David Trads: Trump vækker minder om Chamberlains tragedie i 1938

Donald Trump vil så gerne være Winston Churchill – ja, han fik installeret en buste af den store statsmand i Det Ovale Værelse, da han tiltrådte – men jeg synes meget mere, at han ligner Neville Chamberlain, den britiske premierminister, som fatalt fejllæste Hitler.

Chamberlain troede på tilpasning, han troede på, at Adolf Hitler var rationel, og han troede på, at den tyske naziførers underskrift på et dokument betød noget – og derfor drog han i september 1938 til München for at indgå en aftale om ”fred i vor tid”.

Da Chamberlain kom tilbage til London med sit dokument, som reelt bare var en hensigtserklæring om et Europa i fred, udbrød han foran Downing Street nummer 10, at aftalen er ”et symbol for vore to folks ønsker om aldrig at gå i krig med hinanden igen”.

Well, well, well, mindre end et år efter invaderede Hitler først Polen og erklærede derefter krig mod Frankrig og Storbritannien – og siden fulgte Anden Verdenskrigs rædsler. Det var – præcist som Churchill konsekvent havde sagt det – naivt at stole på ord om fred fra en tyran.

Alle andre af klodens tyranner gnider sig formentlig i hænderne – for hvis bare du udvikler et atomprogram, så kan du true dig til anerkendelse fra USA’s præsident.

David Trads

Det møde, vi lige har set med Trump og Kim Jong-un, minder så meget om München-mødet i 1938 – med Trump i rollen som en endnu mere naiv vestlig statsleder end selv Chamberlain og med Kim som en psykopatisk, men snu diktator, der narrer den godtroende amerikanske præsident.

Churchill ville – tror jeg – have været fuld af væmmelse, hvis han havde fulgt dette knæfald. Kim, som Trump konsekvent omtaler rosende  – ”meget klog”, ”meget ærlig”, ”til at stole på”, ”vi har et varmt forhold”, og ”jeg er beæret over at møde ham” – er et ikon for brutalitet:

Den, som virkelig bør være i højt humør, er naturligvis Kim – for den mand, som vi alle burde foragte, har Trump nu eleveret op til det allerhøjeste niveau i international politik.

David Trads

Kim-dynastiet, som har tyranniseret Nordkorea siden 1950’erne, har skabt et af klodens mest undertrykkende regimer, hvis befolkning er underernæret og lever i konstant frygt, og dets krænkelser af menneskerettighederne er uden sidestykke i vores tidsalder.

Kim Jong-un er ikke en person, som lederen af den frie verden – som vi hidtil som det mest naturlige har kaldt amerikanske præsidenter – skal omfavne og hylde som en statsleder. Topmødet er mest en blåstempling af tyrannen – for den korte aftale er ikke meget værd.

Faktisk, understreger eksperter, er dens formuleringer – brede, runde, uforpligtende – tæt på identiske med de aftaler, som Bill Clinton indgik i 1994, og George W. Bush aftalte i 2004.

I Singapore-erklæringen står der eksempelvis, at ”man vil arbejde hen imod afrustning af kernevåben” ud fra et ”fælles mål om at opnå, gennem komplet afrustning af kernevåben, en atomfri koreansk halvø”. Ingen tidslinje, intet konkret, mest luft, mest hensigtserklæringer.

Trump – traditionen tro – hylder selvsagt sig selv for sin ”enestående succes”. Det gør han altid. Den, som virkelig bør være i højt humør, er naturligvis Kim – for den mand, som vi alle burde foragte, har Trump nu eleveret op til det allerhøjeste niveau i international politik.

Ingen andre af klodens vigtigste stats- og regeringschefer – bortset fra russiske Vladimir Putin, tyrkiske Recep Erdogan, filippinske Duterte og enkelte andre stærke mænd – har fået samme ærefulde behandling af Trump. Præsidentens opførsel over for Vestens ledere er til gengæld rå.

De, der allerede nu hylder Trumps Singapore-møde med Kim som en ”historisk bedrift” – som herhjemme rigmanden og LA-sponsoren Lars Seier Christensen – bør nok hælde kold vand i blodet. Man har lov at håbe på fred, men i sikkerhedspolitik har man ikke råd til at være naiv.

De aftaler, som Clinton og Bush indgik med Kim-dynastiet, endte ikke bare i ingenting, men i en stadig værre situation. Trods USA’s venlige løfter om at garantere Nordkoreas sikkerhed, så blæste diktaturet på dem. De blev bare ved med at udvikle atomvåben. De blev farligere.

Mens Trump soler sig i sin egen sol … er der grund til at tro, at Kim føler sig som kongen af hele verden. Den mand, der har så frygteligt meget på sin samvittighed, at han tåler sammenligning med de værste, er nu eleveret til at være en mand, man søger fred i vor tid med.

Alle andre af klodens tyranner gnider sig formentlig i hænderne – for hvis bare du udvikler et atomprogram, så kan du true dig til anerkendelse fra USA’s præsident.

So sad!