Benny Damsgaard: Er Papes parti på vej ud i oppositionsmørket igen?

Historien om Det Konservative Folkepartis markante fremgang ved valget i juni er først og fremmest historien om et fravalg af andre borgerlige partier, mere end det er historien om et positivt politisk tilvalg af Det Konservative Folkeparti.

I en valgkamp, hvor Venstre skiftede fra benhård opposition til at tale SV-regering, og hvor Liberal Alliance og Dansk Folkeparti nedsmeltede for åbent tæppe og tilsammen mistede 30 mandater, var Det Konservative Folkeparti en sikker havn for den almindelige borgerlige vælger.

En sikker havn med en populær og folkelig justitsminister i spidsen, som talte hårdt til forbryderne og varmt til politiet, og som i den afsluttende debat på DR til mange borgerlige vælgeres store tilfredshed sagde direkte fra over for Rasmus Paludan.

Men det var også et konservativt parti, som gik gennem en historisk lang valgkamp uden for alvor at trænge politisk igennem i medierne – udover da man blev spurgt til Lars Løkke Rasmussens SV-planer.

Det Konservative Folkepartis egne politiske udspil var få og små. Eksempelvis var et af partiets afsluttende politiske udspil tre dage inden valget et krav om, at der skulle bruges 80 millioner kroner mere på hjertestartere.

Et sympatisk forslag, men ikke noget, der efterlod dybe aftryk.

Partiets situation er nemlig i dag langt vanskeligere, end den var før valget.

Benny Damsgaard
Forhenværende kommunikationschef for Konservative Folkeparti

Derfor vil der på lørdag i Herning blive lyttet godt efter, når Søren Pape Poulsen ved frokosttid holder sin formandstale.

Valgresultatet skal fejres behørigt, og man vil sammen glædes over fremgangen, men samtidigt vil de delegerede lytte opmærksomt efter bud på, hvad der skal til for at få fremgangen til at holde.

Partiets situation er nemlig i dag langt vanskeligere, end den var før valget, og der er i både folketingsgruppe og hovedbestyrelse en stigende bekymring for fremtiden.

Holder fremgangen denne gang, eller ender man tilbage i oppositionsmørket fra før 2016, hvor man også havde kortvarige perioder med fremgang i målingerne?

I perioden, hvor Lars Barfoed var politisk leder for Det Konservative Folkeparti, var partiet parlamentarisk stort set ligegyldigt. Arkivfoto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix

På nær enkelte undtagelser er Det Konservative Folkeparti i dag politisk og parlamentarisk stort set ligegyldigt.

Ligesom man på lange stræk var det fra 2011 til 2015. Man er i dag bare et blandt flere borgerlige oppositionspartier, som gerne vil lave aftaler med regeringen, og af dem er både Dansk Folkeparti og især Venstre langt mere interessante.

Når man er politisk og parlamentarisk ligegyldig, er man også nyhedsmæssigt uinteressant.

Som mindre oppositionsparti kan man kun komme i medierne på to måder: ved at udvikle og lancere markante politiske udspil eller ved at opdyrke konflikter med andre partier.

Begge discipliner havde Pape det svært med i sin tid som oppositionspolitiker. Pape er rundet af det kommunale Danmark, hvor man dyrker konsensus og ikke skaber unødige konflikter, og hvor man ikke bliver belønnet for at udvikle store politiske projekter og programmer.

I 2014 trak Lars Barfoed sig som politisk leder og overlod posten til Søren Pape Poulsen. Pape, der var rundet af det kommunale Danmark, fik det svært som oppositionspolitiker. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Om tiden i regering har skærpet hans mod på politikudvikling og orkestrerede konflikter, må tiden vise.

Indtil videre kunne noget tyde på, at han endnu ikke har omfavnet den del af rollen som oppositionspolitiker.

Pape har efter valget indikeret både i pressen og mere uddybende på et hovedbestyrelsesmøde i slutningen af august, at han ikke ser nogen grund til at udvikle ny politik oven på valgresultatet.

En melding, der gav anledning til betydelig intern diskussion på mødet.

Med denne tilgang kan det blive endda meget svært for Det Konservative Folkeparti at klare sig i en skærpet konkurrence med en ny og interessant Venstre-leder, som ingen ved, hvad mener, men hvor alle gerne vil vide det.

Et Liberal Alliance med en energisk ny leder, som er godt i gang med at nuancere partiets hidtidige meget hårde profil – blandt andet ved at fortælle i Berlingske om et møde med en kontanthjælpsmodtager, der gjorde et stort indtryk.

Og et Dansk Folkeparti, som vil genrejse sig selv på en cocktail af "nationalkonservatisme" og borgerlig miljø- og klimapolitik, og som desuden bliver automatisk interessant i forbindelse med de kommende forhandlinger om tidlig pension for nedslidte.

Siden 2015 har Dansk Folkeparti oplevet storhed og fald, men nu vil partiet genrejse sig selv. Derimod ønsker Søren Pape Poulsen ikke at udvikle ny politik oven på valgresultatet i 2019. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Ingen tvivl om, at Det Konservative Folkeparti i dag står langt stærkere, end man gjorde efter 2011- og især 2015-valget.

Mandatfremgangen og reformen af gruppestøtten i 2016 har givet langt flere økonomiske ressourcer og en fornyet tro i baglandet oven på års tumult. Men det er en tro, som hos mange centrale kræfter stadig er papirstynd.

Og så er der elefanten i rummet.

For nok er der bred tillid til, at Pape kan sælge hård retspolitik, men tvivlen bliver straks større i både folketingsgruppe og hovedbestyrelse, når man kommer til andre emner som økonomi, skat og miljø og forholdet til de ekstreme partier på højrefløjen.

Undervejs i valgkampen rystede Pape mange internt med meldingen i DR om, at han ville træde tilbage som leder, hvis partiet gik tilbage ved valget.

En helt unødvendig melding, som genoplivede en giftig arvefølgediskussion, og som flyttede fokus fra politik til proces på et tidspunkt, hvor alt tydede på fremgang.

Og en melding, som hos mange internt vækkede ubehagelige minder om fodfejlen i Berlingske op til sommergruppemødet i august 2018, hvor Pape kortvarigt aflivede klima og miljø som konservative fokusområder.

Til forskel fra konservative partiledere før ham har Pape efter valget fravalgt selv at tage posten som gruppeformand.

Normalt tager konservative partiledere i opposition altid posten som gruppeformand for derfra at kunne holde styr på gruppen og de politiske konklusioner.

Pape har i stedet valgt at træde ind i Udenrigspolitisk Nævn, selvom han aldrig tidligere har beskæftiget sig med eller offentligt udvist interesse for udenrigspolitik.

Og endelig har han annonceret, at han vil mere væk fra Christiansborg og ud på landevejen for at møde vælgerne.

Det Konservative Folkeparti har altid fungeret bedst, når der har været stærke partiledere, som lagde en tydelig linje og aktivt disciplinerede gruppe og bagland.

De gange, hvor ledelsen har været svag eller ikke-tilstedeværende, har der ofte været tendens til magtkampe og uro.

Om Det Konservative Folkeparti igen falder tilbage til gamle unoder, hvis målingerne kommer under fornyet pres i den kommende periode, er det endnu for tidligt at sige.

Bekymringerne er der dog både i folketingsgruppe og hovedbestyrelse. Og derfor vil der sammen med de brede smil være rynker i panden i weekenden i Herning.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Fra 2013 til 2016 var han kommunikationschef for Det Konservative Folkeparti og forinden politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.