Kommentar af 
David Trads

David Trads: Samuelsen søger økonomisk inspiration i skattely

KOMMENTAR: Anders Samuelsen er begejstret for ministaten Liechtenstein – men udenrigsministeren burde hellere skarpt kritisere landets tvivlsomme styre for dets fortsatte og omfattende skattely, skriver David Trads.

<b>VELHAVERPARADIS:</b> Liechtenstein&nbsp;er af EU-myndighederne sat på en særlig observationsliste for skattely, skriver David Trads.
VELHAVERPARADIS: Liechtenstein er af EU-myndighederne sat på en særlig observationsliste for skattely, skriver David Trads.Foto: Colourbox
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hver gang jeg ser Anders Samuelsen, minder jeg mig selv om, at han, ifølge sig selv, er den mest kompetente og bedst forberedte udenrigsminister, vi nogensinde har haft … for når man er så dygtig, så er det klart, at vi andre må spidse ører, når han taler.

Tag for eksempel denne uge, hvor han på sociale medier har lagt et billede op af sig selv i selskab med Aurelia Frick, Liechtensteins udenrigsminister. Samuelsen og Frick er i perlehumør – og Liberal Alliances leder stråler af glæde over det lille lands lave skattetryk:

“Marginalskat på 16 %. De fleste betaler 8-10 % i skat på arbejde... Jeg skal undlade at gengive hendes reaktion, da hun hørte om 56 % marginalskat, skattetryk på cirka 48 % og vores beskatning af biler,” skriver Samuelsen på Facebook – efterfulgt af en smiley.

Efter angiveligt at have belært fru Frick om, at danskerne – trods det høje skattetryk – alligevel skal betale for børnepasning, er Samuelsen blevet så ellevild med Liechtenstein, at han slutter sin update af med følgende løfte:

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Stærkt inspireret af Liechtenstein lover Samuelsen os nu en "ny økonomisk plan fra LA".

David Trads

”Kære alle, der kommer en ny økonomisk plan fra LA - for selvfølgelig kan vi danskere gøre det lidt smartere end nu.”

Nu kender vi jo alle sammen den gamle økonomiske plan, som Samuelsen længe rejste land og rige rundt med – det var den med garanti for historiske skattelettelser og et fald i de offentlige udgifter. "I kommer til at æde det," som han så lyrisk belærte Løkke, Pape og Thulesen Dahl.

Liechtenstein er et af klodens værste skattely, berygtet for dets evne til at sikre, at nogle af klodens rigeste kan skjule deres indtægter, så andre skattemyndigheder ikke kan finde dem.

David Trads

Nå, det var dengang – for fremad mod nye sejre, som de siger i LA. Stærkt inspireret af Liechtenstein lover Samuelsen os nu en "ny økonomisk plan fra LA". På Facebook gættede jeg på, at omkvædet igen bliver noget med lavere skat og lavere offentligt forbrug. Han svarede:

“Tja – hvorfor egentligt ikke? Kan du komme med ét sagligt argument imod? Blot fordi der ikke er 90 mandater, er politikken jo ikke per definition forkert,” skrev udenrigsministeren.

Samuelsen lover dog på Facebook, at det nye LA-udspil ikke bliver en ren kopi af Liechtenstein – og det er der trods alt grund til at glæde sig over – men så tilføjer han, at det at ”hente inspiration her og der er vel ikke ulovligt?” Nej, det er ikke ulovligt at blive inspireret. Selvsagt ikke. Men:

Trods sin enorme forberedelse og kompetence er det alligevel, som om Samuelsen ikke helt forstår hemmeligheden bag Liechtensteins lave skattetryk. Nu, hvor han åbenbart ikke helt havde læst på lektien, kommer her tre grundlæggende fakta om et af Europas mikrolande:

Fakta #1: Liechtenstein er et af klodens værste skattely, berygtet for dets evne til at sikre, at nogle af klodens rigeste kan skjule deres indtægter, så andre skattemyndigheder ikke kan finde dem. EU-myndigheder har sat landet på en særlig observationsliste for skattely.

Fakta #2: Liechtenstein er et velhaverparadis, anført af en stinkende rig kongefamilie, som senest aktivt har ønsket at blive førende i de kryptovalutaer, som gør det endnu nemmere at køre penge rundt i evige kredsløb, så de aldrig bliver beskattet. Rigmænd elsker det lille land.

Fakta #3: Liechtensteins meget lave skatter er, ifølge EU’s egne rapporter, netop et advarselssignal om et skattely. Meget lave skatter til den lokale befolkning i et i øvrigt rigt land skyldes i reglen meget høje indkomster og skjulte indtægter fra lyssky bankvirksomhed.

Der er faktisk noget bekymrende ved den lalleglæde, som præger Samuelsens møde med kollegaen fra Liechtenstein. De meget omtalte Panama-papirer afslører entydigt, at netop Liechtenstein er en del af en omfattende underminering af evnen til at indkræve skat i Europa.

Derfor burde Samuelsen, når nu han mødtes med Aurelia Frick, som har siddet i regering i snart ti år, hellere skarpt kritisere Liechtenstein for dets fortsatte og omfattende skattely end lade sig inspirere af det skattesystem, som det tvivlsomme styre nyder godt af.

Der er – ærligt talt – ikke meget at lade sig inspirere af i Liechtenstein. 

---------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00