Dagens overblik: ”I perioder har jeg helt ønsket, at vi slet ikke var blevet gift”

POLITISK OVERBLIK: Sagen om den københavnske beskæftigelses- og integrationsminister Anna Mee Allerslevs bryllupsreception på rådhuset fortsætter, hvor blandt andet den radikale formand i København har trukket sig.

Foto: /ritzau/Sebastian Buur Gunvald
Cecilie Gormsen

Godmorgen – vi er klar med dagens politiske overblik.

Vi lægger ud med Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, der er kommet ud i lidt af et stormvejr.

Kort fortalt handler sagen om, at Anna Mee Allerslev fik stillet Rådhussalen til rådighed kvit og frit i forbindelse med sin bryllupsreception i august, mens det normalt koster 65.000 kroner at leje lokalet.

Tirsdag trak lokalformanden for Radikale i København, Bo Nissen Knudsen, sig med øjeblikkelig virkning – og det skete med hårde anklager mod Anna Mee Allerslev.

For selvom den nu forhenværende lokale formand mener, at sagen ”er blæst ud af proportion, og at de hører til kategorien af dumheder som vi alle kan begå”, så langer han hårdt ud efter Allerslev i det Facebook-opslag, hvor han annoncerer sin afgang.

”Det er til gengæld ikke muligt for mig at stå inde for, at vores spidskandidat, midt i stormvejret, har prioriteret at bruge sin tid på interne intriger i partiet og systematisk og med talløse løgne at underminere partiforeningens demokratiske strukturer og beslutningsgange,” skriver Bo Nissen Knudsen.

"I perioder har jeg helt ønsket, at vi slet ikke var blevet gift"
Inden Bo Nissen Knudsen kom med sin kritik, skrev Anna Mee Allerslev tirsdag en lang Facebook-opdatering, hvor hun blandt andet skrev, at hun ligger søvnløs ved tanken om, at vælgere, partimedlemmer og venner måske synes, at hun ikke er den person, de kender eller stemte på, men i stedet ”beregnende og forkælet og ligeglad med alt andet end mig selv”.

”Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg faktisk har været så påvirket af hele situationen, at jeg i perioder helt har ønsket, at vi slet ikke var blevet gift, selvom jeg selvfølgelig elsker min mand. Den følelse vil jeg virkelig gerne have været foruden. Og hvis jeg bare havde lejet lokalet for penge – uanset om det var efter reglerne eller ej – havde jeg haft en dejlig dag at tænke tilbage på, ligesom alle andre,” skriver Anna Mee Allerslev.

3 anmeldelser af ny Uffe Ellemann-bog
I dag udkommer en ny bog af tidligere udenrigsminister og V-formand Uffe Ellemann-Jensen, og her bliver der berettet om tiden efter de mange år som en af de mest markante personer på Christiansborg. Og i bogen Som blad i høst. Mit liv efter politik er der blandt andet kritik af Ellemanns eget parti:

”Engang var Venstre det klart mest Europa-begejstrede parti. Dengang var Venstre et stort parti. Det bliver vi ikke igen, hvis der ikke udvises mod til med begejstring at tage kampen op mod dem, der lover guld og grønne skove, bare man lukker os ude fra det europæiske fællesskab,” skriver Uffe Ellemann-Jensen.

Bogen får fine anmeldelser. I Berlingske får bogen fem ud af seks stjerner, og anmelder Kristian Mouritzen skriver:

”Bogen er værd at læse, fordi Ellemann-Jensen intellektuelt har det lange lys på og ledsager med sin underfundige form for humor fører læserne gennem optimismen efter Murens fald til i dag, hvor forfatteren afgjort ser en række faresignaler, som klart adskiller vores tid fra tiden under Den Kolde Krig,” skriver Mouritzen i sin anmeldelse.

Hos Altinget har Hans Engell anmeldt bogen, og han kvitterer med fire ud af seks A'er.

”Uffes blik på fremtiden er dystert. Selvom han ikke vil opfattes som en vrissen, gammel Jeronimus, er hans forventninger til fremtiden gråsorte: Sikkerhedspolitisk lever vi i farlige tider. Ikke mindst med en utilregnelig Trump, som Uffe forventer/håber havner for en rigsret før Ragnarok eller bliver fyret i henhold til USA's forfatning,” skriver Hans Engell.

I Kristeligt Dagblad giver anmelder Henrik Hoffmann-Hansen også fire ud af seks stjerner. Han kalder den nye bog for velskrevet, som dog vil lidt for meget.

”Det hele er skrevet med den sædvanlige ellemannske kombination af arrogance, lune og selvironi, som bragte ham langt i det politiske liv, skriver avisens anmelder. Det ville dog have klædt den gamle Venstre-mand at udelade praleriet med alle de kendte personer, han har mødt de senere år,” skriver Henrik Hoffmann-Hansen.

Danmark styrker indsatsen for fordrevne irakere
Regeringen er klar med 135 millioner kroner til stabiliseringsindsatser i områder befriet fra ISIL i Irak. Nærmere bestemt er det til indsatser i Ninewa-regionen i det vestlige Irak, hvor storbyen Mosul ligger.

"Det er afgørende, at Danmark med vores mangeårige og stærke engagement i Irak er med til at løse de udfordringer, lokalbefolkningen står over for som følge af de omfattende ødelæggelser, ISIL har forårsaget," siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i en pressemeddelelse.

"Derfor vil jeg anmode Folketingets Finansudvalg om en godkendelse af disse midler, så vi kan investere massivt i, at internt fordrevne og flygtninge kan vende sikkert tilbage til deres hjem og få adgang til arbejde og basale serviceydelser, så der kan skabes håb om en fremtid der, hvor de oprindeligt kommer fra," fortsætter hun.

Martin Henriksen: Selvfølgelig skal vi blande os
Der har den seneste tid været stor debat om det satspuljestøttede projekt Exitcirklen, der hjælper voldsramte kvinder og har religions­sociolog og imam Sherin Khankan og juridisk rådgiver og debattør Khaterah Parwani i spidsen.

I september kom det frem, at de tre borgerlige politikere Martin Henriksen (DF), Naser Khader (K) og Marcus Knuth (V) forsøgte at annullere den allerede tildelte økonomiske støtte til projektet, mens det tirsdag kom frem, at også udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har gjort det samme.

Men ifølge Dansk Folkepartis Martin Henriksen skal politikere selvfølgelig kunne blande sig i, hvilke projekter staten skal give støtte til – og hvilke projekter staten ikke skal give støtte til. Det fortæller han til Berlingske:

”Selvfølgelig skal politikerne være inde over den slags. Vi politikere har ofte en ret god indsigt i de projekter og de mennesker, der står bag dem,” siger Martin Henriksen til avisen.

Det sker i dag
Kl 10.15: Innovationsminister Sophie Løhde (V), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), ældreminister Thyra Frank (LA) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) præsenterer udspil om frit valg. Regeringen lægger op til at udvide det frie valg, så borgerne får flere muligheder for at vælge mellem de velfærdsydelser og tilbud, der passer dem bedst.

Kl. 11.00: Finanslovsforhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti i Finansministeriet.

Derudover er den engelske Prins Harry på besøg i Danmark i dag og i morgen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Mee Allerslev

Fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (R), Københavns Kommune
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2005), cand.jur. (Københavns Uni. 2016)

Uffe Ellemann-Jensen

Fhv. udenrigsminister (V), MF og partiformand
cand.polit. (Københavns Uni. 1969)

0:000:00