Debat

Keld Albrechtsen: Enhedslisten bjæffer mindre som parlamentarisk vagthund

KOMMENTAR: I 1990'erne var Enhedslisten parlamentarisk vagthund, men i dag er partiet, der har haft pæne valg, blevet omhyggeligt. For medlemmerne udtaler sig med velafbalancerede formuleringer, der har givet pote blandt vælgerne, skriver Keld Albrechtsen.

Siden 2009 har Pernille Skipper været folketingsmedlem for Enhedslisten. I dag er hun politisk leder for et parti, som er blevet omhyggeligt med at udtale sig i afbalancerede formuleringer.
Siden 2009 har Pernille Skipper været folketingsmedlem for Enhedslisten. I dag er hun politisk leder for et parti, som er blevet omhyggeligt med at udtale sig i afbalancerede formuleringer.Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Keld Albrechtsen
Forhenværende folketingsmedlem for Venstresocialisterne og Enhedslisten

Enhedslistens historie er fortællingen om en vældig fornyelse og omdannelse på den danske venstrefløj.

I år kunne folketingsgruppen fejre 25-års jubilæum på Christiansborg – og de seks folketingsmedlemmer, der var nyvalgte i 1994 og for første gang satte sig i de grønne stole på de bagerste rækker i folketingssalen, kunne i år tage plads i Snapstinget for sammen med nuværende medlemmer og gamle sekretærer at fejre jubilæet.

Det gav god anledning til tanker om den vej, der er tilbagelagt.

Fakta
I weekenden afholder Enhedslisten årsmøde. For at varme op til efterårets politiske landsmøder bringer Altinget kommentarer fra dem, der kender partierne indgående.

Dagens kommentar er skrevet af Keld Albrechtsen (født 1952). Han har været medlem af Folketinget for Venstresocialisterne og Enhedslisten. I 1988 var han en del af den gruppe i Venstresocialisterne, som stod bag det såkaldte blå papir, der året efter førte til dannelsen af Enhedslisten.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

I 1994 var Enhedslisten et resultat af et valgteknisk samarbejde mellem de gamle venstrefløjspartier, som havde tabt valgene i firserne, og som nu erkendte, at de hver for sig ikke kunne komme tilbage.

Man erkendte, at et valgteknisk samarbejde ikke var nok, og da Enhedslisten stillede op i 1994, var der reelt tale om et nyt politisk parti.

I dag vil det næppe blive omtalt, hvis Enhedslistens folk står og hygger sig i salen med den nye Venstre-ledelse. I det hele taget er folketingsdebatter i dag præget af stor pænhed.

Keld Albrechtsen
Forhenværende folketingsmedlem for Venstresocialisterne og Enhedslisten

Samtidig gav den store folkelige modstand mod EU's unionstraktat – Maastricht – et vældigt rygstød i valgkampen.

I den første folketingsgruppe lagde man de gamle stridigheder mellem grupperne på venstrefløjen på hylden, og man skabte en konstruktiv samarbejdsform, som gruppen har holdt sig i hævd siden.

Jeg husker tydeligt, at Enhedslisten dengang blev kaldt for en politisk døgnflue og de forenede dødsboer. Og der kom da også valgkampe, hvor partiet kom betænkeligt nær på spærregrænsen. Men det gik.

På valgaftenen i 1994 fulgte blandt andre Keld Albrechtsen slagets gang på tv-skærmen på Christiansborg. EL-folkene var lykkelige, for partiet kom ind i Folketinget med seks mandater. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I den gamle venstrefløj var der stor skepsis mod idéen om at skabe resultater gennem parlamentarisk arbejde.

Det havde man ikke gode erfaringer med, og man levede i den gamle SF-formand Aksel Larsens skygge.

Han havde ført SF ind i et samarbejde med den socialdemokratiske regering, som førte til bruddet i 1967.

SF gentog i ny form den samme nedsmeltning under Helle Thorning-Schmidts regering.

Venstresocialisterne og Enhedslisten så derfor ofte sig selv som de parlamentariske vagthunde, der skulle afsløre, hvad der foregik, og partiet var arbejderklassens stemme på Christiansborg, men uden de store illusioner om, hvad der kunne opnås.

Derfor gik Enhedslistens folketingsgruppe i 1994 i gang med at udvikle en form, hvor man skulle mestre den uhyre vanskelige balance mellem parlamentarisk reform og kritisk vagthund.

