Analyse af 
Esben Schjørring

Konkurrencestatens skygge hviler over Mette Frederiksens coronapolitik

ANALYSE: Nu ved vi, at covid-19 kan bremses, hvis man vil tage alle midler i brug. Dermed er de hårde konsekvenser ved genåbningen blevet et rent politisk ansvar. Måske er det derfor, ingen helt ved, hvad exitplanen er.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Mens Mette Frederiksen forsigtigt begynder genåbningen af samfundet, bliver folk mere og mere i tvivl om, hvad den danske covid-19-strategi egentlig går ud på.
Handler det stadig om afbødning og flokimmunitet eller om inddæmning eller noget helt tredje?

Undtagelsestilstanden skulle ellers gøre alting klart; hvem der bestemte, og hvem der blev bestemt over. Nu hersker der total forvirring.

Signalerne fra Sundhedsstyrelsen bliver sværere og sværere at omsætte til praktisk virkelighed: Børnene – de mindre af dem – skal tilbage i børnehaver og skole. Det intensiverer smitten. Men de skal også holde afstand for at holde smitten lidt nede. Det sidste er selvfølgelig helt umuligt. Skal de i skole, hvis forældrene har covid-19? Og hvad nu, hvis en af forældrene er kronikere? Skal vi have flere smittede? Eller skal vi have endnu færre? Svarene peger i alle retninger.

Igen og igen har vi fået at vide, at vi skal være på den grønne kurve på den paptavle, sundhedsminister Magnus Heunicke har gjort lige så berømt som Nyrups efterlønsbevis tilbage i 1998. Men med de nuværende tal er vi helt på vej ud af den – i bunden.

Løkkes virkelige udfordring til Mette Frederiksen er, at han ikke bare presser hende i forhold til, hvilke sektorer i samfundet, der skal åbnes først. Han forsøger at presse hende helt derud, hvor hun afslører sig selv som lige så meget konkurrencestats-politiker som ham selv.

Skal vi så sætte gang i mere smitte for at komme op? Og hvis vi skal det, gør vi så ikke alt for lidt og trækker covid-19 i langdrag? Eller bør vi hellere udnytte chancen til regulær inddæmning? 

Et kort besøg på de sociale medier eller avisernes hjemmesider viser, at ingen længere helt ved, hvad regeringen vil. Afbødning eller inddæmning? Hammer eller dans? Alle prøver at hitte rede i det; ingen er helt sikre.

Nedlukningen er blevet så succesfuld, fordi vi allesammen har været motiveret af vores frygt for, at vi selv eller vores nærmeste bliver smittet. Skal vi så nu være bange, eller skal vi ikke være bange for covid-19?

Tal, rater, procenter og det ene studie efter det andet hvisler om ørerne på én. Epidemiologer, økonomer, halvstuderede røvere og dygtige journalister prøver sammen med helt almindelige borgere at finde vej.

Og politisk set står statsminister Mette Frederiksen med en forbandet succes: Hun har lige vist, at covid-19 kan tæmmes, og derfor er ansvarets åg ved genåbningen af samfundet pludselig endnu tungere. For nu er det tydeligt for enhver, at konsekvenserne er et rent politisk valg.

Og nu melder spørgsmålet sig, om Mette Frederiksens manglende præcision og vilje til konkret og detaljeret at lægge en exitstrategi frem – også med de ubehagelige sandheder – mere handler om politiske hensyn end om at få samfundet ud af covid-19 bedst og hurtigst muligt.

Inddæmningspolitikeren
Mette Frederiksens grundlæggende politiske budskab som formand for Socialdemokratiet har hele tiden været, at med hende ved roret ville tingene blive lidt mindre slemme, end de ellers ville være blevet – ”ved holdning og samarbejde kan vi undgå de værste tilbageskridt”, som hun skrev i en kronik for et par år siden.

Hun har talt til en nostalgisk følelse af, at det danske velfærdssamfund ikke længere er så godt, som det var engang, og at den globaliserede fremtid er en stor trussel mod det, der trods alt står tilbage fra de gyldne tider. Op til folketingsvalget lykkedes det hende at gøre det til det centrale spørgsmål, hvem der var bedst til at passe på dansk velfærd.

Med den grundfortælling om sig selv som inddæmningspolitiker var hun i udgangspunktet godt rustet til covid-19, da smittekæderne lagde sig om landet. Det lignede en bekræftelse på alt det, hun havde talt om, og den rolle, hun gerne ville tildele Socialdemokratiet: at partiet  var værnemidlet i det globale risikosamfund. Og at det var slut med Helle Thorning-Schmidt, der gav den som konkurrencestatens HR-manager, der ville kompetenceudvikle borgerne.

Den fortælling legitimerede nedlukningen, da covid-19 ramte landet. Alt sammen indfanget i reklamesprogets forkærlighed for kvikke modsætningspar: Vi stod sammen hver for sig. Vi bad de svage om at være de stærkeste.

Selv de borgerlige klappede og følte sig ramt i hjertekulen. Det virkede. Også for Socialdemokratiet, der pludselig står med en vælgeropbakning i meningsmålingerne på langt over 30 procent.

