politiske iagttager udenfor partiet – efterfølgende konsekvent begyndte at tænke formandsopgøret i juni 2014 ind i de dispositioner, som partiet efterfølgende har foretaget ved personvalg.

En anden konsekvens af formandsopgøret i 2014 er, at partiet lever i skyggen af de interne kampe og opgør, som fandt sted. Venstre har aldrig fået helet sårene efter det svigt, som fandt sted.

Formandsopgøret førte til en udvidelse af gruppebestyrelsen, og man blev vidne til, at udelukkende et grupperingsmæssigt tilhørsforhold kvalificerede til en politisk post. Arkivfoto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Formandsopgøret skabte en kultur, hvor man ikke i samme grad føler forpligtigelse til at passe på hinanden i Venstre-familien.

Politik kan godt være en kontaktsport, hvor man går til hinanden, men grænserne for omfanget af kontakten har flyttet sig.

For straks efter valget i 2015 blev et genvalgt folketingsmedlem bedt om at forholde sig til, at et hidtidigt folketingsmedlem ikke var blevet valgt.

Medlemmet vurderede uden blusel og som det naturligste i verden i pressen, at det var, fordi det ikke genvalgte folketingsmedlem var blevet skilt.

Da Lars Løkke dannede sin første regering efter valget, blev fortrolige forhandlinger og notater i regeringens interne udvalg, for eksempel regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg, lækket til pressen.

Materialet havde udelukkende en mindre kreds af ministre adgang og kendskab til. Formålet med lækagen var ikke at gavne bestemte politiske kolleger – tværtimod.

Dengang var smalle Venstre i en etpartiregering, hvorfor den skadelige lækage angiveligt måtte komme fra en partifælle. Med tiden blev omfanget af lækage mindre.

Det absolut eneste positive, som jeg kan finde om den seneste tids aktiviteter i Venstre, er, at det står klart for enhver, at arrene fra formandsopgøret i 2014 ikke er blevet helet.

Det er blevet åbenlyst for alle – og en diagnose er nu forudsætningen for at finde den rigtige medicin.

Jeg foretrækker at vaske det beskidte tøj indendørs. Men jeg valgte at beskrive dette i min bog for at få understreget, at der skal gøres noget.

En af reaktionerne, som bogen mødte i april i år, kom fra Claus Hjort Frederiksen:

"Jeg har viet størstedelen af mit voksne liv til Venstre, og jeg sætter umådelig stor pris på, at der er plads til både frihed og fællesskab i vores parti. Jeg kan dog ikke genkende det billede af splittelse, som Carl tegner, men selvfølgelig kan bølgerne godt gå højt en gang imellem. Det anser jeg for at være naturligt, når man er dedikeret og engageret i politik".

Venstre var dysfunktionelt og dybt splittet, mente Carl Holst før Venstres krise i år. Det fik Claus Hjort Frederiksen til at reagere. "Jeg kan dog ikke genkende det billede af splittelse," sagde han. Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Den 10. august – efter Venstres sommergruppemøde – henviste Claus Hjort Frederiksen til formandsopgøret i 2014.

"Det er uholdbart, at vi har en næstformand, der underløber partiets formand med politiske udmeldinger. Nu har vi i fem år ligesom dækket over, at der er den strid".

Jeg tror på, at Venstre kan komme videre, fordi alle parter anerkender problemet, og fordi baglandet forlanger at få ro.

En fremtidig ledelse må ikke sammensættes efter princippet om enten eller – altså efter hvem man gerne vil have i ledelsen, og lige så vigtigt, hvem man vil undgå. Det skete, da Inger Støjberg ikke fik i gruppeledelsen.

Tværtimod skal der være plads til alle. På samme måde som Venstre opnåede et godt valg valget til Europa-Parlamentet med en kandidatliste, der udstrålede mangfoldighed i stil, holdning og geografisk herkomst.

De fleste, der interesserer sig for Venstres politiske kurs, kender til opdelingen af Venstre som enten et Højskole-Venstre eller et Handelshøjskole-Venstre.

Som livslangt medlem af Venstre har jeg aldrig helt forstået denne opdeling. For Venstre er en folkelig bevægelse, som man ikke kan sammenfatte i to fløje.

Jeg mener, at dem, der tror, at de er i stand til at definere, hvad det helt rigtige Venstre er, er på afveje. For det er umuligt.

Venstres kampvalg om næstformandsposten bliver spændende at følge. Men spørgsmålet er, om partiet kun skal repræsentere én bestemt holdning, eller om partiet skal favne bredt. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix 

Til gengæld tror jeg, at noget af den krise, som Venstre befinder sig i, skyldes, at man ikke har forståelse for, at der også skal være plads til andre holdninger end ens egne.

Her bliver det spændende at følge det kommende kampvalg om næstformandsposten. Spændende, fordi man åbenbart kan opleve forskellige tilgange til, hvad der er bedst for Venstre.

Venstre folketingsmedlem Jan E. Jørgensen har begrundet sin støtte til Ellen Trane Nørby med, at hun "ligger tættere på den politiske linje, som Jakob Ellemann-Jensen og jeg selv står for."

Til gengæld støtter Jakob Ellemann-Jensen Inger Støjberg som kommende næstformand:

"Jeg synes, at hun er en stærk kommunikatør, og jeg synes, at hun er en stærk politiker. Og så har vi altså det tilsammen, at vi egentlig favner vores parti ganske godt."

Måske drejer valget af Venstres kommende ledelse sig også om det? Om Venstre udelukkende skal repræsentere én bestemt holdning, eller om Venstre skal favne bredt?

-----

Carl Holst (født 1970) er tidligere folketingsmedlem for Venstre og var i 2015 forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde. Derudover er han forfatter til erindringsbogen 'Prisen for et liv i politik'. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00