Debat: Demokratiske beslutninger kan undergrave demokratiet

REPLIK: Ytrings- og forsamlingsfriheden er, i modsætning til hvad Kai Sørlander mener at vide, ikke absolut. Demokratiske beslutninger kan stride mod retsstatsprincipper og dermed undergrave retsstatens demokrati, skriver Claus von Barnekow og Tobias Stadarfeld Jensen.

Af Claus von Barnekow og Tobias Stadarfeld Jensen
Hhv. seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité og advokat

I et debatindlæg i Altinget den 30. juni gør filosoffen Kai Sørlander gældende, at ”Ytringsfrihed må ikke trumfe demokratiske beslutninger”.

Sørlander henviser i den forbindelse til den såkaldte Tibet-sag, hvor ytrings- og forsamlingsfriheden tilsyneladende har kortsluttet den demokratiske beslutningsproces.

Han uddyber: ”Hvis ordren om at fratage demonstranter deres Tibet-flag kom fra ministeren, er det svært at se det demokratiske problem.”

Således slået med umiddelbar forbløffelse, læses videre i indlægget med et forgæves håb om en art juridisk-politisk erkendelsesmæssig forløsning i denne dekonstruktion af Danmarks Grundlov.

Indlægget fremstår generelt blottet for historisk indsigt vedrørende årsagerne til både Grundlovens og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) udformning af bestemmelser om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, og oprindelsen til den mellemstatslige organisation Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) er helt misforstået.  

Europarådet oprettedes som et samarbejde med det formål at sikre fred og samarbejde på et retsstatsligt og menneskeretligt grundlag.  

Sørlanders skindemokrati
Essensen i indlægget – som er et historisk juridisk-politisk miskmask - synes at være at demokratiske beslutninger (altid) trumfer ytrings- og forsamlingsfriheden.

Men der er mange demokratiopfattelser og -former. I Sørlanders forståelse af Grundloven synes simpelt flertal at betyde alt, men almindelige retsstatsprincipper og borgerrettigheder intet.

Ethvert flertal legitimerer åbenbart enhver politisk beslutning. Magtens tredeling er tænkt bort. Der er ingen brug for kontrol, og flertallet kan uhæmmet tvinge mindretallet til at forstumme.

Der åbnes således en direkte vej til et skindemokrati uden respekt for mindretal. Den form for demokrati, Sørlander fejlagtigt forstås at læse sig frem til, er illliberalt; et indskrænkende demokrati.

Den smule, Sørlander har lindet på låget til den illiberale Pandoras æske, er chokerende.

Ønsker han konkret at skrive indledningen til en nekrolog over det folkestyre, der i øvrigt alene udtrykker sig gennem valghandling til Folketinget, og bane vejen for det indskrænkende demokrati, som vi i disse år ser blomstre i visse europæiske stater, hvor nationalkonservative magthavere indskrænker borgernes frihedsrettigheder.

”At det demokratiske flertal så kan tage fejl, er et vilkår, som hører med til vor politiske situation,” mener Sørlander således at vide.

Men nej, det er netop ikke et vilkår, for Danmark er lykkeligvis ikke i den situation, Sørlander fremkalder. Hverken regering eller Folketing er hævet over Grundloven og magtens tredeling.

Et demokratisk flertal medfører ikke i sig selv, at en beslutning eller en lov ikke kan bestrides ved domstolene, hvilket Højesterets dom i Tvind-sagen fint illustrerer. Er en lov dømt grundlovsstridig, skal den ændres, uanset hvad et folketingsflertal måtte mene.

Ytringsfriheden er ikke absolutter
Lad os vende tilbage til utysket i artiklen. Det skjuler sig nemlig bag menneskerettighederne, og man må forstå, at ”toneangivende kredse”, der lægger vægt på menneskerettigheder, mangler ”tankekraft”, da de ifølge Sørlander ser ytrings- og forsamlingsfrihed som absolutter. Den sikkerhed, der her afsløres i argumentationen, er slående.  

Lad os spørge, hvorfra ved vi, hvad vi med sikkerhed ved, mener at vide, antager at vide, tror at vide, ikke ved?

Sørlander anfører: ”I stedet for at forstå ytrings- og forsamlingsfrihed som absolutte rettigheder, som et demokrati ubetinget skal bøje sig for, så skal man forstå dem som rettigheder, hvis formål er at understøtte den demokratiske debat.”

Hvor ved forfatteren med sikkerhed fra, hvem der forstår ytrings- og forsamlingsfrihed som absolutte regler? Grundloven selv gør ikke. Grundlovsfædrene gjorde ikke. Indgreb er helt bestemt mulige.

