Kommentar af 
David Trads

David Trads: Kustoden, der ville være statsminister for enhver pris

KLUMME: Lars Løkke (V) er gået fra at være kongen af blå blok til i dag at have mistet sin autoritet. David Trads opridser fire grundlæggende årsager til statsministerens politiske deroute.

DEROUTE: Lars Løkke Rasmussen har mistet sin autoritet som regeringsleder, skriver David Trads.
DEROUTE: Lars Løkke Rasmussen har mistet sin autoritet som regeringsleder, skriver David Trads.Foto: Olafur S. Gestsson/Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Åh, hvor er det i virkeligheden ondt at minde om Lars Løkke Rasmussens (V) herostratisk berømte citat fra Berlingske 11. maj 2014:

”Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris,” sagde han selvsikkert.

I dag – et hundrede plagsomme dage inde i VLAK-regeringen – bør det citat selvsagt skrives om:

”Jo, jo, stik mig de gyldne kæder, pomp og pragt og prestige, og, nå ja, 1,5 millioner kroner i årsløn og så den livsvarige pension, så skal jeg sgu nok være statsminister for enhver pris.”

Løkke stod vingeskudt tilbage, da han prøvede at true Pape til at bakke om op Eva Kjær Hansen som minister. Han tabte til nybegynderen.

David Trads

Citatet lige ovenfor er – for god ordens skyld – et, som jeg har fundet på. Løkke har – trods alt – ikke sagt det. Men hold da op, hvor er det tæt på at være sandt, for der et ocean mellem den melding, som han kom med i 2014 og så virkeligheden i 2017.

I dag ligner Løkke unægtelig en kustode, der ville være statsminister for enhver pris!

Han er mere statsminister af navn end af gavn. Den såkaldt ’mest borgerlig-liberale’ regering, som nationen nogensinde har haft, som han sagde, da den blev dannet, er ude af stand til at fremlægge, endsige vedtage, en politik, som der er flertal bag i Folketinget.

I stedet står ydmygelserne i kø – og tillad mig at minde om bare nogle få af dem:

De våde drømme om en mindre offentlig sektor er opgivet. De hede drømme om lavere topskat, senere pension og mindre SU er skrinlagt. De varme drømme om et uber-paradis er vendt til et de facto forbud. Politiskolen, som var lovet til Herning, ender i Vejle.

Listen er endog meget lang – og udtryk for noget meget simpelt:

Løkke, engang berømmet som den dygtigste politiske håndværker, også af mig, har fuldkommen mistet grebet. Hans egen troværdighed hænger så meget i laser, at han ikke ser ud til at kunne rejse sig. Tværtimod ser han ud til i bedste fald at stå stille, ofte endda falde.

Læs mere: Løkke er Danmarks dygtigste politiker

Tænk, hvor kort tid siden det er, at han var kongen af dansk politik:

Højdepunktet var foråret 2013 – altså for sølle fire år siden – hvor Venstre nåede 33,5 procent af stemmerne i en meningsmåling i Jyllands-Posten, hvor Løkke samtidig var den partileder, som stod stærkest af alle. Han kunne, troede han i hvert fald, gå på vandet.

Det var dengang, som man siger – for siden har førsteklassesbilletter i de fattige landes tjeneste, indkøb af underbukser med mere for offentlige midler, et overlevet kupforsøg i en kælder i Odense og valgnederlag på valgnederlag trukket ham ned.

Fra at være kongen af blå blok savner han i dag den autoritet, som en regeringschef er tvunget til at have. Se engang disse fire alvorlige eksempler:

1) De forløbne tre år – siden han afværgede forsøget på at vælte ham – er hans autoritet i Venstre eroderet. De seneste angreb fra ellers tro støtter – som gruppeformand Søren Gade og Herning-borgmester Lars Krarup – understreger det. Han er ingen stærk formand.

2) De forløbne knap to år – i hvert fald siden folketingsvalget i juni 2015 – er tiltroen til ham hos Dansk Folkeparti blevet forringet måned for måned. DF-ledelsen er på det politiske og det personlige plan frustreret over, at han ikke anerkender, at DF er hans vigtigste allierede.

3) Det forløbne år har det stået klart, at Løkke end ikke kunne mase Søren Pape (K) og hans beskedne konservative folketingsgruppe på plads. Løkke stod vingeskudt tilbage, da han prøvede at true Pape til at bakke om op Eva Kjær Hansen (V) som minister. Han tabte til nybegynderen.

4) Det forløbne halve år har Løkke været kørt rundt i manegen af Liberal Alliance og Anders Samuelsen (LA), der med egne ord iførte sig et ’selvmordsbælte’ og tvang sig ind i regeringen. Det var ikke Løkke, der inviterede, men Samuelsen, der udnyttede en svag statsminister.

Se mere: Derfor er Anders Samuelsen så dygtig

Det er åbenlyst, at Venstre og Løkke vil gøre alt for at beholde magten – for at have serveretten, som de siger. Det lysegrønne håb er, at tiden læger alle sår, og at vælgerne på et tidspunkt tager Løkke til sig igen.

Det er – ærligt talt – svært at se det ske, når statsministeren på den måde undermineres af sine egne. Han kan jo begynde med at kigge rundt i Folketinget: Hvor er de venner, som vil give mig en hårdt tiltrængt politisk sejr, så jeg kan bevise, at jeg er dygtig? The answer, my friend, is blowin’ in the wind//the answer is blowin’ in the wind...

......

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00