David Trads: Selvfølgelig ender Uffe Elbæk med at pege på Mette Frederiksen

Senest om et lille år kender vi alle sammen svaret på, om Uffe Elbæk (ALT) står fast på sin opsigtsvækkende dobbeltmelding – at Alternativet dels peger på ham som statsminister, og dels afviser at ende med at pege på nogen anden – men jeg vover gerne pelsen nu:

Selvfølgelig ender Elbæk med at pege på Mette Frederiksen – vel og mærke først efter et valg og selvsagt kun, hvis der bliver flertal for rød blok.

Inden da vil vi komme igennem en valgkamp, hvor Alternativet på tusinde forskellige måder vil blive afæsket svar på, hvad de vil gøre, hvis der bliver rødt flertal, og ingen andre end Alternativet selv peger på Elbæk – og det vil i sagens natur skabe masser af usikkerhed.

Elbæk vil, naturligvis, fra nu af og frem til og med valget fastholde sin dobbeltmelding. Allerede på valgnatten, når vi kender resultatet, vil Elbæk imidlertid bevæge sig ind i en ny fase - en realistisk fase – som handler om, hvorvidt han vitterlig tør være den mand, der sikrer Lars Løkke Rasmussen (V) endnu en periode, selv om der måtte være rødt flertal.

Men… inden jeg kommer til, hvad jeg tror, der vil sker efter et valg, som har givet rødt flertal, og hvor Alternativets stemmer er afgørende, så lad os lige se på de forskellige scenarier.

Første scenarie - Elbæk bliver statsminister:

Det er meget, meget svært at forestille sig, at Elbæk efter et valg, som åbenlyst ikke har givet ham et indlysende folkeligt mandat til at være statsminister, virkelig vil være villig til at tabe et rødt flertal på gulvet.

David Trads

Vi ved, at Elbæk agter at pege på sig selv som statsminister, men hvad skal der egentlig til for, at det kan blive virkelighed?

Det er meget, meget lidt sandsynligt, at det kan ende sådan – for det vil kræve så meget medvind på cykelstierne, at selv Jakob Haugaard vil blive forbløffet.

For det første skal der være rødt flertal. Trods en valgkamp, hvor der vil være usikkerhed om, hvem der egentlig er rød bloks statsministerkandidat – Mette Frederiksen eller Uffe Elbæk – skal rød blok selvsagt kunne levere flertal som en forudsætning for et regeringsskifte.

For det andet skal de fire ’små’ partier i rød blok – Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale – tilsammen blive klart større end Socialdemokratiet, som til gengæld skal få et rigtigt dårligt valg. Mindst 30 procent til de ’fire’ små, og under 20 procent til S.

For det tredje skal Alternativet få et kanonvalg på mindst halvdelen af de stemmer, som de ’små’ røde partier måtte få. Mandatet til Elbæk skal være så tydeligt, at Pernille Skipper, Pia Olsen Dyhr og Morten Østergaard ikke kan komme uden om at pege på ham.

For det fjerde skal Socialdemokratiet – efter at de i givet fald har fået et katastrofevalg og tabt alt på gulvet – bide al skam i sig og indgå i et parlamentarisk grundlag, hvor Elbæk er statsminister. Mon ikke Schweiz skal blive et lavland, før det måtte indtræffe.

Min konklusion: Det er tæt på umuligt at forestille sig, at Uffe Elbæk ender som regeringschef. Alt, alt for mange forudsætninger, som på ingen måde virker sandsynlige eller for den sags skyld mulige i dag, skal alle sammen gå i Alternativets retning. 

Andet scenarie – Uffe Elbæk nægter at pege på andre:

Vi ved, at Elbæk har sagt, at hvis der efter et valg er rødt flertal, men ikke opbakning til ham som statsminister, så vil Alternativets mandater ’blive taget ud af ligningen.’ Hverken Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen eller en tredje vil kunne tælle hans mandater med.

Et eksempel: Rød blok får 93 mandater ved valget, mens blå blok får 86. Alternativet får som i 2015 igen otte mandater. Når det står klart, at kun Alternativet ønsker Elbæk som statsminister, trækker han sine mandater ud. Rød blok har nu 85 mandater. Blå blok 86.

