Debat: Det er unødvendigt at påstå, dansk politik er blevet fascistoid

Af Alberte Bové Rud
Idéhistoriker og stud.cand.mag i International Studies

Uffe Elbæk meddelte i Berlingske 15. januar, at han så et værdimæssigt skred i dansk politik, der havde ligheder med fascismens grusomheder i 1930’ernes Europa. Siden hen har hans indlæg mødt både anerkendelse og kritik.

I Danmark, såvel som i mange øvrige lande, er der utvivlsomt sket en politisk højredrejning. Sammenligningen er ikke desto mindre skadelig både for forståelsen af nutidige fænomener og for forståelsen af de fascistiske begivenheder i 1930’erne. Men fremfor alt er den overflødig. 

I sammenligningen af nutidige politiske tendenser med fascismen, må man nødvendigvis definere, hvad man mener med fascisme. Deri er jeg enig med Claus von Barnekow, der pointerede i sin kronik på Altinget 22. februar til forsvar for Elbæks udsagn, at det først og fremmest er nødvendigt at definere, hvad fascisme er.

Populistisk valgkampagne
Efter at have studeret italiensk fascistisk ideologi i forbindelse med mit speciale, må jeg bekræfte, at fascismen har forskellige udtryk og facetter. Elbæk og hans tilhængere finder det åbenbart ikke bydende nødvendigt at kvalificere sammenligningen. Man må forvente, at han næppe referer til en aggressiv og ekspansiv krigspolitik eller til en destruktiv dødskult.

Derimod må man formode, at der sigtes efter at lægge vægt på genkomsten af den racistiske og antiliberale politik og retorik. Alene udeladelsen af at definere, hvad man konkret refererer til, understreger, at der ikke forsøges at lave ideologihistorisk politikkritik, men snarere populistisk valgkampagne.

Man bør kunne kritisere den højreorienterede politiske debat og lovgivning uden nødvendigvis at påstå, det er en gentagelse af fascisternes uhyrligheder.

Alberte Bové Rud
Stud.cand.mag i International Studies

Fascismesammenligningen er ikke kun problematisk, fordi den udelukkende tjener et politisk formål. I et forsøg på at få os til at se, gør Elbæk os mere blinde. I hans advarsel er iboende en formodning om, at autoritære, antiliberale og antitolerante holdninger kun kan komme til udtryk i fascistisk form.

Det er samme holdning, der gør sig gældende i historisk forvirrede udsagn om nazi-islamisme og fascistisk kommunisme. Man forestiller sig, at når det inhumane og ubehagelige gør sit indtog, vil det være i en fascistisk forklædning, vi genkender. Dermed reducerer man politiske analyser af disse fænomener til at være en afkrydsningsliste af diverse fascistiske holdninger og tendenser.

Vi leder efter fascistiske karakteristika i et forsøge på at forudsige det forfærdelige. En politisk inhuman og nationalistisk debat, tjek. Et hårdhedsideal, tjek. Internering af uønskede individer, tjek. Hvor meget skal der til for at få fuld plade?

Drop den fascistiske tjekliste
Elbæks advarsel er ikke kritisabel, fordi han pointerer et værdiskred og et politisk knæfald for nationalistiske og racistiske holdninger. Men har man et oprigtigt ønske om at advare om de politiske forandringer, bør det gøres uden en fascistisk tjekliste. Man bør kunne kritisere den højreorienterede politiske debat og lovgivning uden nødvendigvis at påstå, det er en gentagelse af fascisternes uhyrligheder.

Elbæk foregiver rent faktisk at have et ædelt princip. Vi må forstå, at historien altid gentager sig, lader han til at sige. Man skal kigge bagud for at kunne gisne om fremtiden. Desværre risikerer man i det ihærdige forsøg på at få nutiden til at passe ind i fortiden at misforstå begge dele. Denne bestræbelse indebærer en deterministisk historieforståelse og kan sågar føre til forestillinger om historisk nødvendighed. Fascismens gerninger og idéer må i stedet forstås og kritiseres i sin egen kontekst. Ligeledes må nutidige fænomener ses i vor tids lys.

Det primære formål, Elbæk og hans ligesindedes sammenligninger tjener, er, at understrege de højreorienteredes vederstyggelighed. Fascisme er i den brede offentlighed uløseligt forbundet med racediskrimination, folkemord og Holocaust. Denne forståelse ligger mellem linjerne på Elbæks udtalelse.

Der antydes, at hvis vi ikke passer på, vil også denne del af historien gentage sig. Dermed forsøger man at fremstille sine politiske opponenter som onde. I samme ombæring ønsker man at fremstille sig selv som repræsentant for det gode. Denne sondring mellem sig selv og sine politiske modstandere er et velkendt kneb inden for populismen. Det var også et velkendt trick blandt 1930’ernes fascister.

Heri det store problem: Leder man efter fascistiske tendenser, finder man dem også. Lige gyldigt, hvor man kigger hen.