Kommentar af 
David Trads

David Trads: Jeg vil være den første turist i Europa

KOMMENTAR: De åbne grænser, som vi har holdt af og taget for givet, siden EU's indre marked trådte i kraft for en evighed siden, er nu lukket. Men Europa har tidligere rejst sig efter store kriser, skriver David Trads.

Paris, 1. april 2020.
Paris, 1. april 2020.Foto: Bertrand Guay/AFP/Ritzau Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er noget trist – noget usigeligt trist – over at se ud over det Europa, som vi alle elsker:

Den italienske katastrofe. Tusinder, som dør. Den spanske tragedie. Tusindvis, der bukker under. Den franske katastrofe. Tusinder, der omkommer. Den britiske katastrofe. Tusinder, som ikke klarer den.

De surrealistiske fotos fra alle de pladser, som så mange af os har besøgt, da de var stopfyldte med liv, men som nu er tomme: Peterspladsen i Rom, Duomoen i Milano, Trafalgar Square i London, Eiffeltårnet i Paris, Puerto del Sol i Madrid.

Vi kæmper alle mod den usynlige fjende, som coronavirussen er blevet kaldt, og vi lukker ned. Vi giver ikke længere hånd, vi giver slet ikke kram, vi må ikke besøge vores gamle på plejehjem, vi må bure os inde i vores huse og lejligheder.

Fakta
David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

De åbne grænser, som vi har holdt af og taget for givet, siden EU's indre marked trådte i kraft for en evighed siden, er nu lukket. Hvert land har klappet grænsebommen ned. Fly er holdt op med at flyve. Vi er alle holdt op med at rejse. Det frie liv er slut.

Alle de drømme, vi har udlevet i årtier – om at være verdensborgere, ganske vist med et nationalt udgangspunkt, men alligevel – er med et slået ned. Vi kan ikke længere tage en lang weekend til London eller Paris. Vi må blive i Løgstør eller Pandrup.

Alle de drømme, vi har udlevet i årtier – om at være verdensborgere, ganske vist med et nationalt udgangspunkt, men alligevel – er med ét slået ned.

David Trads

Men det bliver heldigvis ikke ved. En dag, måske allerede efter påsken, vil vi begynde at åbne samfundet igen. Langsomt og måske med tilbagefald. Ingen aner noget om, hvornår det samfund, vi kendte lige indtil begyndelsen af marts, kommer tilbage?

Det vil formentlig begynde med det nære – gradvis og forskudt åbning af børnehaver, skoler, gymnasier – og så, hvis alt går vel, en åbning af det meste. Men hvornår vil vi igen sidde i en fyldt restaurant, tage til en stor fest, gå til landskamp i Parken?

De svar, min ven, blæser i vinden. Nogle drømmer om et tilbagevenden til normalen i løbet af sommeren. Andre er mere pessimistiske og taler om et år eller halvandet. Der er endda dem, der siger, at livet aldrig bliver det samme efter pandemien.

Heldigvis er jeg optimist af sind. Jeg har gennemlevet store rystelser, som også gjorde os alle bange – aids-epidemien, Den Kolde Krig, 9/11, finanskrisen – og jeg ved, at efter smerte kommer grin, efter regn kommer sol, efter vinter kommer vår.

De, der levede lige efter Anden Verdenskrig, ved også, at pessimismen var hård: Kunne vi rejse os fra ruinerne? Ville vi igen kunne leve et frit liv? Ville den næste krig snart ramme os? I dag kender vi svarene: Europa fik det bedre end nogensinde.

Da Lulu Ziegler, datiden store sangerinde, i 1947 indspillede sin evergreen ’Den sidste turist i Europa’, ramte hun tidsånden lige på sømmet, da hun med sin insisterende stemme præcist udtrykte, hvordan de fleste må have tænkt dengang i efterkrigstidens første år:

"Jeg er kommet for at møde mit Europa
og den gamle verden, som engang var min.
Jeg er kommet for at se, om det er sandhed,
at den nu kun er en rygende ruin.
Jeg var længe borte – alt for længe borte –
fra det fjerne kun jeg hørte brag og skrig,
jeg vil ikke tro, at alt nu er ruiner,
kun en gold arena for den næste krig.
Jeg er den sidste turist i Europa,
jeg tynges hverken af guld eller spleen,
men jeg må se, jeg må vide,
om Europa overho'det kan leve efter kri'en."

En smuk, nostalgisk sang, som heldigvis blev mødt af et svar, som var smukt og optimistisk. For, jo, Europa kunne i den grad leve efter krigen. Kontinentet blomstrede, vi blev venner i stedet for fjender, vi lærte hinanden at kende gennem rejser og besøg.

Når den her krig – krigen mod corona – er slut, vil jeg erindre mig de sidste to sætninger i Lulu Zieglers sang:

"Jeg er den første turist i Europa,
når det rejser sig af asken på ny!"

Det skal nok gå alt sammen. Det gør det altid.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00