Under Poul Nyrup Rasmussen fik Enhedslisten mulighed for at mestre den vanskelige balance mellem parlamentarisk reform og kritisk vagthund. Arkivfoto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister fik vi muligheden, og vi lavede faktisk reformer med hans regering, ikke mindst den meget omfattende Pinsepakke, som skulle sikre balance i økonomien.

Jeg husker, at jeg blev sendt ud til møder i fagbevægelsen, og det var ikke blide ord, som man blev mødt med. Vi havde solgt ud og ikke varetaget arbejdernes interesser.

Men det tror jeg nu nok, at vi gjorde – vi var med til styrke den danske økonomi på en acceptabel måde og gøre den grønnere. Også i Enhedslistens hovedbestyrelse fik vi til tider ganske hård kritik. Men det holdt.

Et par dage, før den skulle fremsættes i Folketinget, begik Poul Nyrup Rasmussen den fejl at udskrive valg før tid. Jeg var rigtig ærgerlig over, at den pakke dermed afgik ved døden. Siden ville Anders Fogh Rasmussen-regeringen, der blev dannet efter valget i 2001, ikke røre den med en ildtang.

Vi var kommet tættere på ministrene og havde lavet ganske mange aftaler. I Poul Nyrup Rasmussen-regeringens sidste dage havde jeg for eksempel forhandlet en boligpakke med daværende boligminister Lotte Bundsgaard fra Socialdemokratiet.

Op til valget i 2001 forsøgte Enhedslisten at gå til angreb på Venstre. Men efter valget ændrede den nye VK-regering alt for Enhedslisten. Arkivfoto: Allan Lundgren/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Den nye regering ændrede alt for Enhedslisten. Poul Nyrup Rasmussens nederlag smittede af på partiet, og vi fik et dårligt valgresultat med fire mandater og tabte stort set al indflydelse.

Nu blev vores rolle i meget høj grad at være vagthunde. Anders Fogh Rasmussens såkaldte aktivistiske udenrigspolitik trak Danmark i krig på et mildt sagt tvivlsomt grundlag, og han lagde ud med en omfattende udrensning af samfundskritiske røster i opgøret med de såkaldte smagsdommere.

Her kom jeg til at tilbringe meget tid i folketingssalen med at stille spørgsmål og fik så ofte det berømte svar: "Der er ikke noget at komme efter".

Det var der ikke desto mindre i flere tilfælde, og Anders Fogh Rasmussen kunne blive ganske ophidset, når man stillede ham kritiske spørgsmål, og han kunne svare næsten ligeså aggressivt, som vi nu om dage oplever i det britiske underhus.

Især blev han vred, når det lykkedes mig at få Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti til at gå ind i debatten, så han kom under et krydspres.

Det kunne være ganske underholdende – og jeg så journalister komme ned i salen – ikke for at dække sagen, men for at opleve festlighederne.

Efter spørgsmålene kunne jeg så stå i grebningen og tale hyggeligt med ham – og det blev ofte fanget af et kamera, hvilket folk havde svært ved at forstå.

Som statsminister blev Anders Fogh Rasmussen særligt vred, når han kom under krydspres fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I dag vil det næppe blive omtalt, hvis Enhedslistens folk står og hygger sig i salen med den nye Venstre-ledelse.

I det hele taget er folketingsdebatter i dag præget af stor pænhed – og jeg har lagt mærke til, at repræsentanterne for Enhedslisten er meget omhyggelige med at udtale sig i urbane og velafbalancerede formuleringer. Jeg tror, at det har givet pote blandt vælgerne.

I 1990'erne udviklede vi et samarbejde med en række socialdemokrater om spørgsmål og initiativer, og ligesom samarbejdet med Poul Nyrup Rasmussen var det uden tvivl med til at skabe en ændring af Enhedslistens status på tinge.

I dag er disse ting glemt.

Fra gammel tid blev Venstresocialisterne af de øvrige partier anset for at være et noget fjernt og reserveret parti, og de gamle VS'ere og SF'ere fra Aksel Larsens tid var tæt på at hade hinanden, ligesom socialdemokrater og DKP'ere havde dyb mistillid til hinanden.

Undervejs i Enhedslistens historie har EU udgjort en særlig udfordring for partiet.

Som partiets første EU-ordfører var det i de første år ikke så indviklet for mig. Det hele gik den vej, som vi havde forudset i VS, under folkeafstemning i 1986 om oprettelsen af det indre marked.

Det ville uafvendeligt ende med en politisk union, og den ville vi bare ikke have. Med Murens Fald og optagelsen af en række nye lande blev det hele mere indviklet.

