Da Obama kom til byen

VALG I USA: Altinget.dk red med på bagsædet af 'Danes for Obama'-kampagnebilen gennem en svingstat. Reportage fra valgkampens slutspurt.
"Tilbage står man med følelsen af at være forført, forblændet og fascineret. Og forundret. For hvad er det, senatoren fra Illinois kan," spørger Altinget.dks udsendte.
"Tilbage står man med følelsen af at være forført, forblændet og fascineret. Og forundret. For hvad er det, senatoren fra Illinois kan," spørger Altinget.dks udsendte.Foto: Altinget.dk
Marie Louise Gørvild

VIRGINIA: Det er første dag i sidste uge af den amerikanske valgkamp. I byen Harrisonburg i staten Virginia betyder det fint besøg. Det er nemlig første gang i 148 år, at en præsidentkandidat besøger Harrisonburg.

Og da mange indbyggere selvsagt var afskåret fra den begivenhed, har de, såvel som folk udenbys fra, i tusindtal valgt at kvittere for besøget med timelange køer foran universitetsbygningen 'Convocation Center'. Det er hér, Demokraternes præsidentkandidat, Barack Obama, om fem timer skal give sit bud på, hvorfor han skal være USA's næste præsident.

Og så er der endda endnu en 'første gang' denne kolde efterårsdag i Virginia. Det er første gang, at 'Danes for Obama' møder deres forbillede. Denne mindre kendte kampagne består af formand for Danske Socialdemokraters Ungdom (DSU) Peter Hummelgaard Thomsen og folketingskandidat for SF Nils Brøgger. De to unge politikere har krydset Atlanten og kulden for at begynde deres politiske roadtrip gennem USA som frivillige supportere og beundrere af Demokraternes præsidentkandidat.

Vi venter dog lidt med de danske politikerspirer, for dørene til den store universitetshal er åbne, og langsomt fyldes hallen til bristepunktet med 7.000 personer, der med deres 14.000 hænder ivrigt forsøger at klappe dagens begivenhed i gang. 'Yes we can'.  

Foto: Altinget.dk

Obama på slap line
Og så kommer han. Endelig. Med et stort smil løber Barack Obama som en kampbokser gennem en skov af hænder til tonerne af U2 og træder op på talerpulten i midten af hallen. Øredøvende hyldest afløses af knappenåls-stilhed, som Obama, i vanlig messende stil, stille og roligt begynder sin 40 minutters lange tale.

Der bliver dedikeret plads til den ildestedte økonomi, hans skattepolitik, et forbedret uddannelsesystem og en lang opsang til præsident Bush og modkandidaten, republikaneren John McCain. Alt nænsomt pakket ind i de to gennemgående temaer: håb og forandring.

"Sammen kan vi vinde ikke alene Virginia, men hele valget. Hjælp mig med at bringe forandring til dette land," næsten synger Barack Obama, mens euforisk hyldest endnu en gang skyller gennem hallen.

Som vi ledes gennem de forskellige emner, pendulerer talen konstant mellem humor og alvor, dvælende beskrivelser og hurtige punchlines, følelser og vittigheder. Hele tiden synes Obama på vagt overfor sit publikums reaktioner. Da mængden buh'er over en kommentar om McCain, bliver det promte og kækt kommenteret af Obama;

"Buh ikke - gå ned og stem i stedet."

Er det en designet, indstuderet kommentar? Absolut.

Går den rent hjem blandt publikum? Absolut.

Danes for Obama
De 40 minutter tikker afsted i dobbelttempo, og snart er præsidentkandidaten færdig og begynder endnu en runde blandt de fremstrækte hænder. Og så er det slut. Cirkus Obama rykker pælene op og videre til dagens tredje vælgerkonfrontation i Norfolk i det sydlige Virginia.

Tilbage står man med følelsen af at være forført, forblændet og fascineret. Og forundret. For hvad er det, senatoren fra Illinois kan, som har taget det meste af verden med storm? De to unge, danske politikere fra 'Danes for Obama' giver over for Altinget.dk deres bud:

"Han er en utrolig dygtig og bevægende taler med sans for timing og stemninger. Men det handler om mere end retorik. Obama har en dybfølt kontakt med, hvad USA er, og hvad det bør være. Han ved præcis, hvem han taler til, og hvad der går folk på. Danmark er meget nedtonet i forhold til den måde, som man herovre taler politik på. Der går alt for tit Christiansborg i den. Danske politikere har svært ved at tage politiske sager og værdier ned på gadeplan, hvor det rør folket. Men det er den vej, vi skal," siger DSU's formand Peter Hummelgaard Thomsen, efter for første gang at have overværet Barack Obama tale.

<img align="left" src="@nyimg=4058@" /><br><i>Formanden for Danske Socialdemokraters Ungdom (DSU) Peter Hummelgaard Thomsen og folketingskandidat for SF Nils Brøgger med handsker i oktoberkulden i Virginia. Men Obamas udstråling varmede dem hele vejen gennem svingstaten (foto: Altinget.dk).</i><p />

Følelse af håb
Den unge folketingskandidat fra SF Nils Brøgger har tidligere ikke haft meget til overs for amerikansk politik. Dette valg er imidlertid anderledes:

"Vi må erkende, at vi kun har begrænset kendskab til Barack Obamas politik, der indtil videre er relativ uspecifik. Men han har installeret en følelse af håb om et forandret amerikansk lederskab, hvilket der er et enormt behov for. Jeg er også meget inspireret af den måde, hvorpå han undgår at føre negativ kampagne. Obama holder fokus på sin egen politik og ser fremad. Det tror jeg, at den danske opposition kan lære meget af. Frem for at vente på, at regeringen taber et valg, skal vi blive tilstrækkelig gode til at formulere et politisk alternativ, så vi kan vinde et valg. Det er på områder som dette, at jeg som politiker henter inspiration fra Barack Obama," siger Nils Brøgger.

Svingstat svinger blåt
De to 'Danes for Obama' har valgt at starte deres frivillige kampagne i Virginia. En stat, hvis 13 valgmandsstemmer ikke er gået til en demokratisk præsidentkandidat siden 1964, hvor Lyndon B. Johnson vandt staten.

I år er staten i spil som en svingstat. Her få dage før valgdagen læner den sig i Demokraternes blå favør. Obama fører med 6,5 procentpoint ifølge Real Clear Politics' vejede gennemsnit. Men, som man tørt siger på det nærmeste officielle Obama-kampagnekontor i byen Charlottesville: Meningsmålinger går ikke ned og stemmer.

Og netop den endelige valgdeltagelse kan blive afgørende. Ifølge Jim Nix, talsmand for Charlottesvilles Obama-kampagnekontor, læner Virginia sig mod Barack Obama, fordi de unge og sorte indbyggere i år har ladet sig registrere som vælgere i langt højere grad end ved foregående valg. Registrering er dog ikke nok, folk skal aktivt stemme. Og præcis disse to grupper har tidligere vist sig at have lav stemmedeltagelse, trods deres registrering.

For at sikre, at det sker, stemmer tusindvis af frivillige fra Virginias 41 officielle Obama-kampagneafdelinger i disse dage dørklokker, laver telefonopkald og kører alle vælgere, der ønsker det, til stemmeurnerne. Derfor bliver de to danske politikere og deres frivillige hjælp modtaget med stor begejstring - om end en del forundring - på det lokale Obama-kontor.

De falder dog hurtig ind i den brogede mængde, der rummer alt fra unge og ældre amerikanere til europæiske udvekslingsstuderende.

Om ganske få timer vil det vise sig, om alle anstrengelserne bærer frugt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00