Christian Egander Skov: De borgerlige kan ende som irrelevante kværulanter

Det er ikke nemt at være borgerlig i coronaens tid. Mette Frederiksen har vundet en næsten uhørt politisk popularitet på sin resolutte håndtering af krisen.

Stillet over for vanskelighederne udviser det borgerlige Danmark to gennemgående reaktioner.

På den ene side finder vi de borgerlige partier, der i store træk har stået bag myndighedernes indsats mod coronavirussen. I hvert fald, hvad angik nedlukningen. Ikke kun Venstre og Konservative, men også DF, LA og NB har befundet sig inden for en bredt defineret konsensus. Faktisk så eftertrykkeligt, at nogle har spurgt sig selv, om vi overhovedet har en opposition hertillands.

Den anden reaktion kommer fra den borgerlige medie- og debatverden. Her har mange stillet sig i en markant opposition ikke alene til regeringens konkrete tiltag, men den politiske konsensus og regeringens unormalt store handlekraft.

Mest markant luftede Mads Brügger i Berlingske en forestilling om, at vi var på vej ind i et socialdemokratisk diktatur. Det kunne man ryste på hovedet ad, men det er værd at notere sig, at Berlingske også i sine ledere har rettet samme angreb. Senest da chefredaktør Tom Jensen i avisen rejste spørgsmålet om, om Magnus Heunicke var blevet diktator.

Fra borgerlige meningsdannere har der ligeledes været en skarp og vedholdende kritik af nedlukningens omfang og mål, ja endog selve ræsonnementet bag den. Mest interessant er måske den liberale tænketank Cepos’ ageren.

Den nationale samling, katastrofestemningen og den efterfølgende økonomiske krise kan have omkalfatret tidsånden i en sådan grad, at forsøgene på at gestalte en genuin borgerlig position med vægt på det liberale alternativ, individualisme, frihed og økonomi giver bagslag.

Christian Egander Skov

I en beregning af krisetiltagenes omkostninger pegede Cepos således på, at det slet og ret var for dyrt at redde alle de mennesker. Refrænet er, at kuren er værre end sygdommen. Dette har også været synspunktet bag Lars Løkke Rasmussens intervention i debatten med kravet om svenske tilstande.

Uden nu at lægge nogen værdi i de to begreber kan man groft sagt skelne mellem en kritisk og en konstruktiv borgerlig holdning, hvor den første er mere udbredt i det politiske system og den anden mere udbredt i det bredere ideologiske miljø. Lige nu i hvert fald.

For måske er der i virkeligheden tale om et skel mellem borgerlighedens id og overjeg.

Det er således den borgerlige kritik, der viser hen til den liberalisme, som er de borgerliges ideologiske grundformel. Den konstruktive medvirken er i det lys snarest et eksempel på en borgerlighed, der går på kompromis med egne grundansatser ud fra en opfattelse af, hvad der er nødvendigt og betimeligt i situationen.

Om denne fortrængning så er agtværdigt eller problematisk, kan man strides om. Pointen her er, at de borgerliges aktuelle vanskeligheder har at gøre med den radikale afstand mellem den politik, der nødvendigvis må føres, og den politik, som ideologien tilsiger, der burde føres.

Eller sagt på en anden måde: De borgerlige har vanskeligt ved at legitimere deres konkrete politik borgerligt, det vil sige gøre deres borgerlighed synlig og i det hele taget manifestere et borgerligt alternativ til den socialdemokratiske krisehåndtering.

Det er på baggrund af den vanskelighed, man må forstå den voksende splittelse mellem regering og opposition vedrørende genåbningen af samfundet. På den ene side er genåbningen Mette Frederiksens bløde underbug, et element i krisehåndteringen, som er vanskeligere at legitimere socialdemokratisk end nedlukningen – en pointe, magasinredaktør Esben Schjørring har fremhævet her i Altinget.

Samtidig er genåbningen et tema, der egner sig for det borgerlige forsøg på at genideologisere den politiske debat og bryde igennem den nationale konsensus, der lige nu ikke blot underbygger regeringens krisepolitik, men også giver Socialdemokratiet ideologisk medbør.

Historisk set afhænger muligheden af at identificere en borgerlig position nemlig af påstanden om afstand til Socialdemokratiet. Dansk borgerlighed er selv i sine mest afideologiserede former snævert knyttet til en negativ relation til Socialdemokratiet, også selvom denne mere bygger på retorik end virkelighed.

Måske får de borgerlige deres chance, hvis vælgerne trættes af kriseretorikken og bare ønsker at vende tilbage til det normale. Sådan var det i hvert fald efter begge verdenskrige. I så fald giver de borgerlige markeringer god mening.

Men der er også en risiko. For i vores konkrete situation er det ingenlunde givet, at den traditionelle opskrift på borgerlig politik overhovedet har relevans. Borgerligheden kan nemt ende med at stå som kværulantisk og splittende.

Den nationale samling, katastrofestemningen og den efterfølgende økonomiske krise kan have omkalfatret tidsånden i en sådan grad, at forsøgene på at gestalte en genuin borgerlig position med vægt på det liberale alternativ, individualisme, frihed og økonomi giver bagslag og blot udstiller manglerne i borgerlighedens liberale grundantagelser.

For noget tyder på, at selv vejen tilbage til normale forhold går gennem heftig statslig interventionisme i såvel det økonomiske liv som samfundslivet generelt. Vi kan stå over for et tidehverv.

Lige nu kalder tiden i hvert fald på fællesskab. Vi har set, hvad vi kan gøre sammen og bliver dagligt mindet om konsekvenserne ved at lade stå til.

Hvis dette er et blivende træk, tilhører fremtiden dem, der kan formulere en relevant politisk position på baggrund af dette ideal om fællesskab.

Det er ikke givet, at det bliver Socialdemokratiet. Men den liberale borgerlighed er bagud på point.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.