Skulle vi gå ud af EU, mens de nye lande væltede ind? Og kunne man håbe på, at et europæisk samarbejde kunne etableres på et helt andet og mere demokratisk grundlag?

Håbet svandt, og den dagsaktuelle indsats måtte koncentreres om at sikre større åbenhed og konkrete resultater i EU. Det er der, Enhedslisten står i dag, selvom ikke alle i partiet kan lide det.

Tiderne er skiftet på EU-fronten. Mens Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU ikke blev genvalgt til Europa-Parlamentet, strøg Enhedslisten Nikolaj Villumsen ind. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix 

I år endte det med, at partiet selv stillede op til EU-parlamentet, hvor Nikolaj Villumsen fik en plads. Og med Brexit indhøstes nye erfaringer om vilkårene for et europæisk samarbejde, samtidig med at nye og måske stærke strømninger på venstrefløjen i Europa tager form.

Hvis det yderste højre i Vesteuropa er ved at tabe pusten, kan det måske åbne døren på klem for venstrefløjen. Men kun med en politik, der giver EU en central rolle i kampen mod skattely og CO2.

I de senere år har Enhedslisten i takt med fremgangen udviklet sig til et bredere parti og er bedre forankret i hele landet og blandt alle befolkningsgrupper.

Det er her, at udfordringen for partiet ligger i dag. Der er alle muligheder for at bygge videre på disse resultater. Det kræver rummelighed og inddragelse af alle.

En særlig udfordring ligger i de nye spændingsfelter, der skaber politiske opbrud i hele den vestlige verden.

Det gælder blandt andet den såkaldte identitetspolitik. Den fylder ikke så meget blandt beboerne i det almene boligområde, som jeg bor i, men har især stor betydning blandt de veluddannede lag i de store byer.

Her er der blandt andet erfaringer at hente fra USA, hvor identitetspolitik kom til at præge valgkampen mellem Trump og Clinton.

Enhedslisten oplevede en snært af de problemer, som man her kan rode sig ud i, da partiet i en valgkamp fik opstillet en kandidat, der repræsenterede et vigtigt mindretal i befolkningen, men som havde ondt i menneskerettighederne.

Det gik som bekendt ikke så godt, og mange arbejdere havde svært ved at se sig selv i den politik.

En del af dem ville have foretrukket Bernie Sanders mere klassiske socialdemokratiske velfærdspolitik, som også Corbyn i England havde stor succes med, inden han begav sig ud i Brexit-sumpen.

Derfor står Enhedslisten formentlig i dag over for at skulle forene disse strømninger og samtidig indarbejde og være repræsentant for den store kraft, som ligger i klimapolitikken.

Efter min bedømmelse vil en alt for hård Enhedslisten-profilering på identitetspolitik kunne give bagslag.

Hvis Pernille Skipper og resten af Enhedslisten selv vil det, rummer fremtiden muligheder for partiet. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix 

I disse spændingsfelter ligger der for folketingsgruppen både store muligheder og store udfordringer.

En forudsætning for både at fastholde den styrkede position og udbygge den vil uden tvivl være, at man formår at videreføre den vanskelige parlamentariske balancegang, hvor man undgår at falde i den fælde, der nær havde lammet SF efter Dong-sagen.

Og selvfølgelig er det stadigvæk en opgave for Enhedslisten at være parlamentarisk vagthund, fordi alle folketingsmedlemmer er forpligtede til at kontrollere, hvad der foregår i den statslige administration.

Men rollen som vagthund er ikke længere i samme omfang den primære opgave for Enhedslisten.

Først og fremmest må man også vise viljen og evnen til at opnå resultater sammen med den nye regering.

Heldigvis er anvendelse af almindelig sund fornuft den mest brugbare recept for dette projekt – og folketingsgruppen råder over en betragtelig mængde af sund fornuft.

Hvis Enhedslisten selv vil det, rummer fremtiden efter min vurdering gode muligheder for partiet.

-----

Keld Albrechtsen (født 1952) har været medlem af Folketinget for Venstresocialisterne og Enhedslisten. I 1988 var han en del af den gruppe i Venstresocialisterne, som stod bag såkaldte blå papir, der året efter førte til dannelsen af Enhedslisten. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Keld Albrechtsen

Formand, Brabrand Boligforening, fhv. MF (VS & EL)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1983)

Nikolaj Villumsen

MEP (EL), næstformand, Venstrefløjsgruppen, Europa-Parlamentet
BA.mag. i historie (Københavns Uni. 2009)

0:000:00