Svaret på spørgsmålet om ”absolutter” hænger ifølge forfatteren sammen med EMD, idet Sørlander uddyber: ”Som jeg ser det hænger svaret sammen med en udvikling i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols virke”.

Hverken Europarådets medlemsstater eller EMD ser på de to friheder som absolutte. Det fremgår af EMRK artikel 10, at ytringsfriheden ”underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelse, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund.”

Indgreb skal altså have hjemmel i lov og forbindes til hensyn der er beskyttelsesværdige og være nødvendigt i et demokratisk samfund. Lignende gælder for forsamlingsfrihed i EMRK artikel 11.

De beskyttelsesværdige hensyn udgør: ”Den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.”

I praksis betyder det, at alle sager vedrørende disse to friheder afgøres efter en nøje proportionel afvejning af hensyn til individets rettigheder og til statens adgang til at gøre indgreb i disse.

Det er i øvrigt almindeligt anerkendt, at ytringsfrihed er også en vigtig politisk rettighed, idet den er en forudsætning for et velfungerende demokrati. Dermed ”understøtter” ytringsfrihed (helt åbenbart) også den demokratiske debat for at citere Sørlander.

Kristian Jensens kloge ord
Sørlander og vi er enige i, at et ansvar, et politisk ansvar, bør placeres i forbindelse med Tibet-sagen. Det skal ske efter Grundlovens bestemmelser.

Danmark er en retsstat, et konstitutionelt demokrati. En rigsretsafgørelse kan i givet fald af en pådømt indbringes til mulig antagelse og afgørelse ved EMD.

Men EMD og dens parlamentarisk udpegede dommere erstatter ikke medlemsstaternes egne systemer til beskyttelse af menneskerettigheder. EMD udgør et kontrolorgan, hvis afgørelser medlemsstaterne har forpligtet sig til at efterleve.

Næstformand i Venstre Kristian Jensen citeres i Ræsons maj-nummer for blandt andet at have udtalt følgende: ”... Men det liberale demokrati – den slags demokrati, der lægger et bånd på magthaverne – det er helt bestemt truet. Vi er på vej ind i det autoritære demokratis tidsalder, hvis vi ikke passer på. Hvor Putin, Erdogan og andre sikrer sig en eller anden form for legitimitet gennem afstemninger – men uden at respektere individuelle rettigheder.”

Kloge ord. Er det den vej, Kai Sørlander gerne vil slå ind på?

Endelig er det nok en god ide at erindre sig visse af Grundlovens bestemmelser (1), og at Tibet-kommissionen i december 2017 konkluderede, at behandlingen af de pro-tibetanske aktivister var i klar strid med både Grundloven, Politiloven og EMRK.

-----
Claus von Barnekow er seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, forhenværende ambassadør ved Europarådet og seniorrådgiver i Europarådets sekretariat; Tobias Stadarfeld Jensen er advokat med speciale i internationale menneskerettigheder.

Forrige artikel Debat: Flyvning bør ikke nedbringes på grund af CO2 Debat: Flyvning bør ikke nedbringes på grund af CO2 Næste artikel Debat: Folk-legenden havde et vigtigt budskab med på sin afskedsturne Debat: Folk-legenden havde et vigtigt budskab med på sin afskedsturne
  • Anmeld

    Christian X

    Det liberale demokrati

    kan ikke overleve, hvis aktørerne opfører sig uklogt.

    Da de fleste folketingsmedlemmer og ministre ved for lidt om den virkelighed, de forvalter, er forskellige systemer sat i værk for at holde dem i skak. EU og Finansministeriet har sat sig på reguleringen af det meste.

    De 179 folketingsmedlemmer opfører sig som lopper på en godmodig hund, der snor føres af Finansministeriet på en EU anlagt agilitybane.

    Demokratiet overlever ikke, hvis ikke der stilles større faglige krav til ministre, udvalgsmedlemmer og medier - samt at deres fejl skal være ansvarspådragende med en rimelig sanktion.

  • Anmeld

    Kai Sørlander · Filosof og forfatter

    Hvad betyder magtens tredeling?

