Kommentar af 
David Trads

David Trads: Jeg er bekymret for Fogh – er han blevet velfærdsjunkie? 

KOMMENTAR: Med hatten i hånden er minimalstatsmanden Anders Fogh Rasmussen gået til Erhvervsstyrelsen for at bede om almisser fra staten. Selvfølgelig har eks-statsministeren ret til det, men at han gør det, bekymrer mig meget, skriver David Trads. 

Er den engang så magtfulde Anders Fogh Rasmussen nu reduceret til socialstatens slavemenneske, spørger David Trads.
Er den engang så magtfulde Anders Fogh Rasmussen nu reduceret til socialstatens slavemenneske, spørger David Trads.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da jeg for tre år siden blev inviteret i audiens hos Anders Fogh Rasmussen på hans kontor hos Rasmussen Global Consulting Aps, virkede han egentlig på toppen:

Konsulenthonorarerne fra tvivlsomme typer rundtom i verden – fra Goldman Sachs til Ukraine – rullede ind på kontoen. Manden, der trak Danmark ind i den katastrofale Irakkrig, og manden, som fik skatteinddrivningen til at kollapse, var i perlehumør:

”Det går fremragende,” sagde Fogh.

Og det gjorde det bestemt også længe:

Fakta
David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Rasmussen Global Consulting Aps var en endog meget gunstig forretning. Sidste år hev foretagendets eneejer, den gode Fogh, overskuddet på 1,8 millioner kroner ud til sig selv. For nylig fik han endog CitiGroup, en af USA’s største banker, ind i folden.

Men, ak og ve, så ramte coronakrisen os alle – og således også Foghs firma:

Da Fogh så chancen for at få snablen ned i statskassen, ja, da forsømte han den bestemt ikke. Haps, sagde narkomanen! Tak, sagde slaven! Vuf, sagde hunden!

David Trads

Med hatten i hånden gik minimalstatsmanden og Milton Friedman-apostlen til Erhvervsstyrelsen og bad om almisser fra staten og fik 81.326 kroner fra fællesskabet til lønkompensation for ansatte i sin konsulentbutik, afslørede Ekstra Bladet for nylig.

Og hvad så, tænker du måske, mens du læser disse linjer? Har Fogh, som i dag er selvstændig (dog med fyrsteligt eftervederlag fra folkestyret som fast bund), ikke ret til at søge det samme som alle andre, når nu den store plage ramte os?

Selvfølgelig har eksstatsministeren ret til det, men at han gør det, bekymrer mig meget – for det skaber en ubehagelig mistanke hos mig:
Er Fogh simpelthen blevet "narkoman"?

Sidder han som en ynkelig velfærdsjunkie og trygler om endnu et fix? Er den engang så magtfulde mand nu reduceret til socialstatens slavemenneske?

Ligger han nu der, manden, der styrede os så benhårdt, som en hund i sin kurv?

Jeg tænker tilbage på den dag, jeg var på hans kontor for bare tre år siden – for der var en ganske bestemt årsag til, at det reklamebureau, som han havde tilknyttet, havde sørget for, at jeg blev inviteret indenfor hos den store mand:

Fogh havde netop genudgivet sit ideologiske kampskrift fra 1993 – ’Fra Socialstat til Minimalstat’ – og genlanceringen skulle selvfølgelig bruges til at erindre os almindelige mennesker om, hvilken stor tænker eksformanden for Venstre faktisk er:

”Til David. God læselyst!” skrev Fogh i sin dedikation af min nye udgave.

Så jeg læste den igen – og nu har jeg lige genfundet nogle af de citater frem, som gør, at jeg i dag er så bekymret for forfatterens velbefindende:

”Afhængigheden af overførsler fra staten har samme virkning på borgerne som afhængigheden af euforiserende stoffer har på en narkoman: Ethvert nyt fix gør godt, men tilfredsstillelsen er midlertidig, og der skal stadigt flere og større doser til.”

En knivskarp analyse, skrevet på en måde, som kun en mand på toppen kan skrive det. Fra sit privilegerede liv, dengang som folketingsmedlem og eksskatteminister (og her glemmer vi lige, at aflønningen her også var en slags overførsel), så han det hele klart:

”Socialstaten har frembragt mennesker uden mod, mennesker med materielt begær, men uden vilje til at værne om sin egen værdighed som menneske (…) Hver især kæmper for den størst mulige bid af statskagen.”

Og Fogh, anno 1993, fortsatte med at skære det hele ud i pap, bøje det i neon og råbe det ud over hustagene i sin megafon:

”Socialstatens slavemenneske ligger lydigt som en hund i sin kurv og luner sig foran kaminilden. Er slet ikke menneske mere! (...) Jeg vil sige det så stærkt, at vi har en moralsk pligt til at gøre op med socialstaten og slavesindet.”

Nå, det var dengang.

I dag, da Fogh så chancen for at få snablen ned i statskassen, ja, da forsømte han den bestemt ikke. Haps, sagde narkomanen! Tak, sagde slaven! Vuf, sagde hunden!

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00