Men i forhold til den samlede strategi om afbødning er det et åbent spørgsmål, om det virkede for godt.

Før nedlukningen var covid-19 et tilrejsende vilkår, ingen var herre over. Nu har nedlukningen vist, at covid-19 kan begrænses i meget vidt omfang – selv almindelig influenza er nedbragt. Nu er corona noget, der kan beherskes politisk.

Det sidste ganske vist kun med helt ufattelige økonomiske konsekvenser til følge. Men ikke desto mindre er det ikke længere muligt at slå ud med armene og lade ansvaret prelle af.

Og eftersom Mette Frederiksen ikke har villet dele æren for rettidig omhu med de andre partiledere – og særligt ikke med venstreformand Jakob Ellemann-Jensen – er hun nu i den situation, at alt, der sker fra nu af, er hendes ansvar, uanset hvad hun gør.

Den ubehagelige ligning
Det har været åbenlyst, at der har været spændinger mellem regeringen og de relevante sundhedsmyndigheder.

Både Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og Serum Instituttets fagdirektør, Kåre Mølbak, er blevet halv- og heloffentligt desavoueret. Det har selvfølgelig efterfølgende besværliggjort det, når Mette Frederiksen gerne har villet dække sig sundhedsfagligt ind i forhold til genåbningen.

Spørgsmålet er også, om den mudrede kommunikation fra Brostrøm og Mølbak, lige siden genåbningen blev annonceret, afspejler en kamp mellem de faglige begrundelser og det politiske behov for, at konsekvenserne af genåbningen ikke sætter sig på regeringens popularitet.

For ikke alene er afbødning med den ene eller den anden slags flokimmunitet ensbetydende med mere udbredt smitte, flere syge og flere døde. Og ikke alene er det nu blevet et politisk tilvalg, fordi vi i (i hvert fald i teorien) kan lade være.

Det truer Mette Frederiksens inddæmningsfortælling om sig selv – generelt og når det kommer til covid-19.

For genåbning handler om, at sygdomsudsætte de rigtige og acceptere flere syge og døde nu for at forhindre lige så mange eller ligefrem flere på lang sigt. Det handler om at afveje samfundsøkonomi og liv og død i en yderst ubehagelig ligning. Og det vil kræve, at befolkningen forstår og accepterer det som den rigtige strategi, når kaskaderne af ubærlige personhistorier i medierne sætter ind, og ansvaret vil være statsministerens og kun hendes.

I en bredere forstand vil det også genindføre et blik på borgerne, som mange ellers vil forbinde med den konkurrencestat, det nuværende socialdemokrati har gjort så meget for at distancere sig fra. Hvor vi er fodsoldater i kampen for den langsigtede sundhedsfaglige og finansielle bæredygtighed.

Løkkes udfordring
Det er selvfølgelig det, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har set. Og grunden til, at han fra sin nye bastion på B.T.s hjemmeside er trådt frem som den eneste reelle opposition i landet, er, at han mere end nogen anden – måske bortset fra Bjarne Corydon – har dyrket konkurrencestatens forestilling om politik som et cirkulært forhold mellem vækst og velfærd, der hele tiden skal kalibreres. Her gælder den jernlov, at vælger man én ting til, vælger man noget andet fra. Den respirator, du bruger på en coronaramt, kan du ikke samtidig bruge til en patient med lungekræft.

Løkkes virkelige udfordring til Mette Frederiksen er, at han ikke bare presser hende i forhold til, hvilke sektorer i samfundet der skal åbnes først. Han forsøger at presse hende helt derud, hvor hun afslører sig selv som lige så meget konkurrencestatspolitiker som ham selv.

I det spil er det selvfølgelig Mette Frederiksens fordel, at Løkke er meget forhenværende. Og at Jakob Ellemann-Jensen endnu ikke har vist sig som én, der har det greb om velfærdssamfundet, der ville gøre det muligt for ham at etablere en decideret modposition til hendes.

Men i forhold til bekæmpelsen af covid-19 er det kritisk, at borgerne er forvirrede om forholdet mellem mål og midler.

Når Mette Frederiksen siger, at den førte politik handler om, at ”få så mange mennesker igennem den her sygdom, så godt som overhovedet muligt,” lyder det jo selvindlysende rigtigt. Men spørgsmålet er, hvad der definerer ”muligt” her.

Er det sundhedsvæsenets kapacitet, mens vi opnår naturlig eller medicinsk frembragt immunitet? Eller er det i absolut forstand, hvor der her og nu skal være så få som overhovedet muligt, der bliver smittet og dør, koste hvad det vil økonomisk eller i form af endnu mere overvågning?

Det er let at stille de spørgsmål. Og jeg kan ikke forestille mig noget sværere end at skulle svare på dem. Men vi vælger ikke helt selv vores skæbne – den vælger også os. Og det er Mette Frederiksens lod at komme med de svar. Det er kritisk.  

Men det er i særlig grad kritisk, hvis den nuværende uklarhed er udtryk for, at strategien er halvt sundhedsfaglig og halvt socialdemokratisk valgkamp.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00