Løkke vil kunne konstatere, at han ikke har et flertal imod sig og vil kunne fortsætte som statsminister. I virkelighedens verden vil han alt andet lige have umådeligt svært ved at agere i Folketinget, for han vil konstant blive mødt af flertal uden om regeringen.

Under dronningerunderne vil Elbæk i scenariet stå fast. Han vil vitterligt stå for noget helt nyt i dansk politik. Elbæk vil til gengæld også være manden, der hindrer et regeringsskifte. Manden, der giver fire år mere til en klimapolitik dikteret af blå (eller sort) blok.

Min konklusion: Det er meget, meget svært at forestille sig, at Elbæk efter et valg, som åbenlyst ikke har givet ham et indlysende folkeligt mandat til at være statsminister, virkelig vil være villig til at tabe et rødt flertal på gulvet. Han vil begynde at vakle.

Tredje scenarie – Uffe Elbæk peger på Mette Frederiksen:

Nu bevæger jeg mig ind på den mulighed, som jeg er næsten sikker på vil materialisere sig efter et valg, der måtte have givet rødt flertal, og hvor Alternativets mandater er afgørende. Her vil Elbæk – og hvis ikke ham, så hans kolleger i partiet – begynde at forhandle.

Alt efter, hvor godt partiet måtte have klaret sig ved valget i dette scenarie, vil Elbæk kunne kræve indrømmelser i et regeringsgrundlag for at støtte Mette Frederiksen. Det vil mest handle om meget ambitiøse mål for klima, men også forsøg med borgerløn med mere.

Frederiksen vil – med opbakning fra de øvrige i rød blok – forholdsvist nemt kunne levere indrømmelser på flere områder, men naturligvis ikke på alle. Der vil være maksimalt pres på Elbæk, om nødvendigt offentligt, for at kravle ned af det høje træ, han lige nu befinder sig i.

Min konklusion: Det er overvejende sandsynligt, at hvis vi får et rødt flertal, så vil Elbæk ende med at pege på Mette Frederiksen. Alt andet giver ingen mening. Alternativets vælgere er ikke alt eller intet. De vil især forstå, at rød blok vil give en bedre klimapolitik end blå blok.

Fjerde scenarie – Uffe Elbæk smelter helt sammen:

Ved valget i juni 2015 kunne Elbæk og Alternativet gå på vandet. Fra at være en politisk joke for de fleste overrumplede partiet og fik knap fem procent af stemmerne. En enestående succes. Efter valget fortsætte fremgangen med målinger, der nærmede sig ti procent i 2016.

Kommunalvalget i 2017 var et vendepunkt for partiet, for en stribe negative sager førte til, at vælgerne begyndte at sive fra partiet. De målinger, vi ser nu, svinger mellem tre og fire procent. Elbæks ’dobbeltmelding’ er tydeligvis et forsøg på at skabe ny gejst.

Men der er også en risiko for, at Alternativet og Elbæk smelter helt sammen i en valgkamp. Tænk på valget i 2005, hvor Ny Alliance var tæt på slet ikke at komme ind – i udstrakt grad fordi partileder Naser Khader ikke kunne svare på, hvem han ville pege på som statsminister.

Min konklusion: Hvis målingerne fortsat er svage, endda nedadgående i valgkampen, vil Elbæk se mere end vingeskudt ud, hvis han insisterer på at ville være statsminister. Partiet vil være i fare for at smelte helt sammen og, ja, ryge helt ud af Folketinget.

Femte scenarie – Uffe Elbæk skifter holdning:

Kan man forestille sig, at Elbæk og Alternativet, trods den markante dobbeltmelding før sommerferien, alligevel ændrer holdning inden valget? At Elbæk kommer i en situation, hvor han uden at tabe (i hvert fald ret meget) ansigt, vil kunne sige, han støtter Mette Frederiksen?

Min konklusion: Det er ikke overvejende sandsynligt, men bestemt ikke umuligt. For at det skal kunne ske, kræver det givetvis, at Frederiksen rækker ud til Elbæk og forhandler en aftale, hvor Alternativet vil kunne sige, at deres stunt har givet deres mærkesager medvind.

----------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.