Christian E. Skov: Saudierne er skiderikker, men det er vores skiderikker

I det store perspektiv er det nok en af de mindre konsekvenser af det saudiske regimes mord på skribenten Jamal Khashoggi, at Folketingets Udenrigspolitiske Nævn har aflyst et planlagt besøg i Saudi-Arabien. Ørkensandet undværer nok Holger K. Nielsens selskab en stund endnu.

Indtil videre har Danmarks reaktion på likvideringen af den regimekritiske journalist da også været særdeles afmålt, og denne forsigtighed har fremkaldt kritik. På samme vis er Donald Trump blevet kritiseret for sin vage reaktion på krisen.

Saudi-Arabien har ikke mange venner i den vestlige opinion. Hverken til højre eller venstre, i USA eller i Europa. Vesten har god grund til at være kritiske over for et land, hvis fundamentale værdier i et og alt synes at negere vores egne. Her står det så skidt til, at det kunne fejres som et monumentalt fremskridt, da regimet dristede sig til at give kvinder lov til at køre bil.

Men sagen er, at vi har gode grunde til at træde varsomt, når det kommer til Saudi-Arabien. Selvom vi naturligvis må fordømme mordet på Khashoggi, må vi se i øjnene, at vi intet har at vinde ved at gøre Saudi-Arabien til vores fjende. Dette gælder naturligvis for Danmark og Anders Samuelsen, som intet har at vinde ved at føre en virkningløs demonstrationspolitik, men hvad vigtigere er, gælder det også for Vesten som helhed.

Selvom vi naturligvis må fordømme mordet på Khashoggi, må vi se i øjnene, at vi intet har at vinde ved at gøre Saudi Arabien til vores fjende.

Christian Egander Skov

Der er meget at kritisere og fordømme i Saudi-Arabien, men i forhold til at beskytte vestlige interesser i Mellemøsten spiller kongedømmet en helt central rolle, og dette grundforhold er med de sidste mange års turbolente udvikling i regionen blevet mere og ikke mindre afgørende.

Vi har kort sagt brug for venner i regionen.

Nej, Saudi Arabien bliver nok aldrig vores kop the, men det er at foretrække for den skarntydesaft, som Ayatollahen i Teheran brygger på.

Christian Egander Skov

Vores historiske allierede i den muslimske verden, Tyrkiet, er hastigt på vej i antivestlig retning. Den stadig mere autoritære Erdogan har ikke alene ændret landets forfatning, men også gennmført et kup, som har fejet den interne opposition, den uafhængige presse og landets tidligere kemalistiske og sekulære elite bort.

Tyrkiet vender sig fra vest mod øst både politisk og åndeligt. I Egypten er situationen endnu værre. Her betød Det Arabiske Forår – som vi i vores selvberusende idealisme heppede frem – opløsningen af det korrupte, autoritære, men pro-vestlige og relativt fredsommelige Mubarak-regime til fordel for en islamistisk kulturrevolution, der snart slog over i el-Sisis kontrarevolution. Diktaturet er tilbage, men hårdere end før, mere paranoidt – og mere ustabilt.

Og så er der Det store dyr i Åbenbaringen: Iran. Takket være Obamas katastrofale gelassenheit, eftergivenhedspolitik og den forfejlede atomaftale, han indgik med regimet i 2015, har Iran i de senere år været i stand til systematisk at destabilisere regionen.

Teheran har udvidet og konsolideret sin indflydelse i Irak, Syrien, Libanon, Qatar og Yemen. Den særdeles blodige krig i sidstnævnte land minder os om det ubehagelige, men indlysende, nemlig at Saudi-Arabien er den væsentligste stopklods for det iranske præstestyre.

På sin egen foruroligende og lidet forbilledlige måde inkarnerer Saudi-Arabien en form for stabilitet, som regionen savner, og som vi i Vesten har behov for i mellemøsten. Nej, Saudi-Arabien bliver nok aldrig vores kop the, men det er at foretrække for den skarntydesaft, som Ayatollahen i Teheran brygger på.

Midt i nyhedsstrømmen om Saudi-Arabiens stadig mere pinlige forsøg på at bortforklare likvideringen af Khashoggi, og alt imens videooptagelser, efterretninger, ligdele og endog billeder af en saudisk agent klædt i Khashoggis tøj dukker op, er det let at glemme at bin Salman faktisk har kastet Saudi-Arabien ud i en reformproces, som har rykket landet tættere på Vesten.

Bin Salman har forsøgt at inddæmme det magtfulde wahhabistiske og ultrafundamentalistiske muslimske præsteskabs magt. Dette skridt har ikke kun indenrigspolitisk betydning, for Saudi-Arabien har længe været kendt som den måske vigtigste eksportør af sunni-fundamentalisme i verden. Fornuftsægteskabet mellem den opulente kongefamilie og de wahabistiske imamer har givet sidstnævnte frit spil og økonomisk råderum til at sprede de mest intolerante former for Islam kloden rundt. Resultatet kender vi.

Samtidig har bin Salman erkendt det nødvendige i at modernisere Saudi-Arabiens økonomiske strukturer og frigøre saudisk økonomi fra afhængigheden af olieproduktionen. Han har slået ned på den systemiske korruption i landet, udvidet kvinders rettigheder (fra ingen til næsten ingen) og ikke mindst slået hånden af det palæstinensiske selvstyre, samt rykket Saudi-Arabien tættere på Israel.

Det var alle disse ting, som i 2017 fik den iranskfødte amerikanske journalist Sohrab Ahmari til at karakterisere bin Salmans reformer som det egentlige arabiske forår. Det var måske for optimistisk. Bin Salman er ikke demokrat. Han er snarere en autokrat, der forsøger at konsolidere centralmagten ved gøre op med teokrater og plutokrater i den hovedrige, men politisk og strukturelt underudviklede ørkenstat.

Han er en skiderik, men han er – som det så smukt hedder – vores skiderik. Hvad er alternativet? Liberalt demokrati i Mekka og Medina? Næppe. I bedste fald borgerkrig, i værste fald anti-vestlige ekstremister med milliarder af oliedollars i ryggen. Det er virkeligheden.

Betyder det, at vi skal lade likvideringen af Khashoggi fare? Nej. Hvis diktatorer kan myrde dissidenter, uanset hvor de befinder sig I verden, så er der ingen retsorden, og så kan ingen vide sig sikker, som demokratiforskeren Larry Diamond har slået fast. Vi har ikke råd til ikke at gøre noget. Vi har ikke råd til at gøre for meget. Reaktionen må være afstemt med virkelighedens krav og grænser, og derfor afmålt og fattet.

Hvad er læren? I sidste ende er mordet på Khashoggi et symptom på noget andet, nemlig at Vesten siden 2008 har været i færd med at opgive sin internationale lederrolle. Den orden, vi møjsommeligt har opbygget, har vi mistet viljen – men endnu ikke magten – til at opretholde.

Khashoggis mord antyder, hvad der venter på den anden side. Ikke et lykkeligt ekvilibrium af nationalstater, der holder hinanden skak og lader enhver passe sit, men derimod et internationalt vildnis, hvor junglen med historikeren Robert Kagans ord tager tilbage, hvad den havde mistet til civilisationen.

I den nye verden, i junglen – eller måske mere passende ørkenen – må vi lære at sluge kameler.

-----------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique, der er et tidsskrift for borgerlig og konservativ idé- og samfundsdebat. Han er desuden forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.