Carolina M. Maier: Skelsættende nytårstale varsler mere kontrol

Statsministeren var lidt stiv i det under sin nytårstale. Hendes kropssprog var yderst behersket, og det var småt med de store smil.

Nogle vil nok mene, at det er sådan, man agerer professionel og ansvarsbevidst statsminister. Jeg savnede lidt ånd og lidenskab. Uagtet, så var udførelsen og retorikken på plads. Overgangene fungerede, og hun talte til dansken, der sad derude bag skærmen.

Men hvad så med indholdet? Flere mener, at hun med talen mest af alt havde til hensigt at gøre personlig figur, altså træde i karakter som den statsminister, hun gerne vil huskes for – i dette tilfælde børnenes statsminister.

Jeg tror, der ligger meget mere bag, og at talen var et varsel om nogle reformer på anbringelsesområdet, som vi kommer til at se i det kommende år, og som kommer til at skille vandene i spørgsmålet om, ikke at vi som samfund bør gøre mere for udsatte børn, men hvordan vi gør det.

For mig at se er der tre vigtige nedslagspunkter i talen, som vi bør bide mærke i, fordi vi kommer til at føle deres helt konkrete konsekvenser for dansk politik:

For det første naturligvis det tema, som næsten hele talen handlede om, nemlig de udsatte børn og ikke mindst de anbragte børn – eller dem, der ikke er det, men burde blive det. Som jeg hørte statsministeren, kommer vi til at se politiske reguleringer, som vil gøre det nemmere for myndighederne at fjerne børn fra hjemmet og enten anbringe dem i plejefamilier eller bortadoptere dem.

Jeg bliver altid lidt bange, når jeg hører politikere have meget stærke holdninger på felter, som kræver en stærk faglighed, som politikeren hverken kan eller skal have.

Carolina Magdalene Maier

Statsministeren understregede flere gange i talen, at det aldrig bør være børnene, der skal betale prisen for, at deres forældre ikke magter dem. Det er alle jo enige i. Men det interessante spørgsmål bliver, hvordan denne markering af, at det er børnenes hensyn, der skal veje tungest, vil blive praktiseret.

Jeg tror, vi kommer til at se en regering, som politisk vil regulere området. Altså at vi vil se en række lovforslag, som giver myndighederne mulighed for i videre omfang end i dag at bortadoptere eller tvangsfjerne børn.

Selvom alle vil det bedste for børnene, så er faren ved en politisk og statsautoriseret bestemmelse af, hvornår et barn bør fjernes fra hjemmet, at den fratager den professionelle socialarbejder både muligheden for en professionel individuel vurdering, men også ansvaret for den.

I sidste ende bliver spørgsmålet, hvem der har de bedste forudsætninger for at vurdere noget så afgørende for et lille barns fremtid – politikerne eller de fagprofessionelle?

Jeg bliver altid lidt bange, når jeg hører politikere have meget stærke holdninger på felter, som kræver en stærk faglighed, som politikeren hverken kan eller skal have.

Politikerne skal sætte en retning og formulere en vision, men det bør være de fagprofessionelle, der med en kvalificeret uddannelse, viden om nyeste forskning og best practice fra andre lande samt de nødvendige ressourcer til at kunne behandle enhver sag grundigt og individuelt skal træffe de svære beslutninger. For det er ikke et ukompliceret felt.

Lige så meget som vi alle ved og forstår, at en barndom hos en mor og far, der ikke kan tage vare på deres børn, er en utilstrækkelig barndom, så ved vi også, at adopterede børn kan have særlige psykiske vanskeligheder på grund af uvisheden om deres biologiske ophav.

Der er tale om umådeligt komplekse problemstillinger. Og derfor er det også ikke bare ærgerligt, men også kritisabelt, at statsministeren ikke brugte mere af sin taletid på at pege på, at en af grundene til, at vi i dag svigter børnene, er, at vi svigter dem, der skal varetage deres tarv; nemlig de fagprofessionelle, som har brug for langt bedre vilkår, så de kan være helt up to date med den nyeste viden på området, og har tilstrækkeligt få sager, til at de rent faktisk kan behandle dem alle individuelt og forsvarligt.

En anden meget lille, men uhyre væsentlig detalje ved nytårstalen var, da statsministeren omtalte udfordringerne med bandekriminalitet og terror. Her sagde hun følgende: "Vi skal være årvågne. Vi skal beskytte vores tryghed og dermed vores frihed."

Hvis man ihukommer den nylige shitstorm, som justitsminister Nick Hækkerup var i, da han fra Folketingets talerstol sagde, at tryghed er lig med frihed, og at mere overvågning giver mere tryghed, hvilket betyder, at mere overvågning er lig med større frihed, så kan statsministerens ord ikke tolkes som andet end en opbakning til sin justitsminister. Også selvom hun undlod at drage den kontroversielle logiske slutning om at mere overvågning giver større frihed.

Hvis vi samtidig husker tilbage på det citat af statsministeren, som Socialdemokratiet lagde på Facebook for nogle måneder siden, hvor hun siger, at "vi bliver nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til", så er hendes udtalelse i nytårstalen for mig et klokkeklart budskab til danskerne om, at vi kommer til at opleve en indskrænkning af vores frihedsrettigheder.

Som stærk tilhænger af et frit samfund gør det mig aldeles bekymret.