    De to forfattere forstår overhovedet ikke min position. (Har de læst mere end den misvisende overskrift og manchet?). Jeg mener i lige så høj grad som dem, at vi bør sikre ytrings- og forsamlingsfrihed for den almindelige borger. Hvor forskellen kommer ind er, hvem (hvilken institution) der skal sikre disse friheder. Her er der to forskellige positioner. Den ene er, at de skal sikres af en domstol, som skal være politisk overdommer. Og den anden er, at det er op til demokratiet selv - altså i sidste instans under ansvar for befolkningen - at sikre disse friheder. De to forfattere indtager den første position og mener, at det skal sikres af en domstol. Men hvad sker der, hvis man giver en domstol en sådan position? Så sker der det, at man bryder med magtens tredeling, fordi man giver en domstol en politisk magt, som ikke hører til dens område, og som den slet ikke er gearet til at håndtere. Den vil forsøge at bruge et juridisk skøn, hvor kun et politisk skøn hører hjemme. Og som jeg redgør for i mit præciserende indlæg på FB (9/7), så har vi faktisk eksempler på, hvorledes domstole, der får en sådan magt, kan forpligte demokratiet på en irrationel politik, og uden at domstolene kan stilles til demokratisk ansvar.

    Magtens tredeling betyder ikke, at man skal sætte en domstol til at dømme om den demokratiske magt følger grundloven Til at holde den demokratiske magt på plads har man befolkningen og den frie og engagerede demokratiske debatkultur. Hvis man sætter en domstol til at udfylde den opgave, så griber man til en medicin, som forværrer sygdommen. Hvem skal så holde øje med, at domstolen ikke også misbruger sin magt og dømmer politisk skævt? Den er jo ikke hævet over snæversyn. Og derfor kan den blive politisk farlig. Magtens tredeling betyder, at domstolene skal dømme ud fra de love, som parlamentet vedtager; og at parlamentet overlader det til domstolene at træffe afgørelser i konkrete sager. Men hvis magtens tredeling skal overholdes, så skal det være den politiske myndighed under ansvar for befolkningen, som i sin deliberative selvkontrol er bundet af ansvaret for at overholde grundloven. Giver man det ansvar til en domstol, så tager man kernen ud af det deliberative demokrati.

  • Anmeld

    Anne-Marie Krogsbøll · Ufrivillig dataslave for demokratisk valgte dataherremænd...

    Er dette korrekt citeret?

    ”Hvis ordren om at fratage demonstranter deres Tibet-flag kom fra ministeren, er det svært at se det demokratiske problem.”

    Indrømmet - jeg har ikke læste Sørlanders indlæg, men jeg går ud fra, at citatet er korrekt. I så fald: Indebærer det ikke en position, hvor ministeren anses for hævet over loven? Er det en styreform, vi ønsker? Jeg gør i hvert fald ikke.

    Endvidere: Hvis ordren faktisk kom fra ministeren, hvorfor er det så ikke kommet frem endnu, hvis der ikke er et problem? Hvis ordren faktisk kom fra ministeren, så er der noget, der tyder på, at nogen gør sig store anstrengelser for at skjule det. Er det ikke i sig selv et problem - for hvordan skal befolkningen i så fald stille ministeren til ansvar, hvis befolkningen slet ikke får at vide, at ministeren står bag?


  • Anmeld

    Claus von Barnekow og Tobias Stadarfeld Jensen · fhv. ambassadør (Barnekow) advokat (Stadarfeld Jensen)

    Svar til Kai Sørlander

    Tak til Kai Sørlander for kommentar og præcisering vedr. menneskerettigheder. Vi vil på det generelle plan slet ikke underkende at abstrakte drøftelser i sig selv kan frembringe nye ideer, men tillader os at mene, at sådanne ideer også bør være virkelighedsnære. Grundloven siger netop utvetydigt, at det er domstolene, der skal pådømme spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser – ikke Folketinget. Og Folketinget skal naturligvis overholde Grundloven, så indtil Kai Sørlander får gennemført en forfatningsændring, hvorved domstolene fratages pligten til at bedømme om regering og/eller Folketing har overtrådt (Grund)loven, hvis en konkret sag anlægges, så holder magtens tredeling hinanden i skak. Vil Kai Sørlander på baggrund af sit negative ideologiske begreb "politisk overdomstol" foreslå grundlovsændringer, der i demokratiets navn indfører et demokratisk legitimeret diktatur, hvor magt altid har ret? Skræmmer fortiden ikke? Skræmmer udviklingen især i Azerbajjan, Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn ikke?

    Venligst

    Claus von Barnekow og Tobias Stadarfeld Jensen

  • Anmeld

    Kai Sørlander · Filosof og forfatter

    Modspørgsmål til Barnekow og Jensen

    Hvor står eksplicit i Grundloven, at domstolene har ret og pligt til at afgøre, om Folketingets afgørelser er grundlovsstridige? Tidligere - for Alf Ross og hans generation - var det vel ikke noget entydigt spørgsmål. Er det ikke den nuværende konsensus, som egentlig